March 2003

LONDON – War, the systematic and organised use of violence with all its bestial destructiveness, is peculiar to the most advanced of animals, man. Writing in the early sixteenth century, Erasmus considered war “unnatural”. “Animals do not make war on one another. Whoever heard of 100,000 animals rushing together to butcher each other, as men do everywhere?” It was the European thinkers of the eighteenth century Enlightenment who saw the issue of war in perhaps more realistic terms. “Want of a common judge with authority puts all men in a state of nature,” wrote John Locke. Or as Michael Howard, the distinguished war historian, has written more recently, “War is an inherent element in a system of sovereign states which lack any supreme and acknowledged arbiter.” There is probably something in this. After all, the few societies which have never practised war appear to have a common ingredient, a homogeneous culture...

I write with a heavy heart. Our cause has shifted from trying to prevent a needless war to seeking to end an illegal war. The audacity of the Bush administration takes one’s breath away.  The United States is bombing Baghdad, engaged in its “shock and awe” strategy. Shock yes, but there is no awe. To suggest awe reflects only the arrogance of the Bush militarists. US attacks on Iraq are shocking and awful.  Shocking that we are at war in violation of international law and our Constitution.  Shocking that our government is committing aggressive warfare, which is a crime. Shocking that a large majority of the US Congress has been so compliant and cowardly, handing over their responsibility to declare war to the president. By giving up their Constitutional powers, Congress is putting the future of our Republic in jeopardy.   Shocking that Bush has demonstrated contempt for the strongly held...

Da Sikkerhedsrådet i 1991, i kølvandet på Golfkrigen, besluttede om inspektioner og sanktioner, må det have lidt af nogen grad af hybris. Irak skulle straffes for invasionen af Kuwait – og Irak invaderede Kuwait og det var tåbeligt og ulovligt at gøre. Sanktioner skulle sætte pres på regimet og, håbede man, få folket til at vende sig mod ledelsen. Så hårde som sanktionerne var, var de beregnet for kun at skulle gælde i kort tid, den tid det formodedes at tage at finde og ødelægge Iraks masseødelæggelsesvåben. Krigens vindere dikterede vilkårene. Irak, taberen, skulle adlyde betingelsesløst. Ophævelsen af sanktionerne blev gjort afhængig af afleveringen til sikkerhedsrådet af en rapport, som fastslog, at alt, hvad der kunne anvendes til fremstilling af kerne- biologiske eller kemiske våben, var fundet og ødelagt, at der ikke var noget af den slags tilbage nogetsteds i Iraq. Her er den fælde, som forårsagedes af sejrherrernes hybris....

I går “anbefalede” Washington, at inspektørerne fra IAEA og UNMOVIC så vel som alt FNs humanitære personale fra UNOHCI skulle forlade Irak så hurtigt som muligt. FNs mission i den demilitariserede zone mellem Kuwait og Irak (UNIKOM) var allerede under evakuering. Disse missioner er FN missioner. De er i Irak på grundlag af en Sikkerhedsrådsbeslutning. De er der, for at tilvejebringe fred med fredelige midler og for at hjælpe borgerne i Irak. Efter et kort sikkerhedsrådsmøde bag lukkede døre, oplyser generalsekretær Kofi Annan verden om, at disse missioner har fået besked på at tage sig ud. Det ser altså ud til, at ét medlem udsteder en ultimativ “anbefaling” og FN adlyder og dermed lader det irakiske folk i stikken for at blive truet, ydmyget, dræbt, såret og i løbet af få uger sulte. Artikel 99 i FNs Charter fastslår, at generalsekretæren “kan forelægge sikkerhedsrådet ethvert spørgsmål, som efter hans opfattelse...

I write with a heavy heart. Our cause has shifted from trying to prevent a needless war to seeking to end an illegal war. The audacity of the Bush administration takes one’s breath away.  The United States is bombing Baghdad, engaged in its “shock and awe” strategy. Shock yes, but there is no awe. To suggest awe reflects only the arrogance of the Bush militarists. US attacks on Iraq are shocking and awful.  Shocking that we are at war in violation of international law and our Constitution.  Shocking that our government is committing aggressive warfare, which is a crime. Shocking that a large majority of the US Congress has been so compliant and cowardly, handing over their responsibility to declare war to the president. By giving up their Constitutional powers, Congress is putting the future of our Republic in jeopardy.   Shocking that Bush has demonstrated contempt for the strongly held...

While President Bush and President Hussein surely differ in many respects, this piece of homespun philosophy argues that they also display surprising similarities. Bush and Hussein, as well as their respective bands of cheering supporters, try to convince the rest of us that they share absolutely no characteristics and have nothing in common with each other. This is undoubtedly part of the (subjective) truth, but it is never the whole truth about a conflict. While not denying the differences, this article turns the spotlight on the similarities. Conflicts usually put the disagreement between the parties on display, and the parties to a conflict usually emphasise how different they themselves (the good guys) are from the others (the bad guys). Thus, it is perfectly normal that conflicting parties deny that there could be any similarities between “them” and “us”! But professional conflict-analysts know that no conflict is possible unless the parties...

Mens præsident Bush og præsident Hussein bestemt er forskellige på mange punkter så argumenterer dette lille stykke hjemmefilosofi for, at de også udviser overraskende ligheder. Bush og Hussein og deres lille klike prøver på at overbevise resten af os om, at de slet ikke deler nogen egenskaber og at de aldeles intet har til fælles. Det er ubetvivleligt en del af sandheden (den subjektive), men det er aldrig hele sandheden om nogen konflikt. Uden at benægte forskellene vil denne artikel belyse lighederne. Konflikter udstiller sædvanligvis parternes uenighed og parterne i en konflikt er tilbøjelige til at understrege, hvor forskellige de selv (de gode) er fra de andre (de onde). Det er således helt normalt, at de stridende parter nægter, at der skulle kunne være nogen ligheder mellem “dem” og “os”. Men professionelle konfliktanalytikere ved, at ingen konflikt er mulig, hvis ikke parterne også er fælles om noget. Et stridende par...

President Bush och president Hussein är visserligen olika i många avseenden. Men i detta stycke hemvävda filosofi hävdas att de också uppvisar förvånansvärt många likheter. Bush och Hussein, liksom deras respektive gäng av hurrande supportrar, försöker övertyga oss övriga att de absolut inte har några gemensamma kännetecken. Det är otvivelaktigt en del av (den subbjektiva) sanningen. Men det är aldrig hela sanningen om en konflikt. Utan att bestrida olikheterna, vill jag med denna artikel belysa likheterna. Konflikter uppvisar vanligtvis skiljaktigheter mellan parterna. Parterna i en konflikt betonar vanligtvis också hur olika de själva (de goda) är i förhållande till de andra (de onda). Det är således fullständigt normalt att parter som är i konflikt med varandra förnekar att det skulle kunna finnas några likheter mellan “dem” och “oss”! Men de som yrkesmässigt analyserar konflikter vet att ingen konflikt är möjlig om inte också parterna har någonting gemensamt. Två grälande äkta...

There comes a time when the prevarications and faulty logic of official policy become so extreme that only satire can shed light on the truth. We have reached such a point with respect to the warmongering of the United States and Britain in relation to Iraq’s alleged possession of a threatening stockpile of chemical and biological weapons. George Bush and Tony Blair are trying to impose a deadline of March 17th, just days away, for Saddam Hussein to prove that he does not have weapons of mass destruction. If Bush and Blair succeed in getting the support of the UN Security Council for this, they are prepared to proceed to war. From their pronouncements, they seem determined to proceed to war even without Security Council approval. But how can Hussein prove that he doesn’t have something? What would the proof be that something doesn’t exist? If he were asked to...

Krig er intet alternativ For mange af os er krig som metode til at løse politiske problemer noget utænkeligt, uciviliseret, forældet. Som Gerhard Schröder sagde i sin begrundelse for at modsætte sig angrebet på Irak: krig må aldrig opfattes som en brugbar politisk metode. Denne holdning præger hele fredsbevægelsen og udtrykkes f.eks. i mange af de over 100 slogans, som findes på en enkelt demonstration for fred i San Francisco i januar 2003: War is stupidNot in my nameBig boys use wordsWar is simply not healthyThis war is wrongBasta, enough Eller, mere alvorligt: put an end to war, or war will kill mankind. Men vi må nu tænke det utænkelige, for krigen er virkelig og den nærmer sig alt for hastigt. Konsekvenserne er dystre. En FN-rapport forudsiger flere hundrede tusinde op til 500.000 døde i krigens første faser. Angsten er der allerede blandt Iraks børn og Amerikas mødre, og derefter lidelser, meningsløs...

När säkerhetsrådet i kölvattnet på Gulfkriget beslutade om inspektioner och sanktioner måste det har drabbats av något slags hybris. Irak skulle straffas för invasionen av Kuweit – och invaderade gjorde Irak och dumt och olagligt var det. Sanktioner skulle sätta press på regimen och, hoppades man, vända folket mot ledningen. Sanktionerna var hårda och de var uppgjorda för att pågå en kort tid, den tid som antogs behövlig för att hitta och förstöra Iraks massförstörelsevapen. Krigets segrare dikterade villkoren. Irak, som förlorat, tvingades lyda villkorslöst. Hävandet av sanktionerna gjordes beroende av att en inspektionsrapport inlämnades till säkerhetsrådet som skulle uttala att allt som kunde användas vid framställning av kärnvapen eller biologiska eller kemiska vapen hade påträffats och förstörts och att ingenting fanns kvar någonstans i Irak. Här har vi fällan som gillrats av segrarens hybris. Detta har lett till att sanktionerna är vårt moraliska problem; vi behandlade detta i PressInfo...

The United States is by circumstance and design an emergent global empire, the first in the history of the world. Prior empires have had frontiers and boundaries, although occupying large expanses of territory, and exerting control from a distant center that due to available technologies of communication and transportation were further away in time than is any part of the global from Washington. In purely temporal terms, the American Empire is thus smaller than earlier great empires associated with China, the Ottomans, the Persians, the Austro-Hungarian, and the overseas empires of the British, French, Dutch, Spanish, and Portuguese. It is important to appreciate the consequences of an empire of global scope. Such an empire, to the extent that it is established and sustained without significant resistance, raise a special challenge to world order. Over the course of modern history, in particular, stability in international relations has been maintained primarily by...