24. april, 2008
Fatuma Ali
Jeg har boet og arbejdet i Grønland i 8 år fra 1997 og til 2005. I de 8 år har jeg været almindelig overlæge i 3 år og administrerende overlæge resten af tiden. Fra 2005 og indtil 2006 har jeg arbejdet for det grønlandske sundhedsvæsen men boet i DK. Ifølge min kontrakt skulle jeg fortsat koordinere den psykiatriske indsats på kysten, være fysisk til stede i Grønland i 1 måned i hvert kvartal og ellers være til rådighed for netkonsultationer hele året. Netkonsultationerne handlede udelukkende om kendte og diagnosticerede patienter, hvor der var behov for at optimere den medikamentelle behandling eller supervisere den psykiatriske sygeplejerske.
Jeg tror, at mit største bidrag til den grønlandske psykiatri har været opbygningen af distriktspsykiatrien i det meste af landet. Med opbakning fra det politiske system og mine overordnede var det lykkedes at etablere psykiatrisk behandling i patienternes nærmiljø således at de ikke skulle flytte langt væk fra deres familie i de perioder hvor de havde det allerdårligst. Den grønlandske bosætningsmønster med de store afstande talte for, at vi etablerede behandling på kysten med ansættelsen af psykiatriske sygeplejersker, sikring af faste psykiater besøg 1 eller flere gange om året samt etableringen af telepsykiatrien. Det lykkedes at minimere både indlæggelserne på psykiatrisk afdeling i Nuuk men også overflytningerne til Danmark hvor den lukkede afdeling for grønlænderne findes. Og distriktspsykiatrien tog aktiv del i selvmordsforebyggelsen og oplysningen om sindslidelser.
Jeg er klar over, at mit emne ikke er psykiatrien i Grønland, men det er vigtigt for mig at give en introduktion til mit professionelle relation til Grønland.
I de 8 år jeg har boet i Grønland har jeg følt mig som en del af samfundet og levet et liv sammen og iblandt grønlændere. I de år har jeg både privat og på arbejdet være tæt på mange menneskers traumer og sorg. Der var selvmord i nære venners familie, der var selvmord blandt mine patienter, en kollega blev udsat for voldtægt.
•
Grønlændere er uden tvivl et af de venligste folk på kloden; de er lattermilde, gavmilde og omsorgsfulde. Men der er en anden side af medaljen. Grønland er et af de førende samfund hvad angår selvmord, mord og vold, herunder seksuel vold. Disse voldshandlinger traumatiserer både offeret og hans/hendes familie men også forbryderen og hans familie, og det gælder ikke mindst når der er tale om sanktioner som frihedsberøvelse hvor den kriminelle bliver sendt til afsoning langt væk fra sit hjem, måske til Herstedvester i Danmark eller til den lukkede afdeling i Risskov ved Århus. Et selvmord, et mord, en voldtægt, en krænkelse af et barn traumatiserer, mere eller mindre, hele det lokale samfund på grund af de nære relationer der findes i netop de små samfund.
Nogle tal: Pr. 15 august 2007 er antallet af begåede selvmord i år 20,12 mænd og 8 kvinder. Tallene har i flere år ligget på 45-54 om året.
Hvordan kan det være, at man har disse problemer i denne målestok i Grønland?
De fleste voldshandlinger bliver begået i alkoholpåvirket tilstand og i Grønland har man sammenlignet med Danmark en meget høj opklaringsprocent i forbrydelserne fordi folk indrømmer det prompte overfor politiet hvis de har begået kriminelle handlinger.
Jeg har hørt om en mand der selv henvendte sig til politiet da han havde hørt om en voldtægt, der skete aftenen før. Han havde været fuld og kunne ikke huske hvad han havde foretaget sig men han kunne hellere ikke udelukke, at han selv var voldtægtsforbryderen og kunne lige så godt kontakte politiet og indrømme. Det viste sig, at han ikke havde noget at gøre med voldtægten.
Grønlændere omsætter alkohol anderledes end kaukasier; det indebærer at man bliver mere påvirket af færre genstande. Det er et klinisk indtryk og der mangler mere forskning i området. Men, er alkohol den eneste forklaring? Nej, naturligvis ikke.
For at forstå de sociologiske og psykosociale forklaringer på de problemer det grønlandske samfund står med i dag er det vigtigt at man kender til historien, kulturen og udviklingen af samfundet.
•
Grønland er verdens største ø. To tredjedele af øen er dækket af is og 1/3 del er beboet, nemlig de områder langs kysten, der er isfrie. Grønlands befolkning er på 56.000 mennesker, hvoraf ca. 10.000 er udefra kommende og de fleste er danskere.
Den nuværende grønlandske folk nedstammer fra inuit, der indvandrede fra Alaska og Canada i tiden fra lidt før år 1000. Det er først i det 16. og 17. århundrede at de får kontakt med europæiske hvalfangere.
I 1721 bliver Vestgrønland taget som koloni af den norsk-danske præst, Hans Egede. Han etablerer sin første base i Godthåb/Nuuk og snart efter er der kolonier flere steder på vestkysten.
En del af formålet med koloniseringen var at gøre grønlændere til kristne og man begyndte at døbe folk. I kristendommens navn tog kirken afstand fra traditioner og skikke, der fandtes i inuit samfundet såsom flerkoneri, trommestriden og blodhævnen.
Flerkoneriet havde en vigtig praktisk betydning for fangersamfundet fordi kvinderne skulle bearbejde skindet på de dyr, manden kom hjem med, og var manden en dygtig fanger så kom han hjem med så mange dyr at en enkelt kvinde ikke kunne nå at bearbejde dem. Og skindet var meget vigtig som påklædning og teltmateriale.
Trommestriden eller trommespillet var en fredelig model for konfliktløsning, en form for lynafleder. De små samfund kunne ikke klare sig hvis der var for mange konflikter – fordi der var brug for alle. Denne tankegang ses også i dag i de små bygdesamfund og jeg har haft lejlighed til at iagttage det under mit 3 måneders ophold i en lille bygd i Nordgrønland.
Trommestriden gik ikke ud på at udpege den skyldige eller afdække konflikten, men hele samfundet deltog ved sin tilstedeværelse i trommestriden. De 2 personer der havde konflikten skulle igennem sang og trommespil prøve at vinde over hinanden ved hjælp af beskyldninger, fornærmelser og selvforherligelse. Alt var tilladt blot det blev holdt i en sjov og munter tone. Modparten måtte ikke besvare eller kommentere anklagerne men selv fremsætte bedre/stærkere/grovere og sjovere argumenter. Sangen og trommespillet stoppede først når den ene part ikke havde mere at sige og hér sluttede konflikten. Munterhedens funktion var at drukne de aggressive og vrede følelser, der nemt kunne føre til vold.
Denne tendens til at undgå åbenlyse konflikter ses også i dag i det grønlandske samfund, og det grønlandske retsvæsen er bygget på tanken om resocialisering og ikke udelukkende på straf af de kriminelle.
En person, der havde en vigtig position og betydning i samfundet, var angakokken/shamanen. Også han blev afvist af kirken og straffet korporligt hvis det kom frem, at han stadigvæk var aktiv i sit virke. På denne måde lagde den kristne kirke ved kolonialiseringen afstand til og kriminaliserede vigtige skikke i den grønlandske fangersamfund.
Her følger nogle andre aspekter af fangersamfundet, som det kan være vigtigt og nyttigt at vide noget om.
Autonomi – den enkeltes handlefrihed var uden begrænsninger. Selv børn blev ikke afkrævet motiver for deres handlinger og spørgsmålet ”hvorfor?” blev betragtet meget uhøfligt. Det eskimoiske menneskesyn opfatter både voksne og børn som selvstændige objekter med ret til egne meninger. Ifølge dette menneskesyn ses socialiseringen af barnet som en intern proces, det vil sige som barnets egen stillingtagen til livets mange valg. Denne socialiseringsmodel eksisterer fortsat i de grønlandske familier og det grønlandske barn, der går i skole, møder uvægerligt modsætningen mellem familiens socialiseringsmodel og skolens model, der er af vestlig karakter hvilket betyder ekstern og styret af forældre og lærere.
Der er påstande om, at det grønlandske barn har ringere skoleparathed end det danske. Men det er ikke rigtigt; det danske barns socialisering og den danske skoles krav passer sammen hvorimod det grønlandske barns socialisering og det grønlandske skoles krav er modsætningsfulde og det kræver sit barn at rumme disse modsætninger. Disse konflikter kan muligvis være en del af forklaringen på, at mange unge dropper ud af uddannelserne og udvikler misbrugsproblemer og begår selvmord.
Dette problem er grunden til at man i Grønland for få år siden har indført et skolereform, der hedder Attuarfisialak eller Den gode skole, hvor barnets autonomi og læringsproces er sat mere i centrum.
Autoriteter – lederopgaverne i fangersamfundet blev varetaget af den, der kunne klare opgaven bedst og ledelsesfunktionen var ikke statisk.
Døden blev før kristendommens indtog betragtet som blot en overgang til et andet liv og derfor blev den ikke forbundet med frygt. Selvmord hos personer der ikke ville være til besvær for de øvrige var ret normalt (f.eks. gamle og svækkede personer). Ligeledes var drab for at lindre lidelser hos en person også accepteret. Vi skal ikke længere tilbage end 100 år for at skikke som disse var normale i samfundet.
Dette kan – muligvis – være en del af forklaringen på de mange selvmord i dagens Grønland. I det grønlandske samfund er døden meget nærværende; udover selvmord og mord er der mange, der omkommer på havet. Den store og mægtige natur er både farlig og livsnødvendig for det er her man henter alt til livets ophold.
Døden er ikke tabubelagt som tilfældet er i Danmark. Børn deltager aktivt i afskeden med den døde, familie og venner samles om den afdøde, man rører ved den døde og taler til ham eller hende. Den afdøde bliver sunget ud og ved begravelsen bliver de ledsagende, længe efter man har dækket graven til, stående og synger. Alt dette gør at det bliver nemmere at give slip på den døde.
Sygdomsopfattelsen i det traditionelle samfund – man skelnede ikke mellem fysisk og psykisk sygdom. Sjæles vandring var forklaringen på alle former for sygdom. Og angakokken/shamanen var den, der havde evnerne til at helbrede. Én årsag til sygdom kunne være at man havde begået et tabubrud og vejen til healing var så at tilstå overfor hele samfundet. Her har vi en mulig forklaring på det høje opklaringsprocent i de kriminelle sager i Grønland.
Hekseri var også en af årsagerne til sygdom. Hekse var farlige fordi deres mål var at skade andre.
Om sindssyge mente man, at de var besatte af onde ånder og man var bange for dem. Dette kan muligvis forklare angsten for de voldelige sindslidende i dagens Grønland. Et eksempel på en handling, der var tabu og kunne føre til sindslidelse, var at skyde eller fange dyr i yngletiden.
Som sagt skete der store forandringer i de traditionelle fangersamfund da koloniseringen og den kristne kirke kom til Grønland.
Og den danske kolonialisme havde de samme egenskaber som alle andre kolonimagter i verdens historie: man behandlede de koloniserede som små børn, der ikke kunne tænke selv. Et kendt eksempel for denne formynderiske behandling er at det var forbudt for grønlændere at have petroleumslampe fordi kolonimagten mente, at grønlændere ikke kunne håndtere disse lamper uden at komme til skade. Grønlændere skulle fortsat bruge de mindre farlige men betydeligt dårligere lysende tranlamper!
Da Danmark blev besat af tyskerne i 1940 blev kontakten til Grønland brat afbrudt og i besættelsesårene fik Grønland sine forsyninger fra USA og Canada – blandt andet petroleumslamper.
•
Efter krigens afslutning var det klart for alle, at der skulle iværksættes omfattende reformer. Grundloven blev ændret i 1953, og Grønland blev et ligeværdigt medlem af Rigsfællesskabet. Reformerne skulle give bedre sundhed, uddannelse og erhvervsmuligheder. Med den såkaldte G60 nedlagde den danske stat flere bygder og befolkninger blev tvangsflyttet til større steder, hvor der blev bygget store boligkomplekser. Disse byggeopgaver blev løst af danske håndværkere, der som regel var unge enlige mænd. Og unge mænd har det med at feste og have et aktivt seksuelt liv og det betød at alkoholen – frigivet på vestkysten i 1954 – og kønssygdomme blev introduceret i det grønlandske samfund.
Den grønlandske kvinde havde større kontakt med danskerne end den grønlandske mand havde. Og det betød, at kvinderne blev bedre til det danske sprog og dermed til at passe et lønnet arbejde, et arbejde som ofte lå i naturlig forlængelse af de kvindelige omsorgsfunktioner i hjemmene.
Den grønlandske mand har større modstand mod danskere end den grønlandske kvinde, og det er jo ikke så mærkeligt hvis man tænker på at de grønlandske mænd passivt skulle se på at deres piger gik med de danske mænd – det samme som indvandrermænd og danske piger i dag.
Med moderniseringsprocessen blev naturalieøkonomien ændret til pengeøkonomi.
I løbet af ganske kort tid blev det grønlandske samfund ændret; gamle værdier blev kasseret, nye introduceret men ikke helt inkorporeret i kulturen.
Når samfundets hovedfunktioner ændres, ændres kulturen. Og når kulturen ændres, ændres menneskernes muligheder og selvopfattelse også.
Og i den proces er det klart, at det var manden der blev taberen. Langsomhed og tålmodighed blev betragtet som maskuline dyder i fangersamfundet. Det er de ikke længere i dag hvor alt skal gå så hurtigt, og det giver anledning til forvirring og identitetstab. Og det er også mændene, der fører i statistikken over mord, selvmord, seksuel vold, osv.
Derfor er det meget glædeligt, at veluddannede grønlandske mænd har taget initiativ til oprettelse af mandegrupper flere steder i landet.
Hvad kan man gøre ved problemerne? Og bliver der gjort nok?
Det var Mahatma Gandhi der sagde at ”Uanset hvor meget vi gør er det ikke nok, men det er vigtigt at vi gør noget”.
Min vurdering er, at det Grønlandske Hjemmestyre gør rigtig meget ved problemerne. Gøres der så nok? Man kan fristes til at svare ”nej” eftersom problemerne stadigvæk er der. Men spørgsmålet er jo om man med rimelighed kan forvente, at Grønlands Hjemmestyre skulle have løst alle de nok så omfattende problemer inden for de kun 28 år hvori det har eksisteret?
Og er det fair når man fra Danmarks side konstant fokuser på det, der ikke er i orden i Grønland? Hvorfor hører man ikke i medierne om alt det, der faktisk bliver gjort for at modarbejde omsorgssvigt af børn, seksuel vold, selvmord og lignende? Hvorfor hører vi ikke om alt det, der fungerer godt i det grønlandske samfund? Har man mon i Danmark et eller andet behov for at fastholde grønlændere i rollen som de små børn, der ikke kan finde ud af det?
De problemer vi ser i Grønland er ikke på nogen måde unikke for Grønland. De samme slags problemer ser man hos alle de folkeslag, der har været undertrykt og hvor en hurtig modernisering har nedbrudt de traditionelle normer og værdier med et kulturel vakuum til følge. Hér kan vi blot nævne aboriginerne i Australien, Maorierne i New Zealand, San-folket eller buskmændene i det sydlige Afrika, og måske også samerne? Men denne gruppe ved jeg dog for lidt om.
En af mine grønlandske venner sagde en gang hvor vi diskuterede Danmark som kolonimagt : ”Den danske kolonialisme har været civiliseret og venlig men ikke desto mindre undertrykkende af den grund. Og det er netop på grund af denne venlige attitude at vi har så svært ved at mobilisere vrede mod danskere. Vreden kommer ud når vi har fået noget at drikke men dér bliver den en ukonstruktiv vrede.”
•
Jeg mener at der er behov for at vi italesætter kolonitiden og dens indflydelse på grønlænderne. Dagens danskere er ikke ansvarlige for det, der skete dengang, men man bør korrigere det unuancerede positive billede man har i Danmark af sig selv som kolonimagt i Grønland.
Danmark har uden tvivl gjort mange gode gerninger i Grønland, men der har også været meget skidt. Jeg kan blot nævne tvangsforflyttelsen af et helt samfund fra området hvor Thule Air base er i dag. Familierne dér fik fire timer til at pakke og forlade deres hjem og fangstområder, og de blev tvunget til at bo i telte om vinteren fordi de huse de blev lovet ikke var blevet opført.
Jeg har været i Qaanaaq/Thule 2 gange og har talt med flere ældre på alderdomshjemmet, og de kunne godt huske dagen de blev flyttet, for da var de store børn. Og de huskede deres forældres sorg. Min pointe er at denne uformulerede og ubearbejdede sorg er blevet givet videre til de næste generationer med megen uhensigtsmæssig adfærd til følge.
Vi bliver nødt til at se på problemerne i dagens Qaanaaq også udfra dette perspektiv.
Jeg mener videre at der er behov for forsoningsarbejde således at grønlændere kan lære at lægge offeridentiteten fra sig og leve et mere konstruktivt liv. Grønland er på vej til mere selvstændighed og et selvstændigt land skal beboers af mentalt frie mennesker.
Men – det første skridt hen imod forsoning både med den anden og med sig selv er at det skete bliver anerkendt.
En af mine grønlandske veninder sagde, at man i Grønland har så mange tab og traumer at man burde vurdere landet som værende i borgerkrig. ”Vi er i krig med os selv som hun udtrykte det.
Derfor er der behov for forsoningsarbejde som en model for konfliktløsning i det grønlandske samfund. Grundlæggende for en grønlandsk konfliktløsning er respekten for den enkeltes integritet og derfor er det vigtigt, at man ikke ukritisk introducere en vestlig konfliktløsningsmodel.
Og når jeg taler om forsoning mener jeg både den interne forsoning blandt grønlændere indbyrdes men også den eksterne mellem Grønland og Danmark.
Jeg vil understrege at det er meget vigtig at danskere tager aktivt del i forsoningsprocessen. Jeg siger det fordi jeg mange gange under diskussioner om kolonitiden har mødt megen blokering fra danskere. De går i forsvarsposition selvom de ikke er ansvarlige for hvad deres landsmænd har foretaget sig i Grønland før i tiden – ” Uskyldigt, tynget af skyld” som det står i et haiku-digt.
Vi ser i disse år at megen historie bliver taget op til revision, problematiseret og indimellem skrevet om. Hvornår mon turen kommer til den danske-grønlandsk historie?
I september 2004 tog jeg initiativ til et forsoningsseminar, der varede i en uge. Der var 24 deltagere, de fleste grønlændere og det var første gang, at danskere og grønlændere kunne sidde sammen og på en konstruktiv måde sætte ord på den fælles oplevede historie.
Det var veluddannede grønlændere, der på seminariet sagde, at deres største problem var lavt selvværd og at dette problem skulle forstås i relation til kolonihistorien. Og det lave selvværd er en del af forklaringen på det store problemer, man stadig har i Grønland bl.a. med jalousi. Jalousidrab og selvmord pga. jalousi er som bekendt hyppigt forekommende.
Som følge af forsoningsseminaret i 2004 er der i dag etableret en forsoningsgruppe i Nuuk og en i København.
Det grønlandske hjemmestyre har eksisteret i 28 år og på den historisk relativt korte tid har man overtaget mange arbejdsområder fra den danske stat. Meget fungerer godt men meget kan gøres bedre. Det er man opmærksom på i Grønland.
Men – ”ting tager tid” som sagt af Piet Hein. Og den tid må vi give Grønland for Grønland arbejder aktivt på at løse sine problemer.
Grønlændere er rigtig gode til at feste, grine, synge og danse, og disse gode egenskaber er med til at gøre et svært liv mere tåleligt.
Jeg har lært meget af grønlændere og det vigtigste er nok dette at leve i nuet og lade være med at bekymre sig for meget om de uvæsentlige ting i livet. Og specielt ikke bekymre sig alt for meget om de ting, man alligevel ikke kan gøre noget ved.
* Fatuma Ali er født i Belet Weyn i Somalia, kom til Danmark i 1977, har blandt andet skrevet bogen Hvor kommer du fra? Min vej til Danmark, Munksgaard/Rosinante, 1994 – og så er hun er god ven af TFF’s stiftere. Jan Øberg deltog i det nævnte forsoningsseminar i Italien i 2004 og besøgte Grønland i 2005. Læs hans artikel til Grønlands Universitets Årsbog om Grønlands sikkerhedspolitik og mulighederne for fred og forsoning her.
