Præsident Bush’s erklæring om unionens tilstand var retorisk vellykket, han var selvbevidst og visionær. Jeg tror han var en trøst for amerikanske sjæle. Kongressens medlemmer rejste sig entusiastiskt og klappede igen og igen. Talen er interessant også for andet end det, medierne hidtil har taget op fra den. Jeg opfatter talen som krigerisk, uden respekt for andre og som ildevarslende for verden.
Jeg tror vi alle nu har en pligt til at tale med amerikanere om hvorfor mange af os, som aldeles ikke er “anti-amerikanske,” føler os fremmedgjorte af hvad vi ser og hører. Jeg, for min del, blev opdraget til stor beundring for De Forenede Stater. Mine forældres generation pegede altid på, hvordan amerikanerne hjalp Europa, på Marshall-planen, det amerikanske samfunds dynamik, dets kunst, litteratur og musik og dets økonomiske mirakel.
USA i de sene 1950ere og 1960erne var et land, der blev beundret af millioner, det havde en vision om samfund og menneskelighed, som mange så op til og håbede at kunne blive en del af. Det var et ideal også uanset raceproblemer og Vietnamkrig, der i vidt omfang blev betragtet som skønhedspletter på et iøvrigt lovprist system.
Præsident Bush’s tale i 2002 derimod gør mig bange. Jeg er dybt foruroliget over den. Jeg kan umuligt se hans lederskab som et ideal. Og jeg kan ikke se noget fundamentalt godt ved en verden, i hvilken dagens USA, eller for den sags skyld nogen anden magt, er alt dominerende og nægter at være en partner blandt ligestillede.
Selvovervurdering
Talen mangler ydmyghed, selvkritik og respekt for forskelle. I en grad som jeg finder smagløs, lovpriser præsident Bush kun sin egen nation. Han fremhæver, at den aldrig har været stærkere, “vi” vinder krigen, det amerikanske flag vajer, det amerikanske militærs magt, “vor” sag er retfærdig, USA har mod, medfølelse, beslutsomhed, ro, ansvarsfølelse. Det er så godt, at “vi kan overmande det onde med mere godt”. Dybt i den amerikanske karakter finder han ære og har opdaget, at specielt under en tragedie er Gud nær. Amerika står for frihed og værdighed for enhvers liv.
Kort sagt Amerika er kun god og gør kun det gode. De af os, der er samfundsvidenskabeligt uddannede og som har set forskellige lande rundt om i verden, ved jo, at ethvert samfund har nogle mindre gode sider. Der er ingen erkendelse af de problemer, der fortsat hærger det amerikanske samfund, for eksempel dets overhåndtagende hjemlige voldelighed. Der myrdes ti gange så mange amerikanere af landsmænd per år som der døde ved angrebene den 11 september.
For det andet ville ingen anden demokratisk leder i verden tale på denne måde om sin egen nation. Mens de fleste er opdraget med at der er grænser for hvor meget man praler af dig selv, er det ikke tilfældet med præsidenten. Han optræder ekstremt selvtilfreds og selvretfærdigt. Man må undres over om George Bush og hans beslutningstagere og taleskrivere virkelig mere og mere lever i deres egen verden og har et forvrænget billede af sig selv og deres nation? Eller tror de, at de er så stærke som forbilleder, at bare ved at gentage det som et mantra, vil de få folk til at tro på det – som børn i en madrasah-skole lærer at tro på Koranen og ikke stille spørgsmål ?
De ideer og aktører, der savnes i Bush’s verden
Jeg savner ikke bare et minimum af ydmyghed i Bush’s tale. Hvad der også mangler er enhver omtale af andre vigtige aktører inklusive allierede organisationer – og der er selvfølgelig slet ikke udtryk for taknemmelighed overfor disse. Således nævner Bush ikke NATO, EU, OECD, WTO eller FN. Han nævner heller ikke menneskerettigheder eller folkeretten. Der er ingen tale om, at USA er villig til at afhjælpe verdens fattigdom, AIDS eller de underpriviligeredes sundheds- og sanitetsproblemer. Udtryk som “basale menneskelige behov”, “global udvikling” eller “globale miljøproblemer” nævnes ikke en gang.
Vi hører heller intet om, hvad Bush administrationen vil gøre for at hindre en gentagelse af den mystiske fiasko som 11. september var for CIA og FBI. Der er overhovedet ingen omtale af reformer i det amerikanske samfund eller dets politiske institutioner, bortset fra skolerne. Den økonomiske magtkoncentration i de multinationale selskaber nævnes ikke, heller ikke det militær-industrielle kompleks som præsident Eisenhower engang havde mod til at nævne som et problem. Og endelig glimrer ordet demokrati ved sit fravær i talen.
Han definerer truslen og løsningerne på verdens vegne, der er ikke behov for konsultationer
Dernæst er der den systematiske sammenblanding af USAs interesser med verdens interesser. Eller udtrykt på en anden måde, den tro, at amerikanske værdinormer er universelle og at der hvor de ikke allerede er accepterede bør de blive det. Man kan kalde det projektion, mission eller imperialisme-aspektet i præsident Bush’s tale. Han annoncerer også oprettelsen af et nyt Frihedskorps, som bl.a. skal “udstrække amerikansk medfølelse over hele verden”. Det skal “opmuntre udvikling, uddannelse og muligheder i den islamiske verden” annoncerer han.
Præsidenten vil også indføre amerikansk retssystem i verden – ikke det internationale retssystem fra koalitionen, ikke FNs retssystem. “Vore væbnede styrker har nu leveret et klar budskab til enhver fjende af USA: selv 7000 miles væk, på den anden side af oceaner og kontinenter på bjergtoppe og i huler, kan du ikke undslippe denne nations ret”. Det betyder, at hvor den amerikanske udenrigspolitiske ledelse vælger at se en fjende, vil USA gennemtvinge sin justits (i retsligt, politisk og psykologisk betydning). Det kan kun fortolkes derhen, at amerikansk ret står over international ret såvel som over fjendelandes retssystemer.
Hvad der truer verden, er hvad der truer Amerika. Hvad der er dårligt for USA, er dårligt for verden. Amerika har derfor den pligt og det privilegium at forsvare andre, som i henhold til ledelsen i Washington også er truede. Det er USA, der definerer truslen, prioriteten og midlerne. Det vil, forstår man, forsvare sig selv og verden for enhver pris. De, som ikke deler præsident Bush’s opfattelse og tolkning af verden, advarer han: “hvis de ikke handler så vil Amerika”. Der er også denne advarsel: “Alle nationer skal vide dette: Amerika vil gøre hvad der er nødvendigt for at forsvare Amerika og vore allierede mod pludselige angreb”. Verden er hermed informeret, ikke konsulteret.
Dette skal vel forstås i lyset af den fundamentalt gode nation, som aldrig har gjort noget forkert, og heller aldrig vil, og som derfor, logisk nok, ved, hvad der er bedst for andre. Derfor er der heller ikke behov for bare at snakke med dem om det.
Verden handler om “godt mod ondt”
Det verdensbillede, som George Bush deler med os i sin tale, er simpel, grænsende til det primitive eller vulgære. Det er intellektuelt bedrag. Der er onde mennesker og der er gode mennesker, som i en western og USA har bestemt, hvem der er hvad. Bush er stolt af at Amerika har “fanget, arresteret og befriet verden for (d.v.s. dræbt – J.Ø.) tusinder af terrorister”. Han taler om en “ondskabsakse” bestående af Nordkorea, Iraq og Iran på samme måde som Reagan talte om Det ondes Imperium, Sovjetunionen. Vi skal besejre ondskaben, “ondskaben er reel og den skal bekæmpes”. Men der eksisterer ikke skyggen af bevis for at de truer USA.
Der er altså absolut ondskab og absolut godhed, sort og hvidt. Terrorismen har nu erstattet kommunismen. Vi er tilbage i koldkrigs retorikken. Alle den virkelige verdens indviklede sammenhænge er reduceret til denne formel.
Hvis dette verdenssyn kun præsenteres til hjemligt brug, så vil en europæer som jeg foretrække at tro, at amerikanerne er for kloge og for veluddannede til at tro på sådanne umodne opfattelser af vor meget komplicerede verden. Hvis talen viser det aktuelle, dominerende verdenssyn hos verdens mest magtfulde beslutningstagere har Bush-regimet et akut behov for hjælp fra venligtsindede eksperter på mange områder.
De intellektuelle antagelser, der ligger til grund for amerikansk udenrigspolitik må komme op på et niveau over ølstuens.
Amerikansk ekceptionalisme, nationalisme, godhed og udvalgthed
George W. Bush giver et billede af det enestående USA, der står over resten af menneskeheden, som dommer og frelser. Det er ikke en partner i eller et medlem af, det internationale samfund. Jeg har arbejdet i lande, hvor mennesker har en stærk følelse af at være ene- og højerestående, grænsende till nationalisme, som f.eks. Kroatien, Serbien, Somalia og Japan. Deres nationalisme blegner i sammenligning med den amerikanske nationalisme som den er dyrket gennem de sidste 4 måneder og fremføres i talen.
Det er godt nok at stå sammen i krisen og elske sit land, måske det rette ord er patriotisme. Men at bruge patriotismen til at fremstille dig selv som nummer 1 og til at få alle andre til at stå lavere eller til at være helt usynlige, det er nationalisme eller chauvinisme. Og det er en af vejene til krig.
“Amerika vil lede ved at forsvare frihed og retfærd fordi det er rigtigt og sandt og uforanderligt for alle folk overalt.” Enten er dette en tom udtalelse eller en farlig udtalelse. Den overser, at disse værdier kan fortolkes og praktiseres på forskellig vis. Den nægter andre retten til at gøre netop det. Men så tilføjer Bush, måske som om han føler, at han er gået lidt for langt, “vi har ingen hensigt om at påtvinge nogen vor kultur, men Amerika vil stå fast”.
Amerikas følelse af at være udvalgt har to kilder: historien, “historien har kaldt Amerika og vore allierede i aktion” og Gud, “Gud er nær”. Således ser Bush den amerikanske nation i en næsten bibelsk betydning som et udvalgt folk, udvalgt til at gøre godt, udvalgt af Historien og af Gud. Men er dette andet end en kristen fundamentalisme der bekæmper andre fundamentalismer ?
Som nævnt skal Frihedskorpset sprede amerikansk medfølelse – noget specielt – og det vil opmuntre udvikling, uddannelse og muligheder i den islamiske verden. Kunne vi forestille os præsident Bush invitere et eller andet slags korps fra den islamiske verden til at gøre noget lignende i Amerika?
Amerikansk militarisme kan betyde enden på internationalt demokrati
Endelig er der den ubøjelige drift mod vold, stoltheden over den overvældende teknisk-militære magt. Han fortæller stolt verden, at USA bruger 30 millioner dollars pr dag på krigen mod terror, at det kun er begyndelsen af krigen og at der må meget mere til. Det betyder, at hvad han vil sende for at hjælpe med genopbygningen af Afghanistan svarer til 10 dages krig mod terrorismen! Så meget for medfølelsen. Det amerikanske militærbudget vil nå op nær 400 milliarder dollars eller af hvad alle verdens lande bruger på militæret.
De forenede Stater har ca 10 gange højere militærudgifter og således måske 20 gange større militær teknologisk kapacitet end alle sine udpegede fjender og slyngelstater tilsammen. Hvorfor er en, der er så stærk, så besat af tanken om at være truet? Er det en sund eller snarere en mere og mere syg, paranoid reaktion? Er det psykologisk rimeligt at 11. september leder til sådanne tiltag eller udnyttes denn specielle dags begivenheder bare til andre formål ?
Dagens Forenede Stater er historiens mest magtfulde nation. Ingen anden aktør eller gruppe af aktører kan tvinge denne ene aktør til noget den ikke selv vil eller til at afholde sig fra noget den vil. Amerikansk verdensdominans er en mulighed. Det strider imod enhver tænkelig definition af internationalt demokrati. Selvom det var totalt velmenende, så er dét at en aktør kan diktere sin politik mod alle andres vilje, nærmere et autoritært styre end et demokratisk.
Mit synspunkt er ikke at Amerika ikke skal have en vigtig stilling i den nuværende eller fremtidige verden (idet mindste indtil andre aktører vokser op til modsvarende magt). Mit synspunkt er, at ingen enkelt aktør, ingen ideologi, og ingen politik, om den så blev ledet af en Gandhi, en Mandela eller Mother Theres nogensinde bør få en sådan magt over hele resten.
Hvorfor Bush’s Forenede Stater er farlig
Udelukkelsen af andre, selvforherligelsen, projektionen af ens egne værdier på resten af verden, manglen på realistisk opfattelse af verdens sammensathed, exceptionalismen og den selvbedrageriske idé om at kun være god og således udvalgt af Historien og Gud. Kombiner disse elementer med de næsten ubegribeligt store tekniske og økonomiske ressourcer afsat til lang tids verdensomfattende krig. Der er en formel som uundgåeligt vil være til mere skade end gavn for alle, inklusive USA selv.
Hvis USAs ledelse ikke ønsker at være med verden, men at stå over den, arbejder den imod sine egne bedste interesser og imod verdens, menneskehedens, interesser. Ved endestationen af dette civilisatoriske, moralske og intellektuelle forfald venter der totalt kaos og krig.
Hvor smertefuldt det end kan være, så er det nu tid for USAs beundrere og venner at løfte deres bekymrede røst. Hvordan kan vi hjælpe det amerikanske folk til at forstå, at der er gode grunde til at nogen af os i stigende grad ser deres store nation snarere som en fare end som en velsignelse og et ideal ?
Oversat af Orla Jordal
© TFF 2002
