oday’s Millennium UN Meeting Misses the Point

LONDON – It seems a strange time to organize a millennium meeting of the world’s heads of government at the UN this week. What are they supposed to do? What are they supposed to say? Is anything new afoot? (Indeed one could ask, in all seriousness, are there enough toilets for them all with their mammoth entourages?) Isn’t it the same old dreary UN that everyone loves to use as a punch-bag and which they occasionally run to when they are in trouble? The millennium changes nothing- eight months on that is very clear. The thing that could give the UN a jolt, a charge, that would give it a chance of re-capturing its old idealism is not a poorly prepared meeting of bosses, nor is it a new Secretary General. It would be for the world’s only superpower to take it seriously. Not only does the U.S. need to pay off its enormous debt of back dues, it needs to put a stop to its unerring ability to paint the organization black.

The latest phase began with President Bill Clinton’s malevolent campaign to shift the killing of American soldiers in Somalia onto the UN, even though it emerged that the U.S. troops were operating independently from the UN, directly under the U.S. command in distant Florida. It interfered counterproductively with the UN operation in Bosnia, criticizing from the sidelines, but slow to act where it might have been useful, with logistics and transport. And it continued with the use of its veto to block pre-emptive peace-keeping in Rwanda, an action that could have headed off the genocide that followed. Perhaps, for the long run, its gravest fault has been to play around with UN treaty-making on crucial issues, acting the “big boy” that could have his cake and eat it.

The U.S. works hard to get other countries involved in these path-breaking treaties- and later expects them to toe the agreed lines- but then has a nasty habit of stepping back at the last minute and playing the rest of the match by its own rules. We have seen this lately with the establishment of the International Criminal Court for trying war criminals and with the Comprehensive Nuclear Test Ban Treaty. With the first, after pushing it hard, Mr Clinton, subject to remorseless pressure from the Pentagon, suddenly got cold feet at the last minute. In the second, after years of hard American effort (beginning with President Dwight Eisenhower) to get the world on board, Mr Clinton seemed to lose interest in pulling out the stops to get it ratified in the Senate and last October lost the vote.

The story of the Law of the Sea – the UN effort to bring law and order to the anarchic world of the seas and oceans that occupy the greater part of our planet- is nothing less than a parable for our times. It is the UN at its best and the U.S. at its worst and the blame stretches over a number of U.S. administrations. The most that can be said for Mr Clinton is that he appears to have forgotten about it.

The Convention on the Law of the Sea came into force in 1994. Before then the seas were ruled by a mixture of customary practices and the dictates of whoever was the predominant power of the time- the Romans, the British and, more recently, the Americans. Control over territorial waters was for long enough accepted as lying only within cannon-shot, later firmed up as 3 nautical miles from the shore. World war submarines made nonsense of that and since 1945 these traditional limits lost their force. Particularly badly hurt was the fishing industry. With no agreed limits on territorial waters there was massive over-fishing.

Iceland started the ball rolling in 1979 when it unilaterally announced an exclusive fishing zone off its coast. Other fish-dependent countries quickly followed, sparking clashes between coast guards and foreign fisher boats. Britain and Iceland ended up in the 1970s fighting the so-called “Cod Wars”.

At around the same time mining companies became intrigued with the lure of mineral riches on the seabed. Undersea oil started to become a big business. Countries created exclusive economic zones extending up to 200 miles from their shore. Uninhabited islets and barren reefs- the Spratlys, a source of dispute between China and South East Asian nations is a good example- have become strategic places to be fought over.

The Law of the Sea has seven main provisions. It gives coastal states sovereignty over their territorial seas, twelve nautical miles out from their shoreline miles, and economic rights up to 200 miles out. But all foreign vessels are allowed innocent passage through these seas. Coastal states have sovereign rights over the continental shelf but beyond 200 nautical miles out they must share the revenue they derive. Fifthly, the high seas are to be enjoyed by all. Finally, there is an International Tribunal to judge disputes. In July 1999 New Zealand and Australia made use of it to bring a successful case against Japan over its “experimental” fishing for bluefish tuna in violation of conservation agreements.

Interestingly, on this convention the Pentagon favours U.S. ratification. American naval officers have pointed out that difficulties could arise for U.S. forces moving between the Far East and the Persian Gulf if either Malaysia or Indonesia were to close the Strait of Malacca. In fact, the Senate’s reservations about the provision on sharing the profits from deep sea mining have fallen away with time. Under the Reagan administration these were much watered down from the original concept of a “global commons”. These days, moreover, mining companies have lost interest in deep sea mining on economic grounds. Instead the interest has switched to the harvesting of genetic resources from the sea bottom, which the Law of the Sea has no provision for. Nevertheless, the Senate is still ruled by the sentiment that as the world’s only maritime superpower, the US can make or break rules unilaterally and does not need to be bound by international law.

The trouble with this approach is that when you bend the UN so far out of shape, it does not spring back to where the U.S. wants it to be the next time there is a crisis in which it needs the majority of the UN membership’s support- the crisis that arose when Iraq invaded Kuwait is a good example. Even more seriously, it is a slow, insidious whittling away of both the authority and the useful practice of the UN. However, even the U.S.’s closest allies like Britain and Canada, do not want the world run by American unilateralism. If the U.S. doesn’t soon come to terms with that fact, it is going to rue the day, as the rest of the world increasingly digs in its heels. America’s next president will inherit a difficult legacy from Mr Clinton. No millennium meeting and no amount of the hearty back-slapping that will go with it can change that fact.

I can be reached by phone +44 385 351172 and e-mail: JonatPower@aol.com

Foreign affairs columnist, film-maker and author

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

LONDON – So far so good, at least on the wider level. While internally Iraq seems on the edge of chaos, the much heralded clash of civilizations between the Muslim and Judaeo-Christian worlds has yet to become apparent. We have anger and despair aplenty in the Arab and Muslim worlds. But very little rushing to the standard and there was no great pilgrimage of warriors to join the fight, as happened when the Soviet Union invaded Afghanistan twenty years ago, and then, having driven the Red Army out, were left to ferment in that mountainous redoubt. With the armaments supplied by the CIA the mujahidin were transformed into Al Qaeda that became, for a relatively brief moment as these things go, ‘the greatest threat to the homeland that America has ever known.’ Nevertheless a ‘Cold War’ between much of the Muslim world and the West is certainly in full swing. Winston...
The Challenge of Nuclear Weaponsin the Twenty-first CenturyA Path Forward The peoples and governments of the world face an urgent challenge relating to weaponry of mass destruction and particularly to nuclear weaponry.  At the crossroads of technology, terrorism, geopolitical ambition, and policies of preemption are new and potent dangers for humanity. Despite ending the nuclear standoff of the Cold War era, nuclear weaponry is again menacing the peoples of the world with catastrophic possibilities.  We recognize the need for any government to pursue its security interests in accordance with international law; and further, we recognize that distinctive threats to these interests now exist as a result of an active international terrorist network having declared war on the United States and its allies. Nonetheless, we reject the assessment of the current US administration that upgrading a reliance on nuclear weapons is in any sense justified as a response. We find it...
By Karin Wegestal MP, the Social Democratic Partyon behalf of the Swedish Committee for Solidarity with the Yugoslav People During the last decade, the Federal Republic of Yugoslavia has received more than 500,000 refugees from Croatia and Bosnia, and another 300,000 internally displaced persons, mainly from the province Kosovo and Metohia. For a country with about ten million inhabitants, such an influx of homeless people is obviously a very heavy burden – even under peaceful conditions. But in addition to that, the Federal Republic of Yugoslavia has been the subject to sanctions from the western powers for close to ten years and its infrastructure was badly hurt through Nato’s intense bombardment during 78 days in 1999. The result of all this is that Yugoslavia, once the most developed industrial country in Eastern Europe, is today the poorest country in Europe. In Serbia excluding Kosovo, with about ten million inhabitants and...

Recent Articles

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...

TFF on Substack

Discover more from TFF Transnational Foundation & Jan Oberg.

Most Popular

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Read More
Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Konflikthåndtering – den ny kolde krig Det internationale såkaldte “samfund” er tilstede som fredsskabere i snart sagt hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp, monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter, forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly på alert. Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner, Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser. (A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene. (B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener: På den ene side er der "fredsforstyrrerne" – slyngelstater, hitleristiske diktatorer, forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end store bogstaver og bomber...
Försoningens tid Att förlåta någon innebär att man accepterar den som handlat felaktigt och som ångrar det. Försoning är ett klarläggande och en accept av det som hänt, ett viljesmässigt beslut om att komma vidare och se framåt. Vi kan förlåta en annan människa hans eller hennes gärningar och därmed erbjuda en ny start. Vi försonas med fakta och med den skyldige och eventuellt också med att vi själva kan ha varit en medverkande orsak till att det gick som det gick. Förlåtelse och försoning handlar emellertid inte om att glömma. Ett par av mina kväkarvänner miste för några år sedan sin son och blivande svärdotter i en bilolycka, ett resultat av en annan bilists helt oansvariga manöver. Det var viktigt för dem att träffa den människa som förvållat dem så stor smärta. Straffet i sig var inte viktigt för dem utan de sade till honom: "vi kan förlåta Dig...
Ett expanderande NATO är konfliktbevarande Nato expanderar i en värld där de samlade militärutgifterna motsvarar årsinkomsten för jordens 49 procent fattigaste, skriver fredsforskaren Jan Øberg. Satsningen på Nato:s utvidgning går ut på att kämpa mot fiktiva hot och skapar exakt det man säger sig vilja undvika, ekonomisk kris, instabilitet och nya hot. Nato expanderar. De globala militära utgifterna har årligen fallit med några få procent. Men den nya teknologins slagkraft ökar. Kärnvapenindustrins forskare hotas inte av arbetslöshet. Enbart USA har en militär budget på drygt 250 miljarder dollar och världens samlade militärutgifter motsvarar årsinkomsten för de 49 procent fattigaste på klotet. Tyskland expanderar. En gång i tiden förstod man att ett förenat Tyskland måste vara neutralt. Men Gorbatjov, som gav Sovjetunionens och Warszawapaktens upplösning till Västvärlden i tron att han skulle få någonting i gengäld, serverade också ett förenat Tyskland till Nato på en silverbricka. Delvis kärnvapen-nedrustning följde liksom ryska...