US and UK involved in killing of Yemen’s school children

The evidence that has come out from the UN and NGOs makes clear, without any reservation or ambiguity, that on August 9th dozens of school children on a bus in Yemen were killed by a Saudi Arabian air-strike, and that American supplied weapons had been used, and probably British too.

Criticism of Saudi Arabia and its partner in crime, the United Arab Republic, has been increasing over the last year.

The US is not a partner in the actual fighting but, started by President Barack Obama and continued on a larger scale by President Donald Trump, the US doesn’t only provide weapons it has provided intelligence, warplane refueling and guidance technology for missiles and bombs.

This is reminiscent of when the US supported Saddam Hussein’s war against Iran, some years before Saddam himself became the West’s opponent. Although Saddam used a weapon of mass destruction – chemicals – the US, then led by Ronald Reagan, such was its obsession with the sometimes militant Islamism of Iran, stooped low and turned a blind eye. It also provided intelligence to Iraq.

Today the justification for the arms sales to Saudi Arabia is that Iran is meddling in the civil war aiding the dissident Houthis. The Houthis are no paragon of virtue but neither are they able to engage in bombing from the air.

There are calls that Saudi Arabia, the US and the UK be referred to the International Criminal Court, and its leaders prosecuted for war crimes. Charges against the US are already being considered by the Court for actions committed in Afghanistan.

Apart from the criminality of these child-killings these countries are in breach of the UN Arms Treaty. Governments that sign up pledge to halt the export of weapons they think will be used in defiance of international humanitarian law.

Every country in the European Union has ratified the Treaty. Britain, ironically, when the Treaty was being drafted, was a strong supporter. Barack Obama signed the Treaty but Congress has refused to ratify it. Russia and China have stayed away from it, as has Canada until now.

Supporters of British arms’ policy towards Saudi Arabia say that the UK’s edge in military aviation depends on sales to Saudi Arabia. However, in 2008 the UK High Court ruled that Prime Minister Tony Blair broke the law when he halted an inquiry into corruption in a massive arms deal with Saudi Arabia. It was Britain’s greatest ever export contract.

On March 26th 2015 the Obama Administration announced that it would start providing to Saudi Arabia and its Gulf allies logistical and intelligence support. A day later at a Senate Armed Services Committee hearing the US Central Command commander, General Lloyd Austin, the general in charge, was asked what the ultimate goal of the air campaign was and to estimate its likelihood of success.

Austin replied, “I don’t currently know the specific goals and objectives of the Saudi campaign against Yemen, and I would have to know that to be able to assess the likelihood of success.”

Shortly after an anonymous Pentagon official said, “If you ask why we are backing this war is that we weren’t going to be able to stop it”.

Off-the-record comments by Obama officials said that the military aid was a way to win the Gulf countries’ support for the Iran nuclear deal (now abandoned by Trump) which limits how far Iran can procede with its nuclear activities.

Today the US military claims that it doesn’t even track the results of the Yemeni missions that its forces are involved in.

Trump and his Secretary of State, Mike Pompeo, have said not a word about the school children atrocity. They have delegated the problem to the UN which over recent years has sent its peace envoys to try to arbitrate the conflict and provided humanitarian aid.

The US and the UK don’t learn from the mistake they made in toppling the regime of Saddam Hussein which unleashed anarchy inside Iraq. Whenever the US intervenes in the Middle East or supports others’ interventions it creates more problems than it solves.

Fighting Iran’s proxies with the US’s own proxies is the latest bad idea.

Obama should never have tried to make the nuclear treaty with Iran more palatable to its Middle East allies and the Senate by militarily, if indirectly, confronting Iran. Making use of that benign time it should have engaged in negotiating the issues that Iran felt strongly enough about to use military force – supporting Assad in Syria, Hezbollah in Lebanon and the Houthis in Yemen are the three (although the support for the Houthis is much less than is often made out).

Given the goodwill generated by the nuclear accord Iran could have continued to be a friendly negotiating partner.

Such negotiations would probably only bring slow results but it would be more productive than confrontation.

The US seems never to miss an opportunity to miss an opportunity.

Copyright: Jonathan Power

jonathanpowerjournalist.com

jonatpower@aol.com

Read more: Western Arms Trade To The Middle East: Nor for Peace and Nothing Learnt

 

 


Warning: Array to string conversion in /home/u133848308/domains/sandbox-alot.com/public_html/transnational/wp-content/plugins/elementor/core/dynamic-tags/manager.php on line 66

Warning: Array to string conversion in /home/u133848308/domains/sandbox-alot.com/public_html/transnational/wp-content/plugins/elementor/core/dynamic-tags/manager.php on line 66

Warning: Array to string conversion in /home/u133848308/domains/sandbox-alot.com/public_html/transnational/wp-content/plugins/elementor/core/dynamic-tags/manager.php on line 66

Foreign affairs columnist, film-maker and author

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Jan Oberg May 15, 2026 Go to this Fox News page and scroll the whole way down: President Donald Trump tells the world that his meeting with President Xi Jinping yielded a lot of very concrete political and economic results – of course, only where the Chinese side, according to him, agreed with him. He does not mention the Taiwan issue, but Secretary of State, Marco Rubio, says that it did not feature prominently in their talks and that the US policy on Taiwan has not changed. Then go to China Daily – or Global Times – and you will see that for the Chinese it is framework, principles, structure of cooperation etc. that matters – all embedded in the overall idea of “constructive bilateral relationship of strategic stability.” Nowhere is any concrete agreement or deal – all that Trump refers to – mentioned. At the general level, this gives you insights into the very different social...
The MIMAC – Military-Industrial-Media-Academic Complex – drives the world’s rampant militarism and wars without end. Here is a short reflection of how it works against all interests of humanity. #5 deals with why there is no real enemy or threat images/analysis. It’s all ex-post constructions. And, btw, theTFF Peace Pulse is now on Rumble.
Jan Oberg, TFF director April 28, 2026 In this third TFF Peace Pulse, I make the important distinction between the violence and the conflict that violence is a symptom of. If you want peace, focus on the underlying conflict because that is the key to resolution, peacemaking, and a better future for the parties. The West is obsessed with violence, just look around you – and 90+ per cent of the public debate is about military issues and other violence – totally wasted for peace. These Peace Pulses will only be published here a few times. You will also not find them on YouTube and Vimeo because both platforms have blocked TFF and me; you know, peace is dangerous these days. Most TFF’s videos since 2007 are now on Rumble.

Recent Articles

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...

TFF on Substack

Discover more from TFF Transnational Foundation & Jan Oberg.

Most Popular

Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Read More
Burundi – hopp om fred Burundi, var är det nu det ligger? Det är nånting med Hutsier och Tutuer – eller vad de nu heter – som mördar varandra med machete-knivar, nånting med fattigdom, korruption, militärdiktatur, nöd och elände? Det hopplösa, mörka Afrika i ett bananskal, eller hur? Tja. Jag har precis varit där. Det ligger naturligtvis någonting i det. Och det finns en del orsaker till att vi inte ser mycket om landet i massmedia. En av dem är att det inte försiggår något folkmord just nu, ingen naturkatastrofer, ingen kupp. Det finns ingen misslyckad FN-mission, USA och EU har få intressen, Madeleine Halfbright har inte sagt något om det nyss, NATO:s Solana ser inte bombningar i Burundi som viktiga för firandet av alliansens 50-årsdag i april. För en tid sedan då 50 människor mördades strömmade hundratals journalister med CNN i spetsen till Burundi…men för att snabbt försvinna till Kongo...
Burundi – håb forude Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget med Hutsier og Tutuer – eller hvad de nu hedder – der laver folkemord med machete-knive på hinanden, noget med fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i en bananskal, ikke? Tjah. Jeg har lige været der. Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en del årsager til at man ikke hører særligt meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke foregår noget folkemord for tiden, ingen naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO’s Solana ser ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for alliancens 50årsdag. For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med CNN i spidsen dertil . . . men...
Rambouillet (Rambo-Yeah) og Rashid Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags ‘forhandling’ og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer...
Konflikthåndtering – den ny kolde krig Det internationale såkaldte “samfund” er tilstede som fredsskabere i snart sagt hver eneste konflikt og krig med sine diplomater, soldater, genopbygningshjælp, monitorer, jurister, ambassadører, fredsbevarere, mæglere, politi, eksperter, forhandlere og med agenter, satelliter, hangarfartøjer og kampfly på alert. Fredsforstyrrende fraktioner skal bringes til det berømte forhandlingsbord omkring hvilket de under det internationale samfunds pres skal sige ja til fredsplaner, Den generelle, tidstypiske mediedækning af politiske konflikter og krige befæster mere eller mindre bevidst to dybt misvisende, men funktionelle, opfattelser. (A) Konflikter handler om gode versus mindre gode aktører og konfliktløsning er følgelig et spørgsmål om at straffe de onde og belønne de gode, ofrene. (B) Verden er opdelt i to parter, ja der er to verdener: På den ene side er der "fredsforstyrrerne" – slyngelstater, hitleristiske diktatorer, forfejlede stater, primitive og onde aktører, terrorister, folk der ikke forstår andet end store bogstaver og bomber...
Försoningens tid Att förlåta någon innebär att man accepterar den som handlat felaktigt och som ångrar det. Försoning är ett klarläggande och en accept av det som hänt, ett viljesmässigt beslut om att komma vidare och se framåt. Vi kan förlåta en annan människa hans eller hennes gärningar och därmed erbjuda en ny start. Vi försonas med fakta och med den skyldige och eventuellt också med att vi själva kan ha varit en medverkande orsak till att det gick som det gick. Förlåtelse och försoning handlar emellertid inte om att glömma. Ett par av mina kväkarvänner miste för några år sedan sin son och blivande svärdotter i en bilolycka, ett resultat av en annan bilists helt oansvariga manöver. Det var viktigt för dem att träffa den människa som förvållat dem så stor smärta. Straffet i sig var inte viktigt för dem utan de sade till honom: "vi kan förlåta Dig...
Ett expanderande NATO är konfliktbevarande Nato expanderar i en värld där de samlade militärutgifterna motsvarar årsinkomsten för jordens 49 procent fattigaste, skriver fredsforskaren Jan Øberg. Satsningen på Nato:s utvidgning går ut på att kämpa mot fiktiva hot och skapar exakt det man säger sig vilja undvika, ekonomisk kris, instabilitet och nya hot. Nato expanderar. De globala militära utgifterna har årligen fallit med några få procent. Men den nya teknologins slagkraft ökar. Kärnvapenindustrins forskare hotas inte av arbetslöshet. Enbart USA har en militär budget på drygt 250 miljarder dollar och världens samlade militärutgifter motsvarar årsinkomsten för de 49 procent fattigaste på klotet. Tyskland expanderar. En gång i tiden förstod man att ett förenat Tyskland måste vara neutralt. Men Gorbatjov, som gav Sovjetunionens och Warszawapaktens upplösning till Västvärlden i tron att han skulle få någonting i gengäld, serverade också ett förenat Tyskland till Nato på en silverbricka. Delvis kärnvapen-nedrustning följde liksom ryska...