For et par måneder siden erklærede den islandske præsident at folketinget, Det Hvide Hus og traditionelle magtinstanser næsten er blevet et ”side show” i forhold til sociale medier. Ligeså stille bevæger vi os væk fra nationalstaten som den suveræne magtinstans til globale netværk i forskellige udformninger. Med andre ord er det folk som dig og mig, der har ansvar for, hvor verden bevæger sig hen. Men hvilke værdier skal vi handle efter i denne nye verdensorden?

Moralsk tomrum
I Danmark er mange værdier blevet sideordnede. Fordi vi har indset, at jeg ganske rigtigt ser verden fra mit perspektiv, mens du ser verden fra dit, har vi konkluderet at alt er lige godt. Om du bruger dine penge på designermøbler eller sender dem til Afrika er stort set hip som hap. Lige bortset fra at det første er mere hipt. Enhver må leve sit liv som han vil, sålænge han ikke forvolder skade mod andre og iøvrigt betaler sin skat.

I dette normative tomrum opstår en masse divergerende teorier om, hvordan man bør leve sit liv. Hvordan man bør klæde sig, opdrage sine børn, lede sin virksomhed og ikke mindst, hvilket føde man må indtage. Den ene dag giver det kræft at spise æg, den næste dag er det sundt for håret. Det normative input mangler på én gang substans, konsistens og mening, der rækker udover os selv.

Det samme er tilfældet på det religiøse felt. Ligesom bogtrykkerkunsten hjalp til at udbrede biblen har internettet givet anledning til en helt ny tilgang til religion – hvad den danske forfatter, Morten Thomsen Højsgaard, kalder google buddhisme.

Denne form for spiritualitet indebærer, at man krydrer sit ellers sækulære liv med diverse indput fra forskellige spirituelle retninger, som man selv samensætter (jf. søger på google). For at religion ikke blot bliver et projekt på linie med andre narcisistiske foretagender, mangler vi også her et moralsk kompas til at navigere i dette net af ideer, teorier og praksiser.

Globale netværk
Forleden snakkede jeg med en 12 årig pige, der var dybt engageret i Japan med alt fra manga og suchi til japansk humor og politiske forhold. Hun sad klistret til dr-update hele dagen efter tsunamien og føler lige stor forbundethed med hændelser i Japan som i fx Norge.

Og hun er ikke den eneste. Om det er Liberal Alliance der oprigtigt bekymrer sig om den globale konkurrence, soldater der sendes til Afghanistan, patienter der behandles af irakiske læger eller min mormor, der har sat sig for at lære kinesisk.

På finurligvis er vi alle forbundet på kryds og tværs. Mine bukser er syet af børn i Indien, mine bananer er fra Mellem Amerika, min computer fra USA og metallerne heri fra Afrika.

Hvis vi skal tage de fulde konsekvenser af denne forbundethed, må vi erkende vores ansvar. Ligesom vi har empati og ansvar for vores nærmeste familie i kraft af vores indbyrdes afhængighed, kan vi ligeledes have dette for vores nation, religiøse fællesskab – ja sågar for hele kloden. Vi kan udvikle globalt medborgerskab og udvide vores horisont til global bevidsthed.

Men er det overhovedet muligt at se verden i et globalt perspektiv? At lægge låg på debatten om en enlig mors budget og fokusere på, hvordan vi kan skabe et velfærdsamfund på verdensplan, så vores arbejdspladser ikke ryger til Kina?

En af de ting der muliggør global bevidsthed er moderne teknologi. De nye medier gør det meget vanskeligt at undgå input fra andre steder på kloden – pludselig står oprørerne fra det arabiske forår midt i vores stue og råber på frihed.

På mange måder er internettet en analogi for de globale netværk som vi alle indgår i, forbundet på kryds og tværs i et net af uendelig kompleksitet. Samtidig er internettet et af de værktøjer, der muliggør globalt engagement. Fx har organisationen Avaaz over ti millioner medlemmer verden over, der skriver emails og støtter sager om klimaaftaler, menneskerettigheder og demokrati.

Ansvar og guldskeer
Men det individuelle ansvar i forhold til verden må række udover ”kliktivisme” og være en del af vores valg i dagligdagen. For at leve op til et sådant ansvar mener jeg vi har brug for to ting: 1) et moralsk kompas og 2) konkrete handlingsmuligheder for at bidrage.

Jeg har her understreget ansvar og empati for folk på den anden side af kloden som passende værdier til den måde verden hænger sammen på i dag. Jo større perspektiv jo bedre.

Problemet er, at det er umuligt at opstille endegyldige regler, der til enhver tid kan fortælle, hvad der er det rigtige at gøre. Tidernerne skifter konstant og hvad der er passende i én situation er måske tåbeligt i en anden. Vi må derfor skærpe vores opmærksomhed og være bevidste i enhver situation for at komme med en passende respons. Hvad er virkelig min intention med denne handling? Gør jeg det også for et højere formål? Har jeg set situationen i det størst mulige perspektiv?

Her kommer problematikken om vores handlemuligheder ind i billedet. For selv hvis jeg oprigtigt ønskede at handle etisk og globalt – hvilke muligheder har jeg herfor uden nødvendigvis at sætte hele mit liv over bord?

Jeg tror der er virkelig mange, som inderligt ønsker at gøre en forskel, men ikke helt ved hvor de skal sætte ind. Vi må skabe flere handlingsmuligheder sammen, undersøge hvordan vi hver især bidrager bedst og bygge skoler hvor initiativ, global bevidsthed og mod på at forandre verden styrkes.

Netop fordi vi ikke længere blot kan slå op i en enkelt bog for at finde svar på de udfordringer vi står overfor i dag, har vi brug for at sætte os sammen og diskutere, i hvilken retning vi gerne vil dreje udviklingen.
Vi er ikke blot ansvarlige for verden, fordi vi er en del af den, men også fordi vi tilhører den mest priviligerede del af den.

Med andre ord: os der er født med en guldske i røven må se at få fingeren ud – der er simpelthen ikke plads til begge dele.