Hong Kong – The British Should Have Been Tougher, Earlier

LONDON– The last British emissary to Hong Kong who seriously misread the situation got recalled to London by fast clipper and reposted as consul-general to Texas.

Charles Elliot became unstuck because, as Queen Victoria put it, “all he wanted might have been obtained if it had not bneen for the unaccountably strange conduct of Charles Elliot–he tried to obtain the lowest terms from the Chinese.”

Chris Patten, Hong Kong’s current government, is also about to be recalled to London. On June 30th after the union jack is hauled down at midnight and the yellow star hauled up he too will sail away, along with Prince Charles on the royal yacht, Britannia.

Did Mr. Patten, too, seriously misread the bnargaining relationship with China, not by settling for the lowest terms, but by demanding too much? Perhaps, say his legion of critics, he totally underestimated the Chinese, endlessly provoking them by pushing through his democracy reforms to the point where it became counterproductive. Now that power is within their grasp they are determined, they say, to roll democracy back, dismantle the existing legislature and turn back the clock further than it would have been if Patten had left things as he found them five years ago when he took over.

Patten has behaved, say the Chinese, more in the mould of Sir Henry Pottinger, Elliot’s successor, who on appointment immediately sailed up the Yangtse river and attacked Nanjing. Victorious, he ended hostilities with a treaty which ceded Hong Kong to the British “in perpetuity.”

In retrospect it seems reprehensible that Margaret Thatcher when prime minister did not bequeath Patten a stronger hand. Although her first instincts were more in the style of Queen Victoria, in the end she compromised more than she should. In 1982 during a visit to Beijing she told the Chinese bluntly, “We stick by our treaties.” In other words, while China had the right to reclaim Hong Kong’s New Territories in 1997 (geographically part of the mainland and leased by Britain in 1898 for only 99 years) China had no claim on Kowloon and Hong Kong island, the pulse and heart of the territory of Hong Kong.

She was argued out of it by her Foreign Office which believed two things: one, that China could not be thwarted–it could turn off the water supply from the mainland for starters and, two, that China was changing rapidly for the better under the liberalizing hand of Deng Xiaoping and thus it would be shortsighted to make a fuss.

Yet, we now know from recent reports that Deng Xiaoping never expected the British to cvapitulate so easily and was prepared to live with a longer and less well-defined transition. If only Mrs. Thatcher had continued to be tough, insisted on some years of delay, there would have been more time for Patten’s reforms to take root. As it is only two years have passed since the first fully credible elections were held, not long enough for Beijing to accept them as part of the furniture.

This raises a big question which still deserves to be put: why did Britain take so long to get round to introducing democratic practices when it had fully-fledged legislatures in the African, Caribbean and Indian parts of its empire, thirty, forty and even sixty years ago?

Britain seriously undervalued Hong Kong when it acquired this “barren island.” What bitter irony that it has undervalued it again as one of the major chapters in world history comes to a close–the rule of Europeans over the peoples of Asia, the Americas and Africa. What an epitaph to Empire!

Still, the chances are that Patten’s reforms will survive despite the continuous tirade of negative expletives emanating from Beijing.

Beijing did formally agree with the British to “one country, two systems.” Under the Basic Law, approved by the National People’s Congress in 1990, only the conduct of Hong Kong’s foreign affairs and defense are to be directed by Beijing. Moreover, China has committed itself to elections in a year’s time and the “ultimate” aim of the election of all members by “universal suffrage.”

No doubt, to save its face, Beijing, as it has vowed to do, will disband the present legislature in the early hours of July 1st. But the leadership in Beijing knows that the price of not winning the trust and confidence of the people of Hong Kong is to kill the goose that lays the golden eggs–75% of the direct foreign investment in China comes through or from Hong Kong. Expect the promise of elections in a year’s time to be honoured and, if not fully democratic, to be not that far short of it. After all the number one Chinese foreign policy goal is reunification with Taiwan, now very much a democracy. Any chance of that happening will be thrown to the wind if the incorporation of Hong Kong misfires. China is not about to shoot itself in that foot.

Foreign affairs columnist, film-maker and author

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

LONDON – So far so good, at least on the wider level. While internally Iraq seems on the edge of chaos, the much heralded clash of civilizations between the Muslim and Judaeo-Christian worlds has yet to become apparent. We have anger and despair aplenty in the Arab and Muslim worlds. But very little rushing to the standard and there was no great pilgrimage of warriors to join the fight, as happened when the Soviet Union invaded Afghanistan twenty years ago, and then, having driven the Red Army out, were left to ferment in that mountainous redoubt. With the armaments supplied by the CIA the mujahidin were transformed into Al Qaeda that became, for a relatively brief moment as these things go, ‘the greatest threat to the homeland that America has ever known.’ Nevertheless a ‘Cold War’ between much of the Muslim world and the West is certainly in full swing. Winston...
The Challenge of Nuclear Weaponsin the Twenty-first CenturyA Path Forward The peoples and governments of the world face an urgent challenge relating to weaponry of mass destruction and particularly to nuclear weaponry.  At the crossroads of technology, terrorism, geopolitical ambition, and policies of preemption are new and potent dangers for humanity. Despite ending the nuclear standoff of the Cold War era, nuclear weaponry is again menacing the peoples of the world with catastrophic possibilities.  We recognize the need for any government to pursue its security interests in accordance with international law; and further, we recognize that distinctive threats to these interests now exist as a result of an active international terrorist network having declared war on the United States and its allies. Nonetheless, we reject the assessment of the current US administration that upgrading a reliance on nuclear weapons is in any sense justified as a response. We find it...
By Karin Wegestal MP, the Social Democratic Partyon behalf of the Swedish Committee for Solidarity with the Yugoslav People During the last decade, the Federal Republic of Yugoslavia has received more than 500,000 refugees from Croatia and Bosnia, and another 300,000 internally displaced persons, mainly from the province Kosovo and Metohia. For a country with about ten million inhabitants, such an influx of homeless people is obviously a very heavy burden – even under peaceful conditions. But in addition to that, the Federal Republic of Yugoslavia has been the subject to sanctions from the western powers for close to ten years and its infrastructure was badly hurt through Nato’s intense bombardment during 78 days in 1999. The result of all this is that Yugoslavia, once the most developed industrial country in Eastern Europe, is today the poorest country in Europe. In Serbia excluding Kosovo, with about ten million inhabitants and...

Recent Articles

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...

TFF on Substack

Discover more from TFF Transnational Foundation & Jan Oberg.

Most Popular

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Read More
Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Konflikthåndtering – den ny kolde krig Det internationale såkaldte “samfund” er tilstede som fredsskabere i snart sagt hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp, monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter, forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly på alert. Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner, Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser. (A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene. (B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener: På den ene side er der "fredsforstyrrerne" – slyngelstater, hitleristiske diktatorer, forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end store bogstaver og bomber...
Försoningens tid Att förlåta någon innebär att man accepterar den som handlat felaktigt och som ångrar det. Försoning är ett klarläggande och en accept av det som hänt, ett viljesmässigt beslut om att komma vidare och se framåt. Vi kan förlåta en annan människa hans eller hennes gärningar och därmed erbjuda en ny start. Vi försonas med fakta och med den skyldige och eventuellt också med att vi själva kan ha varit en medverkande orsak till att det gick som det gick. Förlåtelse och försoning handlar emellertid inte om att glömma. Ett par av mina kväkarvänner miste för några år sedan sin son och blivande svärdotter i en bilolycka, ett resultat av en annan bilists helt oansvariga manöver. Det var viktigt för dem att träffa den människa som förvållat dem så stor smärta. Straffet i sig var inte viktigt för dem utan de sade till honom: "vi kan förlåta Dig...
Ett expanderande NATO är konfliktbevarande Nato expanderar i en värld där de samlade militärutgifterna motsvarar årsinkomsten för jordens 49 procent fattigaste, skriver fredsforskaren Jan Øberg. Satsningen på Nato:s utvidgning går ut på att kämpa mot fiktiva hot och skapar exakt det man säger sig vilja undvika, ekonomisk kris, instabilitet och nya hot. Nato expanderar. De globala militära utgifterna har årligen fallit med några få procent. Men den nya teknologins slagkraft ökar. Kärnvapenindustrins forskare hotas inte av arbetslöshet. Enbart USA har en militär budget på drygt 250 miljarder dollar och världens samlade militärutgifter motsvarar årsinkomsten för de 49 procent fattigaste på klotet. Tyskland expanderar. En gång i tiden förstod man att ett förenat Tyskland måste vara neutralt. Men Gorbatjov, som gav Sovjetunionens och Warszawapaktens upplösning till Västvärlden i tron att han skulle få någonting i gengäld, serverade också ett förenat Tyskland till Nato på en silverbricka. Delvis kärnvapen-nedrustning följde liksom ryska...