A Russian Voice – Andrey Kortunov: The OSCE remains a platform for dialogue

Andrei Kortunov

December 28, 2022

Poland’s defiant refusal to allow the Russian foreign minister’s attendance at the OSCE Ministerial Council meeting in Lodz on December 1-2 provoked a boisterous diplomatic uproar. As might be expected, it gave a new impulse to the long-standing debate about the OSCE’s value to Russia. With less than a month remaining before the Polish OSCE chairmanship expires, it is barely possible to imagine that the new chairmanships—North Macedonia in 2023, Estonia in 2024 and even Finland in 2025—might change the general algorithm of Moscow’s interaction with this organization for the better.

It is not surprising that the voices of those calling for a withdrawal from the OSCE altogether are getting louder in Russia, especially given that our country has already left the Council of Europe this spring. The cases for withdrawal range from ideological (“the OSCE promotes values alien to Russians”) to financial (“Russia could make a better use of EUR 8 million that it annually contributes to the OSCE budget”).

Some hope that the OSCE, without Russia, would not be able to function, perhaps even losing its legitimacy as a pan-European institution. Moscow, for its part, could start an alternative “Eurasian” OSCE—for example, on the basis of the SCO or some other Russia-friendly multilateral platform.

The desire to turn the page on Russia’s foreign policy of the past as soon as possible is understandable and, to some extent, even justified. Yet, it is far from accidental that the address of Alexander Lukashevich, the Russian Permanent Representative to the OSCE, at the final session of the Council of Foreign Ministers’ meeting sounded restrained and even stroke a note of cautious optimism.

The special military operation does not change the fact that Russia is the largest European nation. The tough stand-off between Moscow and Brussels does not mean that the European continent has ceased to be a common geographical space for Russia and its Western neighbors. And the OSCE remains one of the few threads that bind this space into a coherent whole.

Assuming that a full-fledged dialogue between Russia and NATO, as well as between Russia and the EU, won’t be reinstated in the foreseeable future, the OSCE appears to be the most promising, even if very modest for the time being, continent-wide platform for discussing issues pertaining to security and development.

Incidentally, this has always been the case, despite many alternative platforms present. It was at the OSCE summit late the previous century that an adapted version of the CFE Treaty was signed. It’s on the OSCE venues that the Vienna Document on Confidence and Security-Building Measures was negotiated and adopted in 2011. It is within the framework of the OSCE that the so-called structured dialogue on security issues was launched in 2016.

We should add that the OSCE was the only international organization that was able to deliver a tangible contribution to de-escalation of the conflict in eastern Ukraine by deploying a special monitoring mission to the Donbass as early as March 2014 and maintaining its presence in the conflict zone for eight years. Even though the experience of the OSCE observers does not look unambiguously successful and is heavily criticized both in Moscow and in Kiev, we must still admit the obvious: no other international structure has a comparable experience in the “field presence”. This means that this experience of OSCE will have to be invoked one way or another, as soon as the need for international monitoring of any prospective ceasefire agreement between Russia and Ukraine arises.

Dr Andrey Kortunov, RIAC Director General

No doubt, we should not overestimate the possible role of the OSCE in Europe’s future. If there ever was a chance to place this organization at the core of the future European security and development framework, that chance was irrevocably lost a quarter century ago. Neither the OSCE nor any other international institution will carry us back into the world that had existed prior to February 24, 2022, let alone into the world of hopes and illusions, dating from the Charter of Paris for a New Europe of 1990.

Yet, the Helsinki Final Act of the Conference on Security and Cooperation in Europe, dated 1975, which launched the process of multilateral pan-European cooperation, was signed in a deeply divided Europe. The main goal of the Helsinki process was not so much to immediately overcome a glaring divide between the East and the West, as to stabilize the European politics amid that split. In the present-day environment, the lessons learnt through the pan-European process about 50 years ago are becoming relevant once again.

First published in Izvestiya. The published by the RIAC – The Russian International Affairs Council on December 5, 2022 – of which Dr Kortunov is the director general since 2011.

Unlike our mainstream adversaries, warmongering propagandists and other destructive forces, TFF has no source of state, corporate or institutional finance whatsoever. Such are the conditions for truly independent peace research in these times. Everything peace has been cancelled. But we are still here – and will be. 

The foundation and this homepage run entirely on voluntary support from its readers and we who produce it, are all volunteers. To support TFF, you do not have to agree with every argument or article, only to welcome alternative voices, research-based knowledge and dialogue about important matters. Click to do a good deed:

Bonus video

An interview with Dr Kortunov from March 2022

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

TFF’s comprehensive proposal for dialogue about true peace in Ukraine is due in a day or two Jan Oberg November 20, 2025 What is being whispered through diplomatic corridors today is not peace, but quackery. The alleged 28‑point plan drafted in Washington and Moscow is mentioned as a solution to the Ukraine war. It is being negotiated by US businessman, real estate developer and Trump ally, Steve Witkoff, and by Kirill Dmitriev, who is CEO of the Russian Direct Investment Fund and a close ally of Putin, according to India’s Economic Times. For presumably good reasons, their education, qualifications and experience in international conflict analysis and peace-making remain untold. They look like surgeons who have never opened a medical textbook. It is nothing more than a mirage: a framework of concessions imposed on Ukraine’s citizens, negotiated without Kyiv, and excluding Europe. Like Gaza, it promises “peace” while institutionalising injustice. If half of what is available about...
Talk at the Beijing Foreign Studies University, September 2010 Excellencies, ladies and gentlemen It is a great honor to be on a panel with the Director of CPC-CC Foreign Affairs, the Deputy Foreign Affairs Minister, the Editor-in-chief of China Daily, the Dean of the National Office of Chinese Language, the Deputy Commander of the People’s Liberation Army.  I express my gratitude to the Chinese People’s Association for Peace and Disarmament and the American Friends Service Committee for having brought me to this tenth visit to China since 1973, and to Beijing Foreign Studies University for inviting me to this Forum on Public Diplomacy and China’s International Image. I define public diplomacy as diplomacy for the people and by the people. The purpose is neither public relations nor propaganda, but to bring the peoples of the world together by making them understandable to each other.  Like languages have their own logic,...
In 2021 the administration said it would pursue ‘relentless diplomacy.’ They call it something else today in Ukraine. Ted Snider October 9, 2024 It is said that Henry Kissinger asserted that little can be won at the negotiating table that isn’t earned on the battlefield. In several wars in recent weeks, U.S. officials have echoed that approach. State Department spokesperson Matthew Miller recently said that the U.S. “supports[s] a ceasefire” in Lebanon while simultaneously recognizing that “military pressure can at times enable diplomacy.” Meanwhile, Secretary of State Antony Blinken has expressed the doctrine as doing “all that we can to strengthen Ukraine’s position on the battlefield so it has the strongest possible position at the negotiating table.” This article was published first by Responsible Statecraft on October 8, 2024 here But during the Biden administration, the iteration of Kissinger’s doctrine has gone well beyond the generals supporting the diplomats. The...

Recent Articles

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...

TFF on Substack

Discover more from TFF Transnational Foundation & Jan Oberg.

Most Popular

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Read More
Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Konflikthåndtering – den ny kolde krig Det internationale såkaldte “samfund” er tilstede som fredsskabere i snart sagt hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp, monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter, forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly på alert. Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner, Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser. (A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene. (B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener: På den ene side er der "fredsforstyrrerne" – slyngelstater, hitleristiske diktatorer, forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end store bogstaver og bomber...
Försoningens tid Att förlåta någon innebär att man accepterar den som handlat felaktigt och som ångrar det. Försoning är ett klarläggande och en accept av det som hänt, ett viljesmässigt beslut om att komma vidare och se framåt. Vi kan förlåta en annan människa hans eller hennes gärningar och därmed erbjuda en ny start. Vi försonas med fakta och med den skyldige och eventuellt också med att vi själva kan ha varit en medverkande orsak till att det gick som det gick. Förlåtelse och försoning handlar emellertid inte om att glömma. Ett par av mina kväkarvänner miste för några år sedan sin son och blivande svärdotter i en bilolycka, ett resultat av en annan bilists helt oansvariga manöver. Det var viktigt för dem att träffa den människa som förvållat dem så stor smärta. Straffet i sig var inte viktigt för dem utan de sade till honom: "vi kan förlåta Dig...
Ett expanderande NATO är konfliktbevarande Nato expanderar i en värld där de samlade militärutgifterna motsvarar årsinkomsten för jordens 49 procent fattigaste, skriver fredsforskaren Jan Øberg. Satsningen på Nato:s utvidgning går ut på att kämpa mot fiktiva hot och skapar exakt det man säger sig vilja undvika, ekonomisk kris, instabilitet och nya hot. Nato expanderar. De globala militära utgifterna har årligen fallit med några få procent. Men den nya teknologins slagkraft ökar. Kärnvapenindustrins forskare hotas inte av arbetslöshet. Enbart USA har en militär budget på drygt 250 miljarder dollar och världens samlade militärutgifter motsvarar årsinkomsten för de 49 procent fattigaste på klotet. Tyskland expanderar. En gång i tiden förstod man att ett förenat Tyskland måste vara neutralt. Men Gorbatjov, som gav Sovjetunionens och Warszawapaktens upplösning till Västvärlden i tron att han skulle få någonting i gengäld, serverade också ett förenat Tyskland till Nato på en silverbricka. Delvis kärnvapen-nedrustning följde liksom ryska...