Non-violence – a dangerous idea

LONDON – The non-violent tactics of Mahatma Gandhi and Martin Luther King are pushing at an open door. Even the Pentagon has begun to look at their value in situations of conflict and political impasse. In the news today is the essentially non-violent struggle of the opposition in Zimbabwe to push aside the dictatorial regime of Robert Mugabe. Despite all the provocations of the police and the army the opposition (unlike in Kenya) has turned the other cheek and in doing so won over almost 100% of the foreign opinion that counts. Exiled Iranian opposition activists are studying and training in the techniques of non-violent conflict, emulating the success of the recent movements for change in the Ukraine and Serbia.

One shouldn’t be surprised by this turn of events. The twentieth century is rightly described as the bloodiest century of mankind. But it was also the most creative in terms of alternatives to violence – not only Martin Luther King and Gandhi (with the anti-British Pathans joining his movement, an historical development somehow overlooked today by the NATO armies in Afghanistan), but also the work of Chief Albert Luthuli and Archbishop Desmond Tutu in South Africa, Archbishop Helder Camara in Brazil and Bishop Carlos Belo and Jose Ramos-Horta in East Timor. There were the 1950s marches against nuclear weapons which helped persuade President John Kennedy to push for the Test Ban Treaty, and later the massive protests against the Vietnam War.

There is no way one can put a precise finger on it. But there has been a sea-change in Western society’s attitude to war. Despite the headlines there are fewer wars now than ever before in history. The number of wars conducted between the democracies since the end of World War II is zero. The industrialized, richer, democratic nations have mostly abandoned armed conflict as a way of conducting their relations with other countries. The wars in Iraq and Afghanistan are the only exceptions. There is only a small constituency in the West that supports a strike against Iran.

Even in the poorer countries where warfare is more rife, war is waged by a remarkably small group – mainly criminals, bullies and warlords, often easily defeated by UN-type military intervention, combined with outside political pressure, except in rare cases like Afghanistan where the Pathans have a deep and almost unique inbred culture of resistance. In only the U.S. and Russia is military intervention a constant topic of conversation and serious ongoing preparedness.

Take a close look at Holland, Sweden and Switzerland if one doubts how war-making cultures can change. At the end of the eighteenth century Holland and Sweden each had armies larger than those of Britain or Austria and far larger than Prussia. Holland was one of the great seafaring, imperialistic countries of the world. But for the last two and a half centuries Holland has been utterly non-warlike. During the period 1415 to 1809 the Scandinavian countries were almost permanently at war. But since Sweden’s defeat by Russia in 1809 they have more or less withdrawn from violent conflict. Likewise Switzerland which in 1500 was a feared warrior nation.

If the militaristic atmosphere of past ages is beginning to change one shouldn’t be surprised at the greater role that non-violent campaigns have played over the last sixty years. And they tend to be successful too. A recent study by Maria Stephan and Erica Chenoweth, reported in Harvard’s quarterly,’International Security’, finds that large-scale non-violent campaigns of civilian resistance have achieved success 53% of the time. In contrast terrorist campaigns achieved their objectives only 7% of the time.


Success comes from many factors, not least persistence. But it also comes from an enhanced domestic and international legitimacy and alienation of the target regime, as happened in the Ukraine three years ago. Second, public opinion at home repulsed by violent movements finds a non-violent movement increasingly appealing. Repression by heavily armed police and army helps turn public opinion against the regime. This happened in the Philippines, where violent opposition had failed. But when two millions rallied peacefully to oust dictator Ferdinand Marcos the Reagan administration pushed for him to step down.

One can point to numerous situations where non-violence could usefully be made to work today. But no situation is more ripe for it than the Israel/Palestine dispute. If the Palestinians could drop their guns and stones and organize an effective non-violent movement they would find a million Israelis supporting them.

Warfare, as John Mueller has written, was once regarded as “natural, inevitable, honorable, thrilling, manly, invigorating, necessary, glorious, progressive and desirable.” It could well be that this era is approaching its close and non-violent resistance is becoming the main tool of radical, even revolutionary, change.

Foreign affairs columnist, film-maker and author

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Photos © TFF 2000 Read PressInfo 90 “Lift the Sanctions and Bring More Aid to Yugoslavia” See Pictures from Belgrade © TFF 2000 Please reprint, copy, archive, quote or re-post this item, but please retain the source.
By Jan ObergTFF co-founder and director February 11, 2026 PART 3 — ECONOMICS, TRADE & FINANCIAL SOVEREIGNTY A. Trade Measures & Market Signaling Economic pressure can be applied instantly and scaled without violence. Immediate Measures (within a week) Government boycott US goods and services  A very powerful signal which over time will be felt. Targeted tariffs on selected U.S. goods Symbolic but high-visibility sectors send a clear message. Suspend trade facilitation talks A peaceful pause that signals deep concern. Freeze U.S. participation in public procurement – military procurement in particular A nonviolent way to reduce influence. Competition law review of U.S. corporations A legal tool to scrutinise market dominance. Longer-Term Measures EU–Asia–Africa trade corridors Reducing reliance on U.S. markets. European supply chains for critical minerals Strategic autonomy in resource access. European Strategic Trade Authority Monitoring coercive practices globally. Euro-denominated commodity markets Weakening the dollar’s pricing monopoly. The EU must resume contacts and negotiations with Russia, focusing on energy cooperation To...
PART 2 — Diplomacy, Law and Nonviolent Power By Jan ObergTFF co-founder and director January 26, 2026 This is the second of four TFF-created idea portfolios designed to curb the global reach of the United States and, in both the short and long term, help catalyse a worldwide nonviolent resistance to what many observers describe as the Trump administration’s uniquely confrontational, destructive and world-threatening policies. These portfolios outline what governments and citizens across the world can do through dynamic diplomacy, creative initiatives, and strictly nonviolent means. They are typical TFF works in that we do not only tell what the problem is and how bad it will go – as 90+% of all commentators, experts and scholars do – we tell what we think can be done, inviting you to think of what you think you can do. It seems painfully clear to me that the current political dynamics in Washington increasingly resemble the most dangerous...

Recent Articles

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...

TFF on Substack

Discover more from TFF Transnational Foundation & Jan Oberg.

Most Popular

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Read More
Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Konflikthåndtering – den ny kolde krig Det internationale såkaldte “samfund” er tilstede som fredsskabere i snart sagt hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp, monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter, forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly på alert. Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner, Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser. (A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene. (B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener: På den ene side er der "fredsforstyrrerne" – slyngelstater, hitleristiske diktatorer, forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end store bogstaver og bomber...
Försoningens tid Att förlåta någon innebär att man accepterar den som handlat felaktigt och som ångrar det. Försoning är ett klarläggande och en accept av det som hänt, ett viljesmässigt beslut om att komma vidare och se framåt. Vi kan förlåta en annan människa hans eller hennes gärningar och därmed erbjuda en ny start. Vi försonas med fakta och med den skyldige och eventuellt också med att vi själva kan ha varit en medverkande orsak till att det gick som det gick. Förlåtelse och försoning handlar emellertid inte om att glömma. Ett par av mina kväkarvänner miste för några år sedan sin son och blivande svärdotter i en bilolycka, ett resultat av en annan bilists helt oansvariga manöver. Det var viktigt för dem att träffa den människa som förvållat dem så stor smärta. Straffet i sig var inte viktigt för dem utan de sade till honom: "vi kan förlåta Dig...
Ett expanderande NATO är konfliktbevarande Nato expanderar i en värld där de samlade militärutgifterna motsvarar årsinkomsten för jordens 49 procent fattigaste, skriver fredsforskaren Jan Øberg. Satsningen på Nato:s utvidgning går ut på att kämpa mot fiktiva hot och skapar exakt det man säger sig vilja undvika, ekonomisk kris, instabilitet och nya hot. Nato expanderar. De globala militära utgifterna har årligen fallit med några få procent. Men den nya teknologins slagkraft ökar. Kärnvapenindustrins forskare hotas inte av arbetslöshet. Enbart USA har en militär budget på drygt 250 miljarder dollar och världens samlade militärutgifter motsvarar årsinkomsten för de 49 procent fattigaste på klotet. Tyskland expanderar. En gång i tiden förstod man att ett förenat Tyskland måste vara neutralt. Men Gorbatjov, som gav Sovjetunionens och Warszawapaktens upplösning till Västvärlden i tron att han skulle få någonting i gengäld, serverade också ett förenat Tyskland till Nato på en silverbricka. Delvis kärnvapen-nedrustning följde liksom ryska...