Bidrag istedet til at hjælpe NATO, EU og Balkan væk fra afgrunden
I sidste uge fortalte statsminister Poul Nyrup Rasmussen den danske befolkning at vi må vænne hinanden til at NATO måske vil indsætte landtropper i Kosovo/a. De vil sige storkrig. Hans partifælle Jacob Buksti mener ikke at landtropper skal kæmpe sig ind, “men det er ikke sådan, at man nødvendigvis skal have en egentlig fredsaftale eller våbenhvileaftale, skrevet under af Milosevic.”
Statsministeren ville ikke afvise, at indsættelse af landtropper kan komme til at koste danske soldater livet. “Det kan ingen spå om. Vi må tale så nøgternt om det som muligt, og vi kan ikke udelukke, at den dag vil komme, hvor der vil være et antal mennesker, som har dansk medborgerskab, som kommer hjem fra Kosovo/a i ikke-levende tilstand.”
Krig er for alvorligt til sådan ulden tale.
Statsministerens udtalelse blev da også afsporet. Flere politikere mente at det var uheldigt i en så alvorlig situation at Fogh Rasmussen sagde slingrekurs. Men spørgsmålet er om ikke regeringen og Folketinget længe har været på en ganske farlig slingrekurs?
Situationen er uoverskuelig. NATOs bombinger fra 24. marts har bidraget til det stik modsatte af hvad præsident Clinton og NATOs ledelse fortalte at de skulle medvirke til. De skulle standse et folkemord, men udløste det. De skulle skabe stabilitet i Europa, men Europa er lige nu mere ustabilt end nogensinde siden 1945. De skulle hindre en humanitær katastrofe, men der er nu mere end en halv million flere flygtninge end før bomberne faldt.
Vi kan mene hvad vi vil om serbere og albanere og Kosovo-provinsens fremtid. Min holdning er at hårdføre politikere og militante grupper på begge sider har ødelagt fremtiden for begge folkeslag og at vi ser og vil se frygtelige lidelser i årtier fremover hos dem, der altid betaler prisen: ganske almindelige ‘små” mennesker.
Det fundamentale for os danskere er at ransage om NATO og det internationale samfund er a) mæglere, der ville gøre det så godt for at hjælpe parterne, eller b) en krigsførende part, der også har andre interesser end rent humanitære. Om det er godhed eller magt, der er på spil.
Naturligvis det første, hører vi. For NATO kan jo faktisk ikke tilstå at man har kløjset i det, faldt i egen fælde – de evige trusler om bombninger – fordi Jugoslaviens præsident Milosevic ikke gav en lille indrømmelse, så NATO kunne lade være.
Bomber vil af naturlige grunde ikke lede til andet end had, død og ødelæggelse. En førsteårsstuderende i psykologi – og helt fornuftige mennesker i øvrigt – véd godt at man ikke får folk til at makke mere ret hvis man ydmyger dem. Man får simpelthen ikke serberne eller alle de andre 8-9 millioner mennesker – kroater, ungarer, albaner, montenegriner, jugoslaver, sigøjnere, tyrker etc – til at give Milosevic fuldmagt til at underskrive det dokument, der blev dikteret dem i Paris.
Og i Paris foregik der – modsat hvad diplomatiet og pressen hævder – ikke forhandlinger og det er ikke en fredsplan. Det er en plan for ekstremt selvstyre for Kosovo, overvåget af et NATO, der sætter sig over den jugoslaviske regering og kan bombe som det finder for godt – noget selv ikke en banarepubliks statschef frivilligt ville skrive under på.
I den krig, der rasede mellem albaner og serber i 13 måneder før NATO begyndte at bombe døde cirka 5 mennesker per dag og godt 600 blev fordrevet fra deres hjem per dag. Men alene NATOs fejlbombninger – dvs. når man desværre rammer civile – har siden de begyndte dræbt 15 uskyldige per dag og gjort 21.000 mennesker til flygtninge i gennemsnit per dag. Det er da en temmeligt “ikke-levende” fredspolitik! Og desuden: hvis der før var små chancer for at albanere og serbere skulle leve fredeligt sammen, så er de borte nu. Serberne føler at ødelæggelsen af Jugoslavien sker på bestilling af den kosovoalbanske hær, UCK hvorfor albanerne skal ud. Det er ligeså tragiskt som reaktionen var forudsigelig og derfor er NATO dybt medansvarlig for flygtningekatastrofen.
NATOs påståede fredsfremmende bomber er altså langt værre end den krig, NATO forsøger at standse. Da bombninger således allerede har gjort alt værre, får vi nu – sådan lidt efter lidt – at vide at vi skal vænne os ved tanken om landkrig og “ikke-levende” – dvs. dræbte – danskere.
Det er ufatteligt at der er så lidt debat om hvad det egentlig er der foregår. For hvordan er det kommet så vidt? Situationer har sin egen dynamik – har man sagt A, må man også sige B, også sige C….Danmark synes at være sat på en skinnende blank glidebane af de sidste års “aktive” udenrigs- og forsvarspolitik. Officielt er vi og NATO i krig for det godes skyld: stoppe krige og folkemord, skabe fred og stabilitet, støtte forhandlinger, bremse “de onde” og hjælpe “de gode.” Men så sikkert som amen i kirken vil det hér gå meget galt. Medmindre nogen begynder at tænke selv og tvivle på hvad vi påduttes.
Den er rivravruskende gal og danskerne bør vågne op og sørge for at regeringen bremses i ethvert “nøgternt” forsøg på at vænne danskerne til at deltage i storkrig under amerikansk dominans og almen EU-forvirring. Også selvom det går ud over NATOs sammenhold og beslutsomhed.
For det er vel ikke sådan at Danmark er udset til at spille en speciel – tilvænnende – rolle i alliancen og være de kække, der går først med F-16 fly og soldater – og går først i døden, i ikke ikke-levende tilstand?
Jeg har i 25 år arbejdet med international sikkerhed, oprustning, doktriner, konfliktløsning og fredspolitik. ved skrivebordet og i krigsområder. Siden 1991 har mine kolleger og jeg været 35 gange i alle dele af det tidligere Jugoslavien. Jeg var mellem 1992 og 1997 uformel “konfliktlæge” mellem den serbiske og jugoslaviske regering på den ene side og albanerne i Pristina på den anden, har truffet de ledende personligheder gentagne gange. Allerede i 1992 udsendte mit institut en rapport “At forhindre krig i Kosovo” og i fire år hjalp vi i al hemmelighed og uden medieprojektører de to parter til en langstrakt skriftlig dialog om et freds- og forhandlingsforslag, der involverede FN.
Parterne lyttede, selvom de ikke kunne enes. Men det gjorde det internationale samfund ikke. Heller ingen i de nordiske lande. Man kan sige at der var en politisk og intellektuelt “ikke-levende” reaktion. Derfor har jeg en baggrund for at sige: den menneskelige katastrofe, der rulles op på skærmen hver aften, alt hvad NATO hævder og gør, kunne være undgået. Og det der er foregået siden 24. marts er helvedes farligt. Også for Danmark. Vi er nemlig nødt til at se et antal risici ret i øjnene:
Hvis der skal indsættes landtropper mod den jugoslaviske regerings vilje så må de kæmpe sig ind. For det behøves der mindst 100.000 i et antal måneder. De kan i praksis kun komme ind fra Makedonien. Det vil lede til at den makedonske regering afgår og landet vil være i dyb krise, hvis ikke det vil ophøre med at være en suveræn stat. Nye flygtningestrømme. Man kan muligvis komme ind via Albanien, men det vil være frygteligt farligt, for hvis NATO invaderer derfra vil landet, der nu er blevet hele Europas flygtningelejr, blive angrebet af Jugoslavien. Går man ind via Bosnien er freden slut dér. Kroatien vil ikke stille op og Ungarn har 300.000 landsmænd i Jugoslavien.
Hvis NATO-soldater skal kæmpe sig igennem Jugoslaviens bjerge kan det ikke udelukkes at vi taler om titusindvis af dræbte. Jugoslaverne vil se det som en kamp for deres eksistens, for tredje gang i dette århundrede. Make no mistake, som Clinton formanende siger.
En storkrig på Balkan vil desuden have blandt andre disse følger: Mange albanere i Kosovo eller de samlede 10 millioner mennesker i Jugoslavien som helhed vil få svært ved at se en fremtid dér efter at NATO har bombet og en landkrig har lagt samfundet og dets økonomi i ruiner. Altså: potentielt hundredtusindvis af nye flygtninge, ikke bare fra Kosovo men fra hele området. Hvis albanerne får et selvstændigt Kosova ved hjælp af vestlig militær og politisk støtte – så vil serberne i Bosnien sige farvel til Bosnien og albanerne i Makedonien sige farvel dér. Med et Storalbanien kan ingen udelukke borgerkrig dér hen ad vejen.
Den økonomiske genopbygning vil påhvile EU-landene, ikke USA. Det betyder et voldsomt tilbageslag for hele Europas økonomiske udvikling og evige stridigheder om hvem der skal betale og have mest indflydelse på fremtidens Balkan; Tyskland vil nok vide at udnytte dét!
Landtropper og storkrig vil desuden være det sidste søm i ligkisten mellem USA og Rusland, sidstnævnte vil simpelthen ikke finde sig i flere ydmygelser end dem, der begyndte med at Gorbatjov blev undermineret af falske vestlige løfter. De er trætte af NATO’s ekspansion helt up til deres grænse og af at 250 milliarder dollars netto er sivet ud af – ikke ind i – Rusland fra Vest.
Vi vil få et hjørne af Europa med 10 millioner, der hader Vesten, skaber terrorisme og vil være fyldt med børn og unge, der ikke vil komme sig over traumerne og som ikke kan forventes at tilgive os for at have ødelagt deres land. Et Balkan med uendelig megen social nød og derfor uro.
En landkrig på Balkan er politisk helt uoverskuelig, uanset hvor sikre politikere og opinionsskabere lyder. Den vil kunne svække NATO og få EU at knage i furerne – og koste så styrtende summer at alle i Europa vil kunne mærke det i årtier.
Maler jeg fanden på væggen? Tja, der er tre gennemgående mønstre i Europas og USAs håndtering af Jugoslavien siden 1980-erne: at de hver gang fejlvurderede reaktionerne dernede, undervurderede kompleksiteten og overvurderede deres egen evne til at få dem til at makke ret. Det mønster er lige ved at blive gentaget nu i en del af Balkan, der vil få Kroatien og Bosnien til at se hyggelig ud.
Lad os huske på at der mellem begrænset intellektuel og moralsk magt og ubegrænset militær magt ligger vold og lidelse. Der er godt 160 lande udenfor NATO. Der er noget langt større på spil. Inden statsministeren og NATO – dumdristigt – får os vænnet nøgternt til storkrig, vil jeg indtrængende opfordre til at vi drøfter det grundlæggende:
1) Hvordan er det kommet så vidt? 2) Hvordan får vi det stoppet nu? 3) Hvordan skal vi bedst hjælpe folk på Balkan til at leve i velfærd og fred? 4) Hvad kan vi lære af miséren og få skubbet dansk politik ind på et klogere spor?
