Natylie Baldwin: Review of Benjamin Abelow’s “How the West brought war to Ukraine”

Natylie Baldwin

October 18th, 2022

I first came across Benjamin Abelow’s analysis of the Ukraine war as a lengthy article published on Medium in May.  I found the depth and thoroughness of his article impressive and complimented him on it.  When he told me that he’d expanded it into a short book, I was intrigued and offered to review it.  I was not disappointed.

Originally posted on Natylies Baldwin’s homepage on October 2nd, 2022

Abelow’s overall argument as expressed in the overview of the book is that in the world in which we live, countries that are able, will use the means they have available to defend what they perceive to be their national security interests, including force.  This includes deterring or repelling hostile countries from encroaching on their border and near abroad.  The prime defender of this concept for itself is the U.S. as reflected in the Monroe Doctrine and its defense during the Cuban Missile Crisis.  The Monroe Doctrine, as stated by U.S. officials in recent years, is still considered to be in full force.  But U.S. officials refuse to recognize that other countries with the means will react similarly.

In the introduction, Abelow lays out the narrative of the war in the U.S.-led west, how that narrative is distorted and why that is so consequential. He argues that there have been many double standards and provocations by the U.S./NATO (the west) and that this has been omitted or obscured by the mainstream media and politicians, which leads average news consumers in the west to a misunderstanding of how the conflict started and evolved.  More importantly, this makes it difficult, if not impossible, to end the conflict.

In the following chapters, Abelow describes many of the provocations that led up to February 24th, including those that I’ve enumerated elsewhere, like the provision of offensive weapons to Ukraine, various military exercises that Ukraine and NATO participated in near Russia’s borders, and the installation of missile sites in Romania and Poland with nuclear offensive capability.  However, there are a couple of actions listed by Abelow that even many people who have followed events closely may have missed.  An example is two important agreements signed by the U.S. State Department and the U.S. Defense Department with their counterparts in Ukraine in the summer/autumn of 2021:

[I]n August of 2021, the U.S. Secretary of Defense and the Ukrainian Minister of Defense signed the U.S.-Ukraine Strategic Defense Framework.  This framework translates the NATO pronouncement [in Brussels in June of 2021 that reiterated Ukraine would join NATO] into a bilateral (U.S.-Ukraine) policy decision to change the military facts on the ground starting immediately, regardless whether Ukraine is a NATO member or not. And nine weeks after that signing, the U.S. Secretary of State and the Ukrainian foreign minister signed a similar document, the U.S.-Ukraine Charter on Strategic Partnership.  This document, like the one signed by the Defense Department, referenced NATO’s declarations of 2008 and 2021, and it operationalized those statements bilaterally, starting immediately, regardless what happened with NATO (p.22).

The author also points out how the justification for U.S. involvement in the conflict since 2/24/22 has shifted from helping Ukraine defend itself (“a limited humanitarian effort’) to weakening Russia (p. 3).  There is a contradiction between a “limited humanitarian effort” which implies a goal of limiting death and destruction and weakening Russia which requires prolonging the war.  My thought as I read this is that if one is familiar with the Wolfowitz Doctrine, promulgated by Neoconservative Republicans and Zbigniew Brzezinski’s Grand Chessboard strategy which was influential among Democrats, this shouldn’t be surprising as both state a goal of preventing Russia (or any other country in Eurasia) from even aspiring to potentially be a competitor to U.S. unipolar power.

Abelow asks the important question of whether U.S. politicians have thought through their strategy of weakening Russia – if indeed it were successful – to its logical conclusions?  One threat from this strategy is the potential use of nuclear weapons if the Russian state were existentially threatened as perceived by its leadership.  Another is the likelihood of regime change – clearly desired in Washington – resulting in a pliable pro-western leader.  The chances of the latter are practically nil.  The U.S .political class doesn’t seem to accept that Yeltsin and the 1990’s was an historical anomaly unlikely to ever occur again.  It reflects the extent of magical thinking in Washington along with the sense of being in a time warp, assuming that circumstances are the same as they were in the 90’s.  I have read and heard enough of what many U.S. advisors on Russia and national security issues think and many seem to be mentally stuck in the immediate aftermath of the demise of the Soviet Union.

Another problematic aspect of the narrative on this conflict is that Putin is an irrational imperialist.  This assertion omits any historical context and conveniently renders the U.S./NATO as innocent and obviating any need to look at their actions for any cause-and-effect relationship. This makes diplomacy and negotiation the equivalent of appeasement.

Abelow outlines how this distorted narrative underpins a dangerous and irresponsible set of policy decisions and reactions to the events of February 24th, arguing that it is necessary to understand Putin and the Russian government’s decisions and what led to them, though understanding does not necessarily equate to agreement.

If you’re looking for a concise little book to point people to who might be open to a more balanced view of this war, Abelow’s book – with arguments soundly made in 62 pages – is it.

Please help TFF remain truly independent by contributing if you benefited from this article

Natylie Baldwin is the author of “The View from Moscow: Understanding Russia and U.S.-Russia Relations”.  In October of 2015, she travelled to 6 cities in the Russian Federation and has written several articles based on her conversations and interviews with a cross-section of Russians.  She travelled to Moscow and St. Petersburg in May of 2017 to view the Victory Day celebrations and to do research on the Russian Revolution and how Russians commemorated the centennial. Her writing has appeared in various publications including The Grayzone, Consortium News, RT, OpEd News, The Globe Post, Antiwar.com, The New York Journal of Books, and Dissident Voice. She lives in Portland, Oregon.

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Jan Oberg February 19, 2026 What a thrill to be interviewed by former British diplomat Ian Proud! Don’t waste a minute: acquaint yourself with him here on his homepage, which he elegantly calls “Proud Diplomat.” Notice also his book, A Misfit In Moscow. Ian is, of course, also on Substack, where he calls himself The Peace Monger, and recently he set up his own PeaceMonger Channel on YouTube. For once, I was not interviewed as if I were a military geopolitical expert, where I normally have to twist the whole thing in the direction of peace. No, we both had a focus on peace – why it has been disappeared by research, politics and the media, but also what can be done to shape a more peaceful future for us all. One idea we came up with was that of connecting people through citizens diplomacy – in an era where more or less authoritarian leaders meet frequently and confirm each other as members...
By Jan ObergTFF co-founder and director February 11, 2026 PART 3 — ECONOMICS, TRADE & FINANCIAL SOVEREIGNTY A. Trade Measures & Market Signaling Economic pressure can be applied instantly and scaled without violence. Immediate Measures (within a week) Government boycott US goods and services  A very powerful signal which over time will be felt. Targeted tariffs on selected U.S. goods Symbolic but high-visibility sectors send a clear message. Suspend trade facilitation talks A peaceful pause that signals deep concern. Freeze U.S. participation in public procurement – military procurement in particular A nonviolent way to reduce influence. Competition law review of U.S. corporations A legal tool to scrutinise market dominance. Longer-Term Measures EU–Asia–Africa trade corridors Reducing reliance on U.S. markets. European supply chains for critical minerals Strategic autonomy in resource access. European Strategic Trade Authority Monitoring coercive practices globally. Euro-denominated commodity markets Weakening the dollar’s pricing monopoly. The EU must resume contacts and negotiations with Russia, focusing on energy cooperation To...
PART 2 — Diplomacy, Law and Nonviolent Power By Jan ObergTFF co-founder and director January 26, 2026 This is the second of four TFF-created idea portfolios designed to curb the global reach of the United States and, in both the short and long term, help catalyse a worldwide nonviolent resistance to what many observers describe as the Trump administration’s uniquely confrontational, destructive and world-threatening policies. These portfolios outline what governments and citizens across the world can do through dynamic diplomacy, creative initiatives, and strictly nonviolent means. They are typical TFF works in that we do not only tell what the problem is and how bad it will go – as 90+% of all commentators, experts and scholars do – we tell what we think can be done, inviting you to think of what you think you can do. It seems painfully clear to me that the current political dynamics in Washington increasingly resemble the most dangerous...

Recent Articles

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...

TFF on Substack

Discover more from TFF Transnational Foundation & Jan Oberg.

Most Popular

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Read More
Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Konflikthåndtering – den ny kolde krig Det internationale såkaldte “samfund” er tilstede som fredsskabere i snart sagt hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp, monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter, forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly på alert. Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner, Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser. (A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene. (B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener: På den ene side er der "fredsforstyrrerne" – slyngelstater, hitleristiske diktatorer, forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end store bogstaver og bomber...
Försoningens tid Att förlåta någon innebär att man accepterar den som handlat felaktigt och som ångrar det. Försoning är ett klarläggande och en accept av det som hänt, ett viljesmässigt beslut om att komma vidare och se framåt. Vi kan förlåta en annan människa hans eller hennes gärningar och därmed erbjuda en ny start. Vi försonas med fakta och med den skyldige och eventuellt också med att vi själva kan ha varit en medverkande orsak till att det gick som det gick. Förlåtelse och försoning handlar emellertid inte om att glömma. Ett par av mina kväkarvänner miste för några år sedan sin son och blivande svärdotter i en bilolycka, ett resultat av en annan bilists helt oansvariga manöver. Det var viktigt för dem att träffa den människa som förvållat dem så stor smärta. Straffet i sig var inte viktigt för dem utan de sade till honom: "vi kan förlåta Dig...
Ett expanderande NATO är konfliktbevarande Nato expanderar i en värld där de samlade militärutgifterna motsvarar årsinkomsten för jordens 49 procent fattigaste, skriver fredsforskaren Jan Øberg. Satsningen på Nato:s utvidgning går ut på att kämpa mot fiktiva hot och skapar exakt det man säger sig vilja undvika, ekonomisk kris, instabilitet och nya hot. Nato expanderar. De globala militära utgifterna har årligen fallit med några få procent. Men den nya teknologins slagkraft ökar. Kärnvapenindustrins forskare hotas inte av arbetslöshet. Enbart USA har en militär budget på drygt 250 miljarder dollar och världens samlade militärutgifter motsvarar årsinkomsten för de 49 procent fattigaste på klotet. Tyskland expanderar. En gång i tiden förstod man att ett förenat Tyskland måste vara neutralt. Men Gorbatjov, som gav Sovjetunionens och Warszawapaktens upplösning till Västvärlden i tron att han skulle få någonting i gengäld, serverade också ett förenat Tyskland till Nato på en silverbricka. Delvis kärnvapen-nedrustning följde liksom ryska...