Af
Drude Dahlerup, Stockholms Universitet
& Tænketanken Ny Agenda
Lund, Sverige – 1. august, 2005
Miniseminar 4.august 2005 i København
Fremmer EU freden?
I anledning af udgivelsen af Tænketanken NyAgendas rapport “Fremmer EU freden?” afholdes et miniseminar for særlig indbudte påRestauant Kap Horn
Nyhavn, 1.sal
Torsdag d. 4.august kl.14-16.30.
Rapportens forfatter, den dansk-svenske fredsforsker Jan Øberg, der direktør for Den Transnationale Stiftelse, TFF, i Lund præsenterer rapportens hovedkonklusioner.
Om rapporten
EU betegnes ofte som et fredsprojekt, men hvad menes i EU egentlig med fred?
I denne rapport analyserer Jan Øberg EUs politik, herunder forfatningsforslaget, når det gælder forsvar, sikkerhed, udenrigspolitik, konflikthåndtering og fred.
Rapporten viser, at forfatningsforslaget og andre centrale EU-dokumenter giver udtryk for en fredsforståelse, hvor vægten lægges ensidigt på en militært baseret og domineret sikkerhedspolitik. I den forståelse findes der således ‘god vold’, der skal balancere eller udrydde ‘ond vold’. Derimod spiller konflikthåndtering og problematisering af volden som sådan stort set ingen reel rolle.
Jan Øberg diskuterer to modstående fredsforståelser – sikkerhedens og konfliktløsningens. Han stiller dem i relation til fire dimensioner af vold, nemlig direkte vold, strukturel vold, kulturel vold og miljømæssig vold.
Rapporten fremlægger 25 konstruktive forslag til, hvad EU kunne gøre for at påvirke verden i en fredelige retning, f.eks. en så indlysende ting som at oprette et fredsakademi. Den peger på de store muligheder, EU har i netop disse år, hvor USA har stillet sig uden for det gode selskab.
Mens ordet fred kun forekommer otte gange i forfatningsforslaget, og konfliktforebyggelse fem gange, omtales forsvar/forsvarspolitik hele 64 gange og militær/kampstyrker 21 gange. Der er oprettet et Våbenagentur og traktatteksten forpligter landene til at styrke deres militær. iøvrigt nævnes atomvåben overhovedet ikke.
Forsoning, nedrustning og øget kontrol med våbenhandlen er slet ikke på EUs dagsorden i dag. Uanset om forfatningsforslaget vedtages eller ej, tyder meget på at øget våbenmagt og militarisering af politikken kan blive en central del af EU’s fremtid, og det selv om Unionen hverken har en gennemarbejdet trusselsanalyse eller en europæisk sikkerhedsdoktrin.
Jan Øbergs udredningen viser også, at EU som fredsprojekt ikke tilnærmelsesvis er så konsistent eller visionært som den nu 60 år gamle FN-pagt.
For Tænketanken NyAgenda
Drude Dahlerup
Seminaret er åbent for pressen og interesserede. Rapporten (52 sider) kan rekvireres gratis hos NyAgendas sekretær, Mette Sølvtoft, tlf. +45 – 33918898 eller secretariat@plumfoundation.dk fra 1.august, men er klausuleret indtil seminaret.
Efter seminaret vil rapporten også kunne downloades fra NyAgenda og – i en noget længere version på TFF her.



