So aid doesn’t work?

Generic thumbnail

By Jonathan Power
January 5, 2011

Aid to Third World countries, some totally mired in poverty like Afghanistan, Bolivia or Upper Volta or some, more economically advanced but with poverty-stricken hinterlands like Nigeria or India, has a bad name. With reason? Yes, but more emphatically, no.

At the moment the “nos” have it. According to a recent BBC report, “The US government has spent about £55 billion on rebuilding Afghanistan since 2001 but cannot easily show how the money was spent, a US government watchdog says.” It adds that “record keeping has been so poor that most of the money has not been properly recorded.”

Afghanistan is riven with immense corruption and incompetence, as the above figures suggest. Moreover, in many areas it is just too dangerous to do development work. Nevertheless, there are plenty of parts where the war barely touches and non-governmental organisations as well as foreign government aid programs, including that of the US, are doing good work.

Foreign aid donors spent $2 billion in Tanzania during the last three decades building roads. But the roads have deteriorated faster than the donors built new ones. “Tanzanians are not good at maintenance”, one presidential aide told me. That is for sure. One can visit umpteen villages where aid programs have dug wells and provided pumps and see many that are no longer working. This is true in many other parts of Africa and for many other aspects of development – local mini dams, the introduction of tractors and health clinics. In Tanzania, the railway that the Chinese built in the 1960s, linking the country to Zambia has deteriorated to such a degree it barely functions.

I have my own theory for this. Diplomats don’t want to appear too paternalistic. The British and Scandinavians with their aid to Tanzania sign an annual check and let the government get on with it despite the local bureaucracy’s known inefficiency and, too often, lack of motivation.

For that reason the US, the world’s largest aid-giver, prefers a more hands on approach. Their problem is the fact that diplomats turn over every three years. Their replacements rarely have much background information on or feel for what their predecessors did. Moreover, the temptation is to strike out and start a new project. That, they think, will impress their bosses more that simply supervising what has gone on before. Thus maintenance becomes relegated to “things to do” down the list.

Need it be like this in Africa? Botswana, the northern neighbour of South Africa, has shown it doesn’t. Since 1960 Botswana, until recent times when it was struck by a veritable plague of the AIDS epidemic, was for decades the fastest growing economy in the world. At the beginning aid was a significant pump-primer and per capita aid was a significant fraction of per capita income. But after a few years Botswana took off. Aid declined while income soared. A good deal of the growing income provided a stream of tax revenue for the government that was spent on rural development, schools and health clinics.

It is true that Botswana was blessed with rich diamond mines, but many other African countries are rich in minerals, oil and gas and have much less to show for it. Botswana succeeded because it didn’t mess around with nationalising private businesses, as was the vogue in many parts of newly independent Africa. Its political leadership was not corrupt. It didn’t have a hang-up about expatriates running many things and took its time in Africanisation, waiting until locals had enough education and experience to take over (which 40 years after independence they mainly have).

Africa has taken the long way round. Many countries have realized their mistakes and have now taken the faster “Botswana route”. This is why many African countries after decades of near stagnation are growing at 6% a year and some at 7% or even more. Apart from increasing wealth it helps motivate bureaucrats to take their jobs more seriously. I have seen this in Tanzania and these past three years have returned from my trips there having felt the country moving under my feet.

One more thing – not everything shows up directly in GNP statistics. Malaria is in retreat in many African countries after a huge effort over the last two years to get bed nets and indoor spraying into areas where the disease is endemic. 289 million nets have been supplied to Africa by UN agencies, charities, celebrities and local governments. Polio has recently been almost conquered in Africa, as has river blindness. Over the continent child mortality has fallen fast and life expectancy noticeably increased. Such achievements depended in large measure on foreign aid, sometimes that of governments, sometimes that of NGOs and much by the UN.

Aid is working. But aid could work so much better if the lessons of its previous failures were more fully digested and acted upon.

Share

Related Posts

LONDON – So far so good, at least on the wider level. While internally Iraq seems on the edge of chaos, the much heralded clash of civilizations between the Muslim and Judaeo-Christian worlds has yet to become apparent. We have anger and despair aplenty in the Arab and Muslim worlds. But very little rushing to the standard and there was no great pilgrimage of warriors to join the fight, as happened when the Soviet Union invaded Afghanistan twenty years ago, and then, having driven the Red Army out, were left to ferment in that mountainous redoubt. With the armaments supplied by the CIA the mujahidin were transformed into Al Qaeda that became, for a relatively brief moment as these things go, ‘the greatest threat to the homeland that America has ever known.’ Nevertheless a ‘Cold War’ between much of the Muslim world and the West is certainly in full swing. Winston...
The Challenge of Nuclear Weaponsin the Twenty-first CenturyA Path Forward The peoples and governments of the world face an urgent challenge relating to weaponry of mass destruction and particularly to nuclear weaponry.  At the crossroads of technology, terrorism, geopolitical ambition, and policies of preemption are new and potent dangers for humanity. Despite ending the nuclear standoff of the Cold War era, nuclear weaponry is again menacing the peoples of the world with catastrophic possibilities.  We recognize the need for any government to pursue its security interests in accordance with international law; and further, we recognize that distinctive threats to these interests now exist as a result of an active international terrorist network having declared war on the United States and its allies. Nonetheless, we reject the assessment of the current US administration that upgrading a reliance on nuclear weapons is in any sense justified as a response. We find it...
By Karin Wegestal MP, the Social Democratic Partyon behalf of the Swedish Committee for Solidarity with the Yugoslav People During the last decade, the Federal Republic of Yugoslavia has received more than 500,000 refugees from Croatia and Bosnia, and another 300,000 internally displaced persons, mainly from the province Kosovo and Metohia. For a country with about ten million inhabitants, such an influx of homeless people is obviously a very heavy burden – even under peaceful conditions. But in addition to that, the Federal Republic of Yugoslavia has been the subject to sanctions from the western powers for close to ten years and its infrastructure was badly hurt through Nato’s intense bombardment during 78 days in 1999. The result of all this is that Yugoslavia, once the most developed industrial country in Eastern Europe, is today the poorest country in Europe. In Serbia excluding Kosovo, with about ten million inhabitants and...

Recent Articles

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...

TFF on Substack

Discover more from TFF Transnational Foundation & Jan Oberg.

Most Popular

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Read More
Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Konflikthåndtering – den ny kolde krig Det internationale såkaldte “samfund” er tilstede som fredsskabere i snart sagt hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp, monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter, forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly på alert. Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner, Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser. (A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene. (B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener: På den ene side er der "fredsforstyrrerne" – slyngelstater, hitleristiske diktatorer, forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end store bogstaver og bomber...
Försoningens tid Att förlåta någon innebär att man accepterar den som handlat felaktigt och som ångrar det. Försoning är ett klarläggande och en accept av det som hänt, ett viljesmässigt beslut om att komma vidare och se framåt. Vi kan förlåta en annan människa hans eller hennes gärningar och därmed erbjuda en ny start. Vi försonas med fakta och med den skyldige och eventuellt också med att vi själva kan ha varit en medverkande orsak till att det gick som det gick. Förlåtelse och försoning handlar emellertid inte om att glömma. Ett par av mina kväkarvänner miste för några år sedan sin son och blivande svärdotter i en bilolycka, ett resultat av en annan bilists helt oansvariga manöver. Det var viktigt för dem att träffa den människa som förvållat dem så stor smärta. Straffet i sig var inte viktigt för dem utan de sade till honom: "vi kan förlåta Dig...
Ett expanderande NATO är konfliktbevarande Nato expanderar i en värld där de samlade militärutgifterna motsvarar årsinkomsten för jordens 49 procent fattigaste, skriver fredsforskaren Jan Øberg. Satsningen på Nato:s utvidgning går ut på att kämpa mot fiktiva hot och skapar exakt det man säger sig vilja undvika, ekonomisk kris, instabilitet och nya hot. Nato expanderar. De globala militära utgifterna har årligen fallit med några få procent. Men den nya teknologins slagkraft ökar. Kärnvapenindustrins forskare hotas inte av arbetslöshet. Enbart USA har en militär budget på drygt 250 miljarder dollar och världens samlade militärutgifter motsvarar årsinkomsten för de 49 procent fattigaste på klotet. Tyskland expanderar. En gång i tiden förstod man att ett förenat Tyskland måste vara neutralt. Men Gorbatjov, som gav Sovjetunionens och Warszawapaktens upplösning till Västvärlden i tron att han skulle få någonting i gengäld, serverade också ett förenat Tyskland till Nato på en silverbricka. Delvis kärnvapen-nedrustning följde liksom ryska...