Juan Cole: In Saudi Arabia, Biden Plays Defence Against Russia, China and Iran

Juan Cole

July 21, 2022

Although President Joe Biden’s trip to Saudi Arabia was ostensibly about petroleum and attempting to lower gasoline prices in the US, it doesn’t seem to me that that rationale entirely explains Biden’s about-face on Saudi Arabia. For one thing, Biden must have been told that Saudi Arabia does not have much extra capacity to put more petroleum on the market and so cannot itself lower prices. Whether OPEC will be willing to loosen the quotas for member states is unclear, and whether there is much extra capacity in the organization as a whole is a question mark.

So if it isn’t all about oil, what is driving the president’s Middle East trip? On the one hand, I think he is trying to pressure Iran into coming back to the Joint Comprehensive Plan of Action or JCPOA, the 2015 nuclear deal. If Biden could close that deal, Iran would put 2 million barrels a day on the market immediately, which would likely begin bringing down prices at the pump in short order.

On the other hand, I wonder if Biden is playing defense, trying to keep long-time US partners from switching to China and Russia.

Published initially on Juan Cole’s “Informed Comment” on July 16, 2022

Biden’s central foreign policy initiative as of last February is to defeat Russia in Ukraine or at least to make it pay an enormous price for its invasion of Ukraine. Biden has orchestrated a widespread boycott of the Russian economy by America’s European allies, and the provision of military and other aid to Ukraine.

While Biden has had some success in overcoming German skittishness about getting involved in that effort and has gotten all of the EU except for Hungary on board with ending imports of petroleum from Russia, his efforts have fallen on fallow ground in the Middle East.

No diplomatic partner of the US in the latter region has shown any interest in joining Biden’s crusade against the Russian Federation.

Even the one actual U.S. ally in the region, Turkey, despite being part of NATO, is declining to boycott Russia, though it does sell drones to Ukraine. The most Turkey is willing to do is to negotiate with Russia to allow Ukrainian grain exports, from which Turkey would benefit.

Neither Saudi Arabia nor Israel has pledged to defend the US, and so they are not allies, unlike Turkey, which fought alongside US troops as part of NATO in Korea and again in Afghanistan

Israel has been careful not to offend Russia, only yielding to US pressure on a few minor votes at the U.N. Egypt is cosying up to Russia and China, and desperately needs Russian wheat if it is to avoid another revolution.

Saudi Arabia is actually importing discounted Russian oil at a third off for its own citizens’ use and then exporting more of its own petroleum at world market prices, making a pretty penny on the transaction. The Russian oil is so deeply discounted because of US sanctions on both petroleum and on Russian bank transactions, making it difficult to move.

Not only are US partners not stepping up to boycott Russia, but some are also actively swinging to Russia and China for security and trade relations because they have developed doubts about the US commitment to them. President Barack Obama’s 2015 Iran deal shook the Arab Gulf states to their core. They liked Trump better but were aware that he could not exactly be depended on in a crunch, seeing how he threw Qatar under the bus in 2017 and was willing to break up NATO.

Russia is part of OPEC+, the extended Organization of Petroleum Exporting Countries, and coordinates on pricing efforts. What if Russia could prevail upon OPEC to tighten oil exports, bringing higher prices and more revenues both to Moscow and to the central OPEC states?

By meeting with the Saudi royal family and, on Saturday, with the Gulf Cooperation Council, Biden is attempting to forestall a stampede of these countries to China, with which most of them already do a great deal of business, and which never bothers them about not having free and fair elections. How security-linked the trip was is obvious from the agreements the White House signed in Saudi Arabia.

Article continues after bonus IC video
CBC News: “Biden fist bumps Saudi crown prince ahead of controversial meeting”

Reuters quotes Jake Sullivan, the National Security Adviser, as saying of Biden, “He’s intent on ensuring that there is not a vacuum in the Middle East for China and Russia to fill.”

Of course, Biden is also striving for further Israeli integration into the Middle East. Saudi Arabia announced Thursday evening that it was granting all countries overflight rights, which benefits Israel’s El Al, which can now save fuel by not having to skirt the kingdom.

He also wants to cement the ceasefire in Yemen, and finally end the Saudi/ UAE war on Yemen, about which Congress has been upset.

Finally, Biden is trying to establish security ties between Israel and the Gulf oil monarchies so as to make a united front against Iran. Some Washington hawks dream of a Middle Eastern NATO against Iran.

This hope is forlorn. The United Arab Emirates just announced an upgrade in diplomatic relations with Iran and said it is not interested in making a common front against Iran. Dubai is said to be a major money launderer of Iranian funds. Qatar has and will keep correct relations with Iran. The Arab states can’t coordinate too closely with Israel without giving away their own military secrets, and they are too suspicious to do that, even with each other. Being too close to Israel is also a security risk for the Arab states, whose peoples are deeply interested in the fate of the Palestinians, unlike Biden and many of the royal families.

If Biden wants to get a deal with Iran, he should take off some of Trump’s maximum sanctions, which have nothing to do with the country’s civilian nuclear enrichment program, especially the sanctions on the central bank, which hurt civilians. Tehran is not afraid of the Gulf postage stamp countries, even if they do have better relations than before with Israel.

As for defending US interests in the Middle East against Russia and China, it is too soon to say whether Biden’s personal diplomacy has done much to stop these countries from diversifying their security bets.

Please support TFF’s work for peace through research and public education. We are all-volunteer, people-financed and do not accept money from governments or corporations. In other words, one of the very last free research think tanks in this world – and for a noble purpose: Peace by peaceful – intelligent – means. It is fast, easy and secure. Click here. Thanks!

Juan Cole is the founder and chief editor of Informed Comment. He is Richard P. Mitchell Professor of History at the University of Michigan. He is the author of, among many other books, Muhammad: Prophet of Peace amid the Clash of Empires and The Rubaiyat of Omar Khayyam. Follow him on Twitter at @jricole or the Informed Comment Facebook Page.

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

TFF Associate and former Board member On 28 August 2025, France, Germany, and the United Kingdom (the EU Troika) decided to trigger the so-called “snapback mechanism” and reimpose stringent sanctions on Iran after 30 days for its alleged violation of the terms of the Iran nuclear deal, known as the Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), if Iran did not give in to their demands within 30 days. In the lawless world in which we are living at the moment, discussing the principles of international law is futile and irrelevant. We have reverted to the age of imperial dictatorship and big power dominance. This state of affairs is dangerous for the whole world, especially the Global South, which is at the mercy of the dictates of the superpowers. However, a return to the rivalry between powerful empires outside the scope of international law, which led to the two world wars,...
A slightly modified version of a text published on Sept. 1, 2025 in TMS. On August 25 Thomas Friedman, always a weathervane for political and economic establishment thinking in the West, wrote a notable column in the NY Times that was pragmatic in tone, misleading in substance, and regressive in intention. Yet it reflects a growing ambivalence toward Israel’s prolonged genocide even among longtime supporters of Israel that now highlights starvation, famine, and a gross distortion of the delivery of humanitarian aid under emergency conditions. But expressed dangerously without hiding the hope that Israel could even now restore its legitimacy without being held accountable for crimes in Gaza and despite all, still expecting to be rewarded by excluding Hamas from any further governance role in Gaza and continuing to move toward the annexation of the West Bank by formal action or through further settlement expansion. It is notable that the headline of...
Professor emeritus, TFF Associate Oxford (Special to Informed Comment; Feature) The dam has burst. Netanyahu and his far-right regime have gone too far. Public pressure on politicians in Europe and many other countries has become irresistible, forcing them to change course. Most countries, 147 of the UN’s 193 members, have formally recognized a Palestinian state, and last week, France pledged to do so at the UN meeting in September. Fourteen nations, including Canada, New Zealand and Australia, join France in a push to recognize a Palestinian state. The British Prime Minister Keir Starmer, one of Israel’s staunchest allies who even refused to condemn the Israeli blockade of food, water, medicine and fuel to the Palestinians after the terrible events of 7th October, has buckled under the pressure of public opinion. More than 255 MPs of all parties signed a letter addressed to the prime minister in which they urged him to...

Recent Articles

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...

TFF on Substack

Discover more from TFF Transnational Foundation & Jan Oberg.

Most Popular

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Read More
Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Konflikthåndtering – den ny kolde krig Det internationale såkaldte “samfund” er tilstede som fredsskabere i snart sagt hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp, monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter, forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly på alert. Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner, Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser. (A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene. (B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener: På den ene side er der "fredsforstyrrerne" – slyngelstater, hitleristiske diktatorer, forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end store bogstaver og bomber...
Försoningens tid Att förlåta någon innebär att man accepterar den som handlat felaktigt och som ångrar det. Försoning är ett klarläggande och en accept av det som hänt, ett viljesmässigt beslut om att komma vidare och se framåt. Vi kan förlåta en annan människa hans eller hennes gärningar och därmed erbjuda en ny start. Vi försonas med fakta och med den skyldige och eventuellt också med att vi själva kan ha varit en medverkande orsak till att det gick som det gick. Förlåtelse och försoning handlar emellertid inte om att glömma. Ett par av mina kväkarvänner miste för några år sedan sin son och blivande svärdotter i en bilolycka, ett resultat av en annan bilists helt oansvariga manöver. Det var viktigt för dem att träffa den människa som förvållat dem så stor smärta. Straffet i sig var inte viktigt för dem utan de sade till honom: "vi kan förlåta Dig...
Ett expanderande NATO är konfliktbevarande Nato expanderar i en värld där de samlade militärutgifterna motsvarar årsinkomsten för jordens 49 procent fattigaste, skriver fredsforskaren Jan Øberg. Satsningen på Nato:s utvidgning går ut på att kämpa mot fiktiva hot och skapar exakt det man säger sig vilja undvika, ekonomisk kris, instabilitet och nya hot. Nato expanderar. De globala militära utgifterna har årligen fallit med några få procent. Men den nya teknologins slagkraft ökar. Kärnvapenindustrins forskare hotas inte av arbetslöshet. Enbart USA har en militär budget på drygt 250 miljarder dollar och världens samlade militärutgifter motsvarar årsinkomsten för de 49 procent fattigaste på klotet. Tyskland expanderar. En gång i tiden förstod man att ett förenat Tyskland måste vara neutralt. Men Gorbatjov, som gav Sovjetunionens och Warszawapaktens upplösning till Västvärlden i tron att han skulle få någonting i gengäld, serverade också ett förenat Tyskland till Nato på en silverbricka. Delvis kärnvapen-nedrustning följde liksom ryska...