TFF associeret, Albert G Milbank
professor emeritus i International Ret,, Princeton
University; Professor, University of California, Santa
Barbara, 2002 – 2004; formand for Nuclear Age Peace
Foundation.
Falk har udgivet: “The great terror war”, 2003 og “Declining world order”, 2004.
Se andre bøger af Richard Falk i “The 100 best books”.
Den fordærvelse som udstilledes for verden i Abu Ghraib-fængslet stiller John Kerry overfor en historisk udfordring: Han må tilbyde Amerika noget som er mere politisk attraktivt end en “bleget republikaner” der søger adgang til Det hvide Hus. Det Amerika har et påtrængende behov for (eller ønsker) nu er ikke at han stiller sin kandidatur knapt en mikrometer til venstre for George W. Bush.
Dette er den vigtigste præsidentvalgkamp i min levetid: Hvis vi ikke befrier landet og verden for Bush-ledelsen, er vore fremtidige muligheder uhyggelige og kan omfatte en glidning ned i global fascisme i udlandet og risikoen for en politistat hjemme.
Situationens farlighed illustreres ved Bush’ uvillighed – selv nu – til at acceptere at Irak-krigen er en fiasko. Det øger udsigten til år med mere blodsudgydelse under den intetsigende etiket “at fastholde kursen fast”. At tillade denne udfordrende Bush-holdning at slippe igennem valgkampen uden modsigelse, er symbolsk og indholdsmæssig at stå for en holdning, der stinker af fejlagtig opportunisme.
Den er fejlagtig, fordi den overlader til republikanerne at ride på den høje hest, at mene hvad de siger og gøre, hvad de siger, at tilsyneladende have en sammenhængende (om end dyr) opfattelse af terrorismen, som kun anfægtes minimalt i sin yderste margin.
Lige siden den kolde krigs ophør har det demokratiske parti været bange for sine egne grundværdier, specielt partiets ærværdige identifikation med social retfærdighed og sofistikeret internationalisme, og det har undgået L-ordet (Liberal) om partiet selv hvad der afslører et skammeligt tilbagetog fra talen for store liberale programmer indenfor sundhed, uddannelse og velfærd.
Bill Clinton opfangede med sin store politiske snuhed 1990-ernes stemning, såvel som Bush Seniors manglende opfattelse af det hjemlige Amerikas realiteter, og var på den måde i stand til et sejre ved at flytte sig til højre for centrum. Desværre skuffede Clinton ikke – som præsident – disse kræfter, idet han arbejdede hårdt for republikanske/Wall Street-prioriteter som NAFTA, økonomisk disciplin og markedsdreven økonomisk globalisering, mens han skar ned på sundhedsudgifter og velfærd. Men, som den ondsindede republikanske rigsretskampagne viste, opnåede han aldrig højrefløjens accept. Men han fremmedgjorde – i varierende grad – sin politiske basis blandt liberale og progressive.
Så var der hans udsete efterfølger, Al Gore. Hvis vi for et øjeblik ser bort fra spørgsmålet om valgsvindel, så tabte vicepræsidenten på en endnu mere afstumpet valgstrategi, som endda tilsidesatte Clinton for at tilfredsstille den hob, der stod for familieværdier og følte sig mere frastødt af Lewinsky-komedien end af den kraftige stigning i antallet af hjemløse og dem under fattigdomsgrænsen. I betragtning af Amerikas økonomiske problemer ville valget ikke engang have været nær jævnbyrdigt, om ikke Gore havde demoraliseret så stor en del af sin base, en fejl, der havde den yderligere effekt at opmuntre Ralph Nader og hans folk. Sandheden er, at Naders negative indflydelse på det demokratiske partis muligheder er meget mindre, end den som den overflødige og demoraliserende hovedstrøms-demokratiske bestræbelse på at vinde de borgere over, der står til højre for centrum, har. Udfra såvel et pragmatisk som et idealistisk standpunkt kunne en virkelig principfast demokratisk kampagne denne gang gøre Nader overflødig og faktisk overtale ham til at opgive.
Selvfølgelig er der risici ved at tage stilling med udgangspunkt i en modstand til Irak-politikken, men de aftager for hver dag, der går. Derudover så låser Kerry sig selv fast til en totalt miskrediteret politik ved at støtte linjen om at “holde kursen”, hvad der utvivlsomt og unaturligt har styrket den tilslutning, som Al Qaeda’s budskab får rundt omkring i verden, specielt i de arabiske lande. Kerry, som allerede er overfølsom overfor beskyldninger om at springe fra standpunkt til standpunkt, er forståeligt nok tilbageholdende med at fremstå som om han endnu engang skifter standpunkt i et vigtigt politisk spørgsmål. For Iraks vedkommende kunne han imidlertid virke overbevisende ved at behandle Abu Ghraib og følgerne heraf, som det der har vækket ham til det faktum at Irak er det længe frygtede mareridt af et gentagelse af Vietnam-katastrofen. Og det ville ikke være forkert at sige, at hans tidligere støtte til Irak-politikken var baseret på grov vildledning, om ikke direkte løgne, fra Bush’ Hvide Hus og Pentagon.
Kerry bør være noget andet og mere end en genopvarmet – lidt mindre højreorienteret – Bush. Senatorens plan – som den kendes nu – står bare for en øget rolle for FN. Det ligner ikke alene, hvad Bush-folkene selv taler for, det accepterer stiltiende en fremgangsmåde, der er dømt til at mislykkes. Hvorfor skulle FN, der så længe er blevet afvist af Bush-administrationen, overhovedet have lyst til at komme ind på dette stadium ? Og hvis de var tossede nok til at springe ind, hvorfor skulle den irakiske modstandsbevægelse ikke bare se dette nye nærvær som en fortsættelse af den amerikanske besættelse under et nyt varemærke?
Faktisk, hvad andet kan det “at fastholde kursen” betyde end netop at finde en måde at fortsætte den fremmede besættelse på, i det mindste til der er fundet en politisk løsning for Irak? Det er usammenhængende snak på dette stadium: For den eneste stabiliseringsplan, som med nogen sandsynlighed kunne virke, er, som det er vist ved det praktiske eksempel i Fallujah, at genindsætte Baath i regeringsprocessen og det ville sætte Sunni’erne tilbage til ledelsen for hele landet. Denne “løsning” ville sandsynligvis udløse en borgerkrig medmindre den nye ledelse var lige så brutalt autoritær som dens forgænger. På baggrund af disse kendsgerninger er det amerikanske mål om demokrati i Irak et absurd paradoks: Faktisk, jo mere demokratisk man tillod politikken at blive, des mere anti-amerikansk (og anti-israelsk) ville det utvivlsomt ende med at blive.
Hvad der er værre: Kerry har allerede strakt sig meget langt for at udtrykke uforbeholden støtte til Ariel Sharons politik – hvad der medfører en klar ligegyldighed overfor den palæstinensiske skærsild og dermed styrker anti-amerikanismen. Igen afsløres valg-opportunismens grimme ansigt klart for alle – og det kan blive værre især hvis Kerry beslutter sig for at konkurrere med Bush om støtte fra AIPACs (højrefløjs, pro-israelske) lobbykredse. Sandheden er, at Sharons regering, der er skyldig i daglige krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk, vækker afsky i en stor del af verden. I det absolut mindste burde Kerry have koblet sin støtte til Israels sikkerhed med alvorlige udtryk for hjertekval over begge folks lidelser og behovet for en ny fredsvision med sikkerhed for både Israel og Palæstina. Jeg tror ikke, at det endnu er for sent for en sådan udtalelse og det ville signalere en villighed til at sætte principfasthed over kortsigtet politisk nyttetænkning.
På det hjemlige område kan Kerry ikke blive ved med at snakke udenom. Han må appellere til de forskellige former for ruinerede og udstødte i Amerika, ikke bare til mellemklassen. Han skulle hele tiden minde amerikanerne om Bush’ økonomiske hykleri ved at uddele store skattelettelser til de meget rige, mens der opsamles et farligt stort statsunderskud, der truer med at trække verdensøkonomien ned og bliver en byrde for fremtidige generationer af amerikanere.
Men en positiv vision er vigtigere end kritik på dette stadium. Vi har brug for modige løfter om at gennemgå sundhedssystemet, så det kommer til at virke for alle amerikanere. Vi har brug for en genopretning af uddannelsesmulighederne både ved at nedsætte de økonomiske forhindringer for at få en kvalitetsuddannelse specielt på college-niveau (svarer til de første 2 år på universitetet) og ved at udvide resurserne til at tillade det amerikanske uddannelsessystem at genvinde det terræn, der er tabt i forhold til Europa og Asien specielt på områderne naturvidenskab og matematik. Er det ikke på tide at kaste stridshandsken om “barmhjertig liberalisme” som en direkte udfordring til Bush kampagnen ?
Også på det hjemlige område ville en mere sammenhængende og human angrebsvinkel give en vision med større håb, mens den understregede Bush-politikkens svagheder. Det skulle begynde med at nægte at anerkende den nedbrydning af borgerrettighederne hjemme, som er sket med Patriot Act og beslægtet lovgivning. Det skulle også henlede opmærksomheden på Bush-administrationens chokerende mangel på vilje til at give større midler til at beskytte sårbare mål i det amerikanske hjemland såvel som lagre af våbenkvalitetsuran og plutonium i dårligt beskyttede russiske lagre. Faren for radioaktive bomber og masseødelæggelsesvåben har hele vejen igennem været meget større i Rusland og i Pakistan end i noget af landene i “ondskabens akse”; mulighederne for at noget slipper ud ved tyveri eller ved salg på det sorte marked er store.
For at hjælpe med at fjerne kernevåben fra den internationale sfære skulle USA totalt afstå fra sine bestræbelser på at bringe masseødelæggelsesvåben i omløb i rummet og vende sig fra at udvikle nye typer af kernevåben, inklusive de nye feltvåben som man, i nye Pentagon-papirer, åbent vedgår at arbejde på til mulige nye krige. At føre krig for at forhindre erhvervelse af fantasi-kernevåben, som i Irak, og støtte et korstog mod kernespredning synes at stride mod, at vi i vore egne våbenlaboratorier taler for nye militære roller for kernevåben – og tænker på at genoptage afprøvningen af kernevåben i den nære fremtid.
En demokratisk kandidat som uden indskrænkninger ville arbejde i disse retninger er hvad tiden kræver.
Men jeg har en tilståelse at gøre: Udfaldet af dette valg er så vigtigt, at hvad end Kerry gør eller ikke gør, så får han min stemme. Jeg har endda opfordret venner til ikke at lytte til hvad han siger, fordi det sandsynligvis vil være så rædselsfuldt at det vil underminere lysten til at samle penge og registrere unge og mindretalsvælgere i den udstrækning, det er nødvendigt for at slå Bush.
Men denne nedværdigende nedstigning i “de mindre onders” politiks mørke indre har sine farer. Det fremkalder den form for apati, som skaber offentligt rum for den type af højreorienteret demagogi, som kan udvikles til politiks ekstremisme. Det amerikanske folk har mere end nogensinde brug for en dosis af Jeffersons årvågenhed: Oppositionen mod Bush skulle grundlægges på principper, der tillader en vigtig offentlig debat om de faktiske valg. Jeg er enig i, at de amerikanske medier alt for ofte fejler, når det gælder om at højne borgernes forståelse, men en republik, der er dysset i søvn under dette historiske valg ved en tilsyneladende enighed om de mest livsvigtige aktuelle spørgsmål, bliver forrådt af en uværdig opposition. Vort demokrati fortjener bedre – hvis det fortjener at overleve !
© TFF and the author 2004
