5 juni, 2004
Forsvarspolitikken stilles over for helt nye udfordinger. Claus Kold, der for nylig slog igennem vore medier med sin analyse af danske soldaters adfærd i Kosovo, skriver hér om hvor vigtigt det er at forstå at traditionel krig mod terrorismen er er intellektuel fejltagelse.
Forsvar mod terrorisme
Det høres alt oftere: Forsvaret skal kæmpe, og gå i krig mod terrorismen, denne kamp kan endog udvides til et opsøgende og forebyggende angreb. Disse udsagn er pro-blematiske. For det første kan de føre til undermineringen af FN, menneskerettighederne og folkeretten, og føre det globale sam-fund ud yderligere retsløshed. For det andet er en krig kende-tegnet ved flere for-hold: to eller flere aktører, som kan starte og af-slutte krigshandlingerne, et territorium som kan erobres eller pas-siv-is-eres, kampmidler som kan uskade-liggøres så krigs-hand-lingerne kan bringes til ophør og fjenden tvinges til overgivelse.
I forhold til terrorisme er disse faktorer radikalt forandrede. Krig-ens definition, teori og love overhold-es ikke. Den nye krig er asym-metrisk og uafgrænset. En krig mod terrorisme kan ikke vindes og afsluttes i klassisk forstand. Der-for er For-svar-ets doktriner for ind-sæt-telse og kamp utilstrække-lige. Det samme gæld-er for krigens teori, som den er udviklet til symmetrisk krigs-før-else.
Krigens Schwerpunkt
Carl von Clausewitz var manden, der sagde at krig er politikkens fortsættelse med andre midler. Det sagde han på baggrund af Napoleonskrigene, som lagde grunden til den moderne teori om den krig, som de dengang nye nationalstater ville skulle føre. Imid-lertid glemmer mange at fortsætte deres læsning, for han sagde videre, at der er altid tale om “Zweck”, “Ziel” og “Schwerpunkt” i en krig og i en kamp. Disse var hans krigsteoretiske begreber, som megen krigstænkning, strategi og taktik siden i Europa blev bygget op omkring. Opfattelsen er altså i dag at krigen kæmp-es med militære midler (mål), Ziel i forhold til politisk opstillede formål, Zweck, men i kampen er det hverken Ziel eller Zweck, der kæmpes om men krigens tyngdepunkt, Schwerpunkt.
Hver part i kampen har altid et eller flere schwerpunkt’er, og kampen drejer sig om bevidst eller in-tel-ligent at for-søge at flytte egne og fjendens schwerpunkt, for at skabe egen fordel, tænk f.eks. på to brydere, der flytter rundt på hin-anden, indtil en af dem mister balancen, og bliver kastet om-kuld.
Krigen starter derfor før kampen. Og schwerpunkt er interessant, for det kan læses som opmarch-erede våbensystemer, kampvogne, etc. men det kan også læses og forstås mere politisk som de mo-ti-va-tionsfaktorer, der får soldater til at kæmpe.
Disse schwerpunkter rummer derfor både politiske og militære be-slut—-ning-er hos begge parter. Det er således en afgørende og vigtig del af krigen, hvor-dan vesten opfatter sig selv, handler politisk og militært, opfatter terrorismen og går i konkret kamp med den, for i denne kamp flyttes både vores egne og terrorismens schwer-punkt’er, der sætter såvel os som ham i stand til at kæmpe; og begå mere eller mindre krig og terror.
Symmetrisk krig og asymmetrisk krig
Stater fører symmetriske krige. Det har de råd til, og det har de forpligtet sig til gennem inter-natio-nal lovgivning. Denne lovgivning er i dag så sammenfiltret med øvrig international lovgivning, handel og politik at den statslige krig frem-over bliver mindre sandsynlig. I lang tid fremover vil krigen eller krigslignende kamphandlinger derfor finde sted i et asym-met-risk scenarie.
I et symmetrisk kampscenarie vil billedet af fjenden, hans bevægelser og motiver være langt lettere at identificere, mens derimod en fjende i en asymmetrisk krig stort set vil være umulig at identi-fic-e-re. En symmetrisk konflikt vil typisk udspille sig tydeligt og politisk i TV før den militære kamp kommer, mens den asymmetriske kamp vil udspille sig skjult som økonomiske, kul-turelle og socia-le skævheder og spændinger før terrorangrebet.
Hvor den symmetriske krig er krig mellem politiske og militære hierarkiske systemer, der er etable-r-et under en stat, er professionaliseret, og derfor optræder som politikkens forlængelse – – altså som et viljesløst redskab; så er den asymmetriske krig ikke en krig mel-lem to staters militære system-er, men mellem én stats militære system og en gruppe i et samfund. Denne samfundsgruppe definer-er selv mål, organiserer sig selv og handler selv. Jo mere en sådan gruppe bliver presset tilbage på midler, jo mere bekræftes den i sine synspunkter og jo stærkere vil dens vilje bli-ve.
Det viljesløse militære system møder således den viljesbesiddende gruppe, og krigens dynamik æn-d—r-er karakter, den bliver “personlig”. Personen og gruppen er konflikten, lever med og i den og udlever den. Med skiftet fra symmetrisk krig til asymmetrisk krig følger dermed også et skifte i fo-k-us fra politik og militær til samfund og kultur. Dette nødvendiggør en ud-vikling af krigens teori i retning af moderne samfunds-viden-ska-be–lige teorier, der kan håndtere moder-nitet og global-is-ering.
Terrorismens Schwerpunkt
Når terroren slår til mod bløde mål, så er det bl.a. udtryk for at moderne og traditionelle samfund og mennesk-er begrunder deres handlinger i forskellige rationaler eller motiver. To centrale typer ad-færd er den mål- og den værdirationelle handlen. Den målrationelle handlen udfolder sig verds-ligt demokratisk, økonomisk og bureaukratisk, mens den værdirationelle er religiøst be-grundet. Ter-rorismen har derudover et afsæt i traditionelt og affektivt begrundede handlinger, og opfatter den målrationelle hand-len som dybt uetisk. Fundamentalisme begrundet i Islam, den vester-landske verds-lige modernisme og global-iser-ingen er således grundlæggende Schwerpunkter i denne kon-flikt, og indgår i den asymmetriske krig.
Hvor kommer terroristen så fra? Foreløbige undersøgelser af Olivier Roy, en anerkendt forsker i funda-mentalisme, peger i retning af at, den unge terrorisk er vokset op i Europa, men ikke oplev-er sig som europæer. Han er heller ikke afghaner, paki-stan-er, etc. hvor han aldrig har boet. Han afvis-er traditionel Islam, og han har typisk brudt med sin familie. Han føler sig uforstået af egen indvandrerkultur, og af det frem-mede samfund føler han sig udelukket.
Denne rodløse unge bliver via medier informeret om en verdens-ord-en, der bliver økonomisk og kulturelt stadig mere skæv. Og han bestyrkes i sin opfattelse af USA’s militære mål-ration-elle ad-færd i verden. En målrationel adfærd, han ser som uetisk.
Han bliver så tilbudt et fællesskab i et religiøst be–grund-et funda-mentalistiske terror-netværk, hvor han kan opleve at få id-en-titet, mening og op-gave. En moderne fundamentalist.
Vestens Schwerpunkter
Det vestlige moderne menneske kræver i dagligdagen bedre liv og mere sikkerhed for sig og sin familie – hvad der er rimeligt nok – men hvad vi ikke ser, er kon-sekvens-er-ne i et inter-nation-alt perspektiv. Den enkelte måler sit liv lokalt – i forhold til naboen eller ar-bejds–kammer-at-en, og i forhold til et kulturelt, socio-logisk og psy-kologisk funderet be-grebs-apparat, som fortæller ham, om han har succes. Han måler sig ikke i forhold til en Guddommelig etik.
Menneskets behov er dybest set biologiske, men over disse biologiske be-hov lejrer sig histor-i—ske lag af psykologi, sociologi og filosofi. I den rige del af verden er den bio-logi-ske over-lev-el-se for længst overstået. Vores behov er blevet til mode og identitet.
Modernitetens behov handler derfor i dag mere om sociologisk og psykologisk overlevelse og suc-ces end om fysisk overlevelse. For-bruget til opretholdelsen af kroppen, er på den måde hinsides krop–pen – og dermed er behov og begær uden øvre mæthedsgrænse.
Kløften mellem de rige og de fattige landes gennem-snits-ind-komst-er blev dobbelt så dyb mellem 1960 og 1980, og den vokser stadig. Det synlige resultat i den 3. og 4. verden er at et sted mellem 60.000 og 80.000 mennesker dagligt dør af mangel på helt basale livsfornødenheder. De ekstremt dyre våbensys-tem–er USA og NATO ved-varende anskaffer, bidrager til denne skæv-vrid-ning, og bi-drager derved samtidig indir-ek–te det, de skal be-kæmpe: de sociale og kulturelle skævheder og spænd–ing-er, som igen producerer det ideologiske grundlag for terrorismen. Dette kaldes blandt freds- og kon-flikt-forskere struktur-el vold.
Det er i disse temaer at vestens Schwerpunkt’er ligger. Hvis terrorismen skal be-kæmp—es, skal den ny sikkerhedspolitik udvikle definitioner, organisationer og kamp-former, der inklud-e-r-er strukturel vold.
Den intelligente krig og kamp
En verd-en, der bygger på polit-isk og økonomisk ulighed kan dybest set aldrig blive et fredeligt sam–fund, som løser sine konflikter kon-struktivt. Den intelligente krig kræver, hvis dens resultater skal være effektive, levedygtige og konstruktive, at der tages stilling til den strukturelle vold, og at hele sættet af værdier i den sikkerhedspolitiske debat tages op, så der kan frembringes en sikker og tryg fremtid for os alle – dvs. globalt.
Der er altså alternativer, men ingen lette løsninger, overfor terror. Og de lette løsninger er de en-si-dige løsninger, der glem-mer krigens samfundsmæssige og kulturelle Schwer-punkt. Og det kan styrke mod-standernes vilje og legimitet til mere krig og terror. Alternativet er, hvis vi vil have fred og sikkerhed, at mestre kampen. Og at mestre kampen betyder i yderste kon-se-kvens, at kunne kæmpe således at fjenden ikke mere ønsker eller behøver at kæmpe, at fjenden har mistet for-mål-et med kampen. Blot at afværge eller nedkæmpe et an-greb betyder at angriberen måske kom-mer igen. At slå angrib-er-en ihjel betyder at hans trosfælle, landsmand eller bror kom-mer igen.
Så hvor frastødende og uforståeligt det end måtte være, er det Forsvarets, sikkerheds-analytikeres og de politiske partiers sikker-heds-politiske ordføreres opgave, ansvarligt at lytte til, prøve at for-stå terroren, sæt-tes sig i dens sted, finde terrorens Schwer–punkt’er, for kun derved vil vi intel-ligent sætte os selv i stand til at bekæmpe ter-roristens Schwerpunkt, eller svække hans had og grundene til hans had så meget, at hans sag mister tyngde.
Fjendebilleder, kortsigtede politiske udtalelser, blind oprustning og våbenanskaffelser vil blot styrke terrorismens Schwerpunkter. Og hvor meget terrorhandlinger end er forfærdende og afskyvækken-de, må vi lytte til de polit-i-ske budskaber, for de er der, under meningsløsheden, vreden og destruk-tionen. Vi må lære at føre den intelligente konstruktive og omsorgsfulde krig -uden dog at vige, og til tider måske med våben, hvor det er nødvendigt.
Ovenstående er ikke udtryk for naiv blødsødenhed, misforstået eftergivenhed og passivitet, men er tværtimod udtryk for et fagligt begrundet synspunkt, at mod terrorisme er det nødvendigt at hele krigen defineres, og de midler an-vendes, som når målet. Og målene er international ret, demokrati, politisk og reli-gi-øs frihed, etc.
En ny sikkerhedspolitik
Det samlede billede er, at terrorisme og globaliseringen af sikkerheds-politik-ken stiller Forsvaret over for nye internationale opgaver med nye be-lastningstyper, der kræver udvikling af nye begreb-er, nye redskaber og nye organisations- og ledelsesformer.
Den nye sikkerhedspolitiske situation er med til at redefinere sikkerheds-poli-tik-ken og Forsvaret på en række områder, som nødvendiggør udviklingen af nye kultur- og værdibaserede, demokratiske og kommunikative kampformer. Dvs. udviklingen af nye fagligheder, der i langt højere grad vil definere, italesætte, inddrage, lytte til og derefter håndtere konflikt-en på et givet krise- eller kon-fliktniveau.
Et sådant Forsvar skal ikke primært kunne kæmpe, men producere sikkerhed. I den asymme-tri-ske krig, vil realistisk set indgå væbnede kampe, og et sådant For-svar skal selvfølgelig derfor have en materiel kapacitet til at kæmpe, men på den anden side må den ma-te-rielle kapacitet og den deraf nødvendige organisation, faglighed og begrebslige kapacitet ikke be-grænse eller hindre For-svaret i at opdage, forstå og møde fjenden, der hvor angrebet sætter ind.
Hvis en ny sikkerhedspolitik skal være virkelig forebyggende, skal den kunne ramme fjendens tyng-depunkter som er uvid–enhed, fattigdom, intollerance, had, fordomme, fanatisme, kynisme, ensretning, fejl-ud-vik-ling og frustra-tion. En ny sikkerhedspolitik rækker dermed langt ud over sit hidtid-ige område og ind i inte-gra-tions-, udviklings- og bistands-politik-ken.
