De fleste anser at det enkelte menneskes liv er ukrænkeligt og at alle liv er lige værdifulde. Dette kvalitativt unikke ved livet selv bør, siges det, ikke kvantificeres. Vi skal blive oprørte og handle når blot et eneste menneskeliv krænkes eller dræbes; vi skal ikke vente med at skride ind til volden har udslettet et vist antal.
De sidste måneders internationale udvikling har sat denne tankegang på en alvorlig prøve. Hele den vestlige verdens politik drejer nu rundt om terrorismen, som har krævet meget få liv. Og i kampen mod terrorismen tages mange flere liv og bruges ressourcer i et sådant omfang at der blir meget lidt tilbage til at bekæmpe de problemer, der forårsager de virkeligt store tab i menneskeliv. Derfor mener jeg at debatten bør kvantificere de menneskelige tab.
Hundredtusindvis mistede livet i Ruanda og Burundi. Omkring 100,000 har mistet livet i Algeriets indre konflikter. Visse kilder taler om mindst 30,000 dræbte i krigen mellem Etopien og Eritrea. I Østre Timor forblødte en kvart million. Ingen gjorde noget for at standse disse tab af menneskeliv. Men Danmark deltog i NATOs bombning af Jugoslavien efter at blot nogle få hundrede serbere og albaner var blevet dræbt i Kosovo i tretten måneders krig.
På vor klode dør hver dag mellem 60,000 og 100,000 som følge af mangel på rent vand, mad, medicin, skoler, boliger og tøj. Det er cirka 20 millioner om året. De dør unødvendigt: hvis goderne var bedre fordelt behøvede ingen at dø. Disse menneskeliv nævnes ikke på en eneste avisforside, der føres ingen “krig mod fattigdommen” og CNN bruger ikke over 90 procent af sin sendetid på dem som stationen gør på 11/9.
Uafhængige akademiske kilder gør gældende at mindst 3,500 civile uskyldige er blevet dræbt som følge af USA’s bombninger af Afghanistan. De seneste tal for 11/9 er 2,900 i WTC og Pentagon. Som andel af USAs befolkning er det cirka 0,004 procent eller det samme som hvis 60 var blevet dræbt i Danmark. Hvis USA ønskede at påføre Afghanistan en national katastrofe af samme størrelse, som man selv var udsat for, skulle højst 300 civile afghanere være blevet dræbt. Hævnen blev altså værre end 10:1. Hvis vi lægger til at der er dræbte vi ikke kender til, mennesker der er bukket under under flugt, gamle og syge og børn, så er proportionerne formodentlig 1:20 mellem terroren mod USA og terroren mod Afghanistan.
Den amerikanske menneskerettighedsorganisation, Human Rights Watch, har beregnet at mindst 500 civile blev dræbt under USAs bombetogter mod Jugoslavien i 1999; det er eksakt den samme andel af dette lands befolkning som hvis der var blevet dræbt 10,000 (som først antaget) den 11. september er af USAs.
Et par tal til kan afrunde billedet af denne humanismens inhumanitet: hvert år blir mindst 25,000 amerikanere myrdet af andre amerikanere i civil revolvervold. 30 millioner mennesker lider af AIDS. Godt 1 milliard af menneskeheden, eller næsten 20 procent af os, har mindre en 8 kroner at leve for per dag.
Hvor mange dør og såres så i internationale terrorangreb? Svaret ligger såmænd på det amerikanske udenrigsministeriums hjemmeside: i år 2000 blev 405 mennesker dræbt og 791 såret. Det var en opgang fra 1999 i hvilket 233 blev dræbt og 706 sårede.
Kvantitativ havner den internationale terrorisme altså meget langt nede på listen over årsager til at uskyldige civile dør. USA, Danmark og resten af den vestlige verden har nu efter 11. september, der var en enkeltstående begivenhed, gjort terrorismen til verdensd største problem og der kører en krig mod terrorismen såvel i virkelighedens som i mediernes verden.
Nye love hasteindføres. USA opruster til et niveau der er ligeså højt som alle andre lande i verden tilsammen (400 milliarder dollars). Demokratiet og menneskelige rettigheder indskrænkes. Der planlægges flere nye krige. Medierne har behandlet terrorismen som verdens ubetinget største problem. Det gøres altsammen med henvisning til at 2,900 mennesker døde den 11/9, forresten ikke bare amerikanere, men efter sigende 80 andre nationaliteter, som vi aldrig hører om.
Krigen mod terrorismen har nu erstattet krigen mod kommunismen. Hvis George W. Bush og hans blindt loyale trosfæller i f.eks. Danmark får deres vilje står vi sandsynligvis ved begyndelse på en ny epoke af 20-50 års “krig mod terrorismen.” Men at finde hver eneste aktiv eller potentiel terrorist i henved 60 lande og uskadeliggøre dem, er lige så umuligt som at finde hvert eneste gram af materialer i Irak, der kan bruges til at fremstille masseødelæggende våben. Det er et fundamentalt, fundamentalistiskt, absurd projekt.
Derimod har vi brug for krig mod fattigdommen, kløfterne og AIDS. Bush-administrationen kunne passende gøre noget ved sine egne sociale kløfter, racismen og hverdagsvolden på hjemmeplan inden det kaster sig selv og verden ud i ragnarok. Vi har brug for en krig mod militarismen, mod USAs forsøg på verdensherredømme, mod militær konfliktløsning og mod unilateral interventionisme uden for FN’s rammer.
Vi har brug for en krig mod den falske humanismes støvletramp, der patetisk beskytter de få udvalgtes liv og bevidst fortier de manges for at skjule proportionerne i eget barbari.
