Mens præsident Bush og præsident Hussein bestemt er forskellige på mange punkter så argumenterer dette lille stykke hjemmefilosofi for, at de også udviser overraskende ligheder. Bush og Hussein og deres lille klike prøver på at overbevise resten af os om, at de slet ikke deler nogen egenskaber og at de aldeles intet har til fælles. Det er ubetvivleligt en del af sandheden (den subjektive), men det er aldrig hele sandheden om nogen konflikt.
Uden at benægte forskellene vil denne artikel belyse lighederne.
Konflikter udstiller sædvanligvis parternes uenighed og parterne i en konflikt er tilbøjelige til at understrege, hvor forskellige de selv (de gode) er fra de andre (de onde). Det er således helt normalt, at de stridende parter nægter, at der skulle kunne være nogen ligheder mellem “dem” og “os”.
Men professionelle konfliktanalytikere ved, at ingen konflikt er mulig, hvis ikke parterne også er fælles om noget. Et stridende par deler f.eks. det forhold, at de er gift eller har børn sammen; de strides, fordi disse ting betyder noget for dem, fordi den anden er en vigtig person i deres liv. Hvorfor skulle de engagere sig i strid og somme tider endda voldeligt, hvis det, de strides om, ikke var vigtigt for dem? To lande, der strides om at kontrollere det samme landområde deler en interesse for f.eks. områdets ressourcer.
Det må være tilladt at tale om disse ting selvom de fleste af os, inklusive forfatteren, hverken har mødt George W. Bush eller Saddam Hussein personligt. Moderne billedmedier kan hjælpe os et stykke på vej, når vi forsøger at analysere deres adfærd som politikere og mennesker, men det skal ikke nægtes, at forskeren ville føle sig bedre tilpas, hvis han/hun også havde mødt dem personligt.
Det er utvivlsomt nemt at se, at de er forskellige. Bush er kristen, Hussein muslim. Bush har meget kort erfaring som præsident; Hussein har været det længe. Bush’s far lever, mens Saddam aldrig har kendt sin fader, som formodes at være forsvundet, død eller dræbt før han fødtes. Bush lever i en kernefamilie; Saddams familie er en udvidet familie, klan- eller stammebaseret.
Men lad os alligevel prøve at skitsere nogen af lighederne mellem dem og deres lande.
Ligheder mellem Bush og Hussein
1. De er mænd, Bush født 1946, Hussein enten 1937 eller 1939.
2. De er begge præsidenter på toppen af deres karriere, før snarere end senere kan livet forventes at gå nedad for dem.
3. De er formentlig begge bekymrede for det billede fremtidens historiebøger vil give af dem.
4. De har børn og langvarige ægteskaber.
5. De tror på militær styrke som et vigtigt instrument i deres magtudøvelse og for opnåelsen af deres nationers mål. De deler den filosofi, at “magt er ret”.
6. De har familiemedlemmer indblandet i politik og bruger dem.
7. De kom til magten uden at blive demokratisk valgte.
8. De tror – stærkt – på at de selv er GODE og at den anden repræsenterer, eller er, det ONDE.
9. De tror, at de har en slags mission, nemlig at modarbejde eller udrydde det onde.
10. De er politiske fundamentalister i den forstand, at de tror, at de har 100 % ret og at den anden har 100 % uret, moralsk og på anden vis.
11. De er begge tilsyneladende ærligt troende mennesker. En nylig analyse i Time giver interessante indblik i Bush’s religiøsitet; Saddam står ganske vist for en sekulariseret udvikling af Irak, men er selv troende som så mange andre irakere. Deres gud leder dem og i en krise bliver denne gud og den mission, han har givet dem, endnu mere vigtig.
12. En vis grad af macho holdning. Saddam Hussein kan lide at portrætteres som fysisk stærk, atletisk og oftest med sværd, pistoler og rifler. Bush passer ikke rigtig ind i det billede, men han spiller på at være i spidsen for verdenshistoriens stærkeste militærmagt.
Ligheder mellem USA og Irak
1. Monoteisme. De er baseret på to vestlige religioner som hævder, at der kun er en gud og en sandhed, hvad der kan føre til et lavt toleranceniveau overfor dem, der er anderledes eller “imod os”.
2. Militarisme. Militaristiske politiske kulturer. Den ene har et militær-industrielt-videnskabeligt kompleks med global rækkevidde; den anden har søgt at opbygge et tilsvarende komplek regionalt, overbevist som Saddam er at Irak er arabverdenenens ledende land.
3. Masseødelæggelsesvåben. Begge regeringer tror på nytten af masseødelæggelsesvåben.
4. Accept af krig og indblanding. Hang til at udkæmpe krige på andres territorium eller i øvrigt at blande sig i andre landes affærer for at fremme forskellige former for nationale, historiske eller andre formål eller bare som selvhævdelse.
5. Civiliserende mission. En klar opfattelse af civilisatorisk, moralsk overlegenhed i forhold til lande og nationer som opfattes som laverestående.
6. Stormagtsambitioner. Den ene globalt, den anden regionalt.
7. Det udvalgte folk. I begge lande synes man at være overbeviste om at være en kultur og et samfund, der er udvalgt af gud til at spille en særlig rolle, en ledende rolle, i historien. Således den ene overfor andre arabiske nationer, den anden overfor Vesten eller hele verden.
8. Modernisering. Et højt moderniseringsniveau opnået gennem uddannelse og investering i moderne videnskab og teknologi.
9. Fascination af Vesten – det vil sige af alt hvad der kommer fra Vesten, videnskab, teknik, moderne forbrug og kulturproduktion.
10. En følelse af at være såret – en såret løve. Amerikanerne føler sig sårede og ydmygede på grund af 11. september, noget som udnyttes af Bush-regimet. Irakerne føler sig misforståede, at de behandles uden respekt og som laverestående; Saddam Hussein’s regime har kunnet holde befolkningen i et jerngreb netop gennem denne psykologi. Vesten har aldrig rigtig interesseret sig for deres lidelser, f.eks. forårsaget af sanktionerne.
11. Israel. Begge ser Israel som meget vigtig i Mellemøsten; USA som en allieret, Irak som fjenden, hovedtruslen.
12. Borgerlige og menneskelige rettigheder. Efter 11. september er de borgerlige rettigheder i USA væsentligt indskrænkede. Som udenrigspolitisk aktør interesserer Bush-regimet sig meget lidt for international ret. I irakisk politik har borgerlige rettigheder har altid været underordnet magten og ambitionen om politisk/militær ekspansion, og international ret er blevet ignoreret, f.eks. i forbindelse med Kuwait-invasionen.
13. Multikulturel og multietnisk. Mens alle kender USAs kulturelle mangfoldighed er der tilsyneladende få, der er klar over det irakiske samfunds etniske, religiøse, nationale, klan-relaterede og andre opdelinger og kompleksitet.
14. Olien er vigtig for begge samfund. Irak behøver olien for at komme ud af sin enorme gæld og for at udvikle Irak i fremtiden. USA behøver olien for at opretholde sin livsstil; der indebærer, at dets afhængighed af importeret olie vil stige fra godt 50 % i dag til over 70 % i 2025.
15. Få-parti-system. Der er i realiteten kun 2 partier i USA. I Irak er Baath-partiet de facto regeringsparti, men der eksisterer nogle få andre partier. Hverken i Irak eller i USA er det nemt at skabe nye politiske bevægelser og institutionalisere dem, selvom metoderne, hvormed man hindrer grundlæggende politiske ændringer, er forskellige.
Her var altså 27 individuelle og kollektive ligheder. Der er helt sikkert mange flere. Hvorfor overses de næsten totalt i politikken og i medierne? Kan årsagen være, at vi stadig ved for lidt om konflikter og metoder til at analysere og forstå dem.
Klare forskelle
Kendskabet til den anden. Irakerne ved meget mere om Vesten, end vi ved om dem. Mange taler fransk og engelsk, er uddannet i Vesten, ser amerikanske film hver aften i TV og har lært om Vesten i skolen.
Gratis uddannelse og sundhedsvæsen. Det gav Iraks regering til alle borgere i 1980erne. Noget lignende findes ikke i USA.
Klassedeling. Der var meget få fattige i Irak; der var faktisk kun en stor middelklasse, som byggede på en velfærdsstatsideologi. USA har aldrig dyrket sådanne retfærdighedsbaserede, socialistiske eller halv-socialistiske principper og det er heller ikke en velfærdsstat.
Civilisationens varighed. USA har en noget kort civilisationsperiode sammenlignet med Irak, som bygger på en 7000-årig civilisation.
De facto militære styrke og interventionisme. USAs militærudgifter er mere end 300 gange så store som Iraks. Og det er USA, der nu invaderer Irak, ikke den anden vej rundt.
Kort sagt, parterne deler mange underliggende antagelser, kulturelle træk og mål. De deler grundlæggende vigtige billeder af sig selv. Man kan sige, at de er i betragtelig udstrækning, hinandens spejlbilleder. De synes styrkede, når de har en fjende, som de psykologisk kan projicere deres egne sorte sider over på.
Mere om det i en kommende PressInfo.
Oversat fra engelsk af Orla Jordal
© TFF 2003Mens præsident Bush og præsident Hussein bestemt er forskellige på mange punkter så argumenterer dette lille stykke hjemmefilosofi for, at de også udviser overraskende ligheder. Bush og Hussein og deres lille klike prøver på at overbevise resten af os om, at de slet ikke deler nogen egenskaber og at de aldeles intet har til fælles. Det er ubetvivleligt en del af sandheden (den subjektive), men det er aldrig hele sandheden om nogen konflikt.
Uden at benægte forskellene vil denne artikel belyse lighederne.
Konflikter udstiller sædvanligvis parternes uenighed og parterne i en konflikt er tilbøjelige til at understrege, hvor forskellige de selv (de gode) er fra de andre (de onde). Det er således helt normalt, at de stridende parter nægter, at der skulle kunne være nogen ligheder mellem “dem” og “os”.
Men professionelle konfliktanalytikere ved, at ingen konflikt er mulig, hvis ikke parterne også er fælles om noget. Et stridende par deler f.eks. det forhold, at de er gift eller har børn sammen; de strides, fordi disse ting betyder noget for dem, fordi den anden er en vigtig person i deres liv. Hvorfor skulle de engagere sig i strid og somme tider endda voldeligt, hvis det, de strides om, ikke var vigtigt for dem? To lande, der strides om at kontrollere det samme landområde deler en interesse for f.eks. områdets ressourcer.
Det må være tilladt at tale om disse ting selvom de fleste af os, inklusive forfatteren, hverken har mødt George W. Bush eller Saddam Hussein personligt. Moderne billedmedier kan hjælpe os et stykke på vej, når vi forsøger at analysere deres adfærd som politikere og mennesker, men det skal ikke nægtes, at forskeren ville føle sig bedre tilpas, hvis han/hun også havde mødt dem personligt.
Det er utvivlsomt nemt at se, at de er forskellige. Bush er kristen, Hussein muslim. Bush har meget kort erfaring som præsident; Hussein har været det længe. Bush’s far lever, mens Saddam aldrig har kendt sin fader, som formodes at være forsvundet, død eller dræbt før han fødtes. Bush lever i en kernefamilie; Saddams familie er en udvidet familie, klan- eller stammebaseret.
Men lad os alligevel prøve at skitsere nogen af lighederne mellem dem og deres lande.
Ligheder mellem Bush og Hussein
1. De er mænd, Bush født 1946, Hussein enten 1937 eller 1939.
2. De er begge præsidenter på toppen af deres karriere, før snarere end senere kan livet forventes at gå nedad for dem.
3. De er formentlig begge bekymrede for det billede fremtidens historiebøger vil give af dem.
4. De har børn og langvarige ægteskaber.
5. De tror på militær styrke som et vigtigt instrument i deres magtudøvelse og for opnåelsen af deres nationers mål. De deler den filosofi, at “magt er ret”.
6. De har familiemedlemmer indblandet i politik og bruger dem.
7. De kom til magten uden at blive demokratisk valgte.
8. De tror – stærkt – på at de selv er GODE og at den anden repræsenterer, eller er, det ONDE.
9. De tror, at de har en slags mission, nemlig at modarbejde eller udrydde det onde.
10. De er politiske fundamentalister i den forstand, at de tror, at de har 100 % ret og at den anden har 100 % uret, moralsk og på anden vis.
11. De er begge tilsyneladende ærligt troende mennesker. En nylig analyse i Time giver interessante indblik i Bush’s religiøsitet; Saddam står ganske vist for en sekulariseret udvikling af Irak, men er selv troende som så mange andre irakere. Deres gud leder dem og i en krise bliver denne gud og den mission, han har givet dem, endnu mere vigtig.
12. En vis grad af macho holdning. Saddam Hussein kan lide at portrætteres som fysisk stærk, atletisk og oftest med sværd, pistoler og rifler. Bush passer ikke rigtig ind i det billede, men han spiller på at være i spidsen for verdenshistoriens stærkeste militærmagt.
Ligheder mellem USA og Irak
1. Monoteisme. De er baseret på to vestlige religioner som hævder, at der kun er en gud og en sandhed, hvad der kan føre til et lavt toleranceniveau overfor dem, der er anderledes eller “imod os”.
2. Militarisme. Militaristiske politiske kulturer. Den ene har et militær-industrielt-videnskabeligt kompleks med global rækkevidde; den anden har søgt at opbygge et tilsvarende komplek regionalt, overbevist som Saddam er at Irak er arabverdenenens ledende land.
3. Masseødelæggelsesvåben. Begge regeringer tror på nytten af masseødelæggelsesvåben.
4. Accept af krig og indblanding. Hang til at udkæmpe krige på andres territorium eller i øvrigt at blande sig i andre landes affærer for at fremme forskellige former for nationale, historiske eller andre formål eller bare som selvhævdelse.
5. Civiliserende mission. En klar opfattelse af civilisatorisk, moralsk overlegenhed i forhold til lande og nationer som opfattes som laverestående.
6. Stormagtsambitioner. Den ene globalt, den anden regionalt.
7. Det udvalgte folk. I begge lande synes man at være overbeviste om at være en kultur og et samfund, der er udvalgt af gud til at spille en særlig rolle, en ledende rolle, i historien. Således den ene overfor andre arabiske nationer, den anden overfor Vesten eller hele verden.
8. Modernisering. Et højt moderniseringsniveau opnået gennem uddannelse og investering i moderne videnskab og teknologi.
9. Fascination af Vesten – det vil sige af alt hvad der kommer fra Vesten, videnskab, teknik, moderne forbrug og kulturproduktion.
10. En følelse af at være såret – en såret løve. Amerikanerne føler sig sårede og ydmygede på grund af 11. september, noget som udnyttes af Bush-regimet. Irakerne føler sig misforståede, at de behandles uden respekt og som laverestående; Saddam Hussein’s regime har kunnet holde befolkningen i et jerngreb netop gennem denne psykologi. Vesten har aldrig rigtig interesseret sig for deres lidelser, f.eks. forårsaget af sanktionerne.
11. Israel. Begge ser Israel som meget vigtig i Mellemøsten; USA som en allieret, Irak som fjenden, hovedtruslen.
12. Borgerlige og menneskelige rettigheder. Efter 11. september er de borgerlige rettigheder i USA væsentligt indskrænkede. Som udenrigspolitisk aktør interesserer Bush-regimet sig meget lidt for international ret. I irakisk politik har borgerlige rettigheder har altid været underordnet magten og ambitionen om politisk/militær ekspansion, og international ret er blevet ignoreret, f.eks. i forbindelse med Kuwait-invasionen.
13. Multikulturel og multietnisk. Mens alle kender USAs kulturelle mangfoldighed er der tilsyneladende få, der er klar over det irakiske samfunds etniske, religiøse, nationale, klan-relaterede og andre opdelinger og kompleksitet.
14. Olien er vigtig for begge samfund. Irak behøver olien for at komme ud af sin enorme gæld og for at udvikle Irak i fremtiden. USA behøver olien for at opretholde sin livsstil; der indebærer, at dets afhængighed af importeret olie vil stige fra godt 50 % i dag til over 70 % i 2025.
15. Få-parti-system. Der er i realiteten kun 2 partier i USA. I Irak er Baath-partiet de facto regeringsparti, men der eksisterer nogle få andre partier. Hverken i Irak eller i USA er det nemt at skabe nye politiske bevægelser og institutionalisere dem, selvom metoderne, hvormed man hindrer grundlæggende politiske ændringer, er forskellige.
Her var altså 27 individuelle og kollektive ligheder. Der er helt sikkert mange flere. Hvorfor overses de næsten totalt i politikken og i medierne? Kan årsagen være, at vi stadig ved for lidt om konflikter og metoder til at analysere og forstå dem.
Klare forskelle
Kendskabet til den anden. Irakerne ved meget mere om Vesten, end vi ved om dem. Mange taler fransk og engelsk, er uddannet i Vesten, ser amerikanske film hver aften i TV og har lært om Vesten i skolen.
Gratis uddannelse og sundhedsvæsen. Det gav Iraks regering til alle borgere i 1980erne. Noget lignende findes ikke i USA.
Klassedeling. Der var meget få fattige i Irak; der var faktisk kun en stor middelklasse, som byggede på en velfærdsstatsideologi. USA har aldrig dyrket sådanne retfærdighedsbaserede, socialistiske eller halv-socialistiske principper og det er heller ikke en velfærdsstat.
Civilisationens varighed. USA har en noget kort civilisationsperiode sammenlignet med Irak, som bygger på en 7000-årig civilisation.
De facto militære styrke og interventionisme. USAs militærudgifter er mere end 300 gange så store som Iraks. Og det er USA, der nu invaderer Irak, ikke den anden vej rundt.
Kort sagt, parterne deler mange underliggende antagelser, kulturelle træk og mål. De deler grundlæggende vigtige billeder af sig selv. Man kan sige, at de er i betragtelig udstrækning, hinandens spejlbilleder. De synes styrkede, når de har en fjende, som de psykologisk kan projicere deres egne sorte sider over på.
Mere om det i en kommende PressInfo.
Oversat fra engelsk af Orla Jordal
© TFF 2003
