De forslag, der præsenteres her, er alene fremsat udfra en dyb bekymring over situationen i Makedonien, som stadig forværres. Det er en goodwill handling fra TFF.
Vi vil hjælpe alle i Makedonien med at styrke deres tro på fred og med at arbejde for den med håb og med ihærdighed. Denne PressInfo skal stimulere bekymrede borgere og politikere i Makedonien, på Balkan og andre steder i verden til at fremkomme med ideer, der kan hjælpe med at vende Makedoniens kurs væk fra afgrunden.
De synes måske at nogen af ideerne og forslagene er “urealistiske”. Men ser man nøjere på problemet; vil man opdage at ideen om krig og drab for at løse sociale og psykologiske problemer og frembringe fred er endnu mere urealistisk.
De, der insisterer på at løse konflikter fortrinsvis eller udelukkende ved fredelige midler er i overensstemmelse med FN pagten. Konflikter er noget der bare sker, noget der forekommer og er naturlige elementer i enhver menneskelig gruppe under udvikling. Men vi må begynde med at konstatere, at vold kun tilføjer et nyt problem, ikke giver nogen løsning. Det er nemt at afstå fra vold, når man lever i fred og harmoni. Den virkelige prøve på civilisationen er, om vi kan slås som civiliserede væsener eller ej, netop når vi har mest lyst til at trykke på aftrækkeren.
Folkene på Balkan og det såkaldte internationale samfund har trykket på tilstrækkelig mange aftrækkere. Makedoniens problemer er farligere end de fleste vi har set, fordi de for første gang kan flyde over til andre lande, som ikke var dele af det tidligere Jugoslavien. Derfor kræver håndteringen af de sammensatte problemer i dagens Makedonien ny tænkning og modige initiativer.
For at sige det direkte, det er ikke nok at enkelte diplomater kommer på et besøg af nogen timers varighed og vrider deres tomme hænder på Solana-vis. Krigens lyde drukner deres pressekonference-mantras om “fremskridt” og “forståelse” og “stop volden”.
Numrene i det følgende angiver ikke en prioriteret rækkefølge. Nogen ting kan gøres af nogen aktører, mens andre gør noget af det øvrige. Det er netop det, fred handler om: en flerhed af hinanden understøttende skridt, snarere end en lineær proces.
1. Etablér en national Sandheds- og Sameksistens Kommission.
De fleste krige muliggøres gennem propaganda, løgne, skabelse af fjendebilleder gennem rygter, trusler og bedrag. De næres af usandhed. Derfor er skabelsen af sandhedskommissioner ikke kun relevant efter en krig, men også før en krig. På den måde kan enkeltpersoner lægge facts på bordet og de kan diskutere deres opfattelser af, hvad der er sandt og hvad der ikke er. De fleste deltagere i en konflikt har en sandhed, men har tilbøjelighed til at glemme, at deres sandhed ikke er den eneste eller fulde sandhed.
I Makedoniens tilfælde kunne en sådan kommission have karakter af en høring. Vi forestiller os en fjernsynsproces, der dækker hele nationen, hvor alle sider kan komme med sine synspunkter, bekymringer og frygt, men også berette om dem, som faktisk allerede lever sammen og respekterer hinanden.
Udsendelsen skulle vare adskillige timer om dagen gennem en uge eller to. Eksperter, almindelige borgere, NGO repræsentanter, teologer, socialarbejdere, lærere, i det hele taget folk fra forskellige samfundsområder skulle inviteres til at komme og fremlægge deres ærlige tanker og meninger om Makedoniens mest presserende problemer. Alle etniske grupper skulle være med. I et samfund som Makedonien, hvor det at se fjernsyn er en vigtig daglig aktivitet, skulle seerne såmænd nok sidde klistret til skærmen.
Journalister, eksperter i Balkanproblemer og psykologer skulle stille vidnerne spørgsmål med det ene formål at afklare synspunkterne og de formodninger, der ligger bag. “Sådan som jeg forstår Dem Hr. A, har De den opfattelse, at albanerne ikke har samme rettigheder som makedonerne. Kan De fortælle os hvilke rettigheder, det er, de ikke har, men som de efter Deres opfattelse skulle have? I hvilke af samfundets sektorer synes De, at det er vigtigst? Kan De beskrive tydeligere, hvilke kriterier De bygger Deres synspunkt på: deres andel af befolkningen, uddannelsesniveau, fortrinsbehandling eller noget andet? Vær venlig at forklare!”
Der skulle ikke være nogen bedømmelse af, hvad der ret eller vrang, ingen svaren tilbage, ingen diskussion. Det eneste formål skulle være – overfor alle – at skabe klarhed, forståelse og give alle en sjælden lejlighed til at lytte til, hvad de forskellige parter, priviligerede og underpriviligerede, højre og venstre, moderate og mindre moderate har at sige, ærligt og alvorligt og med værdighed.
Hvem skulle stille disse rent opklarende spørgsmål? Hjemlige og neutrale fremmede journalister, eksperter, psykologer, måske forhenværende eller pensionerede FN-diplomater, som kender landet godt fra dengang de arbejdede i UNPREDEP missionen.
Der vil være behov for at kaste lys på voldelige begivenheder. Spillereglerne skulle være: a) vidnerne må ikke udpege, hvem der udøvede volden mod dem; de må kun beskrive, hvad der skete; b) vidnerne må kun berette, hvad de har oplevet, ikke hvad de har hørt.
Ideelt skulle kommissionen eller høringen ledes af en eller to personer med et antal kommissionsmedlemmer, hvis integritet, fairness og upartiskhed ingen i Makedonien kan betvivle. Det kan være makedonske borgere, fremmede eller en blanding.
Et sådant initiativ ville hjælpe alle til at lytte og ikke kun tale, til at se tingene fra forskellige vinkler og ikke kun fra “vores” side. Folk, som ikke har lagt mærke til det før, vil opdage, at der er anstændige og gode mennesker med helt legitime bekymringer på “den anden” side. De vil lære, hvordan “de andre” ser sig på “os selv.” Sådanne processer åbner almindeligvis op for gensidig forståelse, medfølelse og måske forsoning. Det kan sætte en – meget nødvendig – bremse på polariseringen, frygten, hadet og krigspsykosen.
Den del af denne proces, hvor folk fortæller deres historier om, hvordan de lever fredeligt sammen, hvordan de er venner eller hvordan de samarbejder over etniske skel, vil uden tvivl være vigtig i en situation som den nuværende hvor alle i stigende grad fokuserer på deres forskelligartethed. Krigslignende situationer gavner ekstremister på begge sider; derfor må ingen mulighed for at bringe moderate fra alle sider sammen forspildes.
Selvfølgelig kræver en sådan Sandhedskommission er nærmere planlægning. Her har vi blot præsenteret ideen som helhed.
2. Hold en brainstorm for hele nationen for at skabe ideer om et fredeligt Makedonien.
Hver morgen en historie i radioen. En eller flere borgere får 10 min. til at fortælle, hvad de allerede har gjort for at fremme gensidig forståelse over etniske og andre skel, eller de ringer ind for at fortælle, hvad de synes de selv eller regeringen skal gøre for at opretholde freden. Man kan forestille sig, at regeringen opretter en hjemmeside med chat room, organiserer konkurrencer og stimulerer aktiviteter, der får folk til at komme med ideer for et bedre Makedonien.
Uanset sektor eller problem: hvordan ville jeg/vi gerne have Makedonien til at se ud om 10 eller 20 år? Her præsenterer vi vore forslag og ideer i den retning! Skolelærere skulle engagere eleverne. Sygeplejersker skulle fortælle, hvad de synes, der skal gøres for at forbedre sundheds- og sygeplejesektoren. NGOer kunne komme med forslag, der kunne give et renere miljø. Ærlige mennesker kunne deltage med deres ideer til reduktion af korruptionen og foreslå en sundere økonomisk politik. Bønder kunne berette, hvordan de samarbejder i det daglige og hvilken støtte, de i øvrigt har brug for.
Dette forslag om brainstorm har to mål: For det første vil det øge alles fornemmelse af deltagelse og håb. For det andet kunne det bidrage til at omforme manges bevidsthed fra frygt, fjendskab og håbløshed til at værdsætte Makedoniens kvaliteter og muligheden af at leve fredeligt sammen. Det er vigtigt at hjælpe folk til at forstå, hvad de har i dag og hvad der sættes på spil, hvis man tillader krigspsykologien at sprede sig.
Alle ideerne skulle gå direkte ind til de besluttende organer, de skulle stimulere partier og regeringen til at være imødekommende på nye måder og lytte til al den skabende energi, som kan frigøres i et hvert samfund, hvis folk får chancen &endash; chancen at give freden en chance.
Selvfølgelig vil ikke alle ringe ind til et radioprogram og alle har heller ikke adgang til Internet. Men der kan stadig skrives almindelige breve – unge kan hjælpe de gamle, computernørder kan hjælpe dem, der ikke kender til teknikken med at få deres ideer igennem.
Dette initiativ ville ikke alene styrke ønsket om fred og frigøre positiv energi, det vil også gøre demokratiet mere nærværende og ægte i folkets øjne. Det kan med sikkerhed slås fast, at 98 % af Makedoniens befolkning IKKE ønsker krig men ønsker, at Makedonien skal bestå og udvikles. Vi må gøre os umage med ideer til, hvordan de kan gøres stærkere netop nu og tale imod AL vold, ved at komme med alternativer til den.
3. Opret en Komite for National og Regional Sikkerhed og Forsvar
Ethvert land har ret til at udvikle sine egne løsninger ud fra, hvordan folket opfatter sine behov. Makedonien er en ung stat som både har brug for tid og rum til at finde ud af, hvordan dens fremtid sikres, hvordan forskellige trusler og udfordringer skal imødegås gennem de næste 25 år.
Mange lande har fået udført ekspertanalyser af trusselsbilleder i det hjemlige og i det internationale system og de har udviklet et sæt metoder, strategier og taktikker, samlet i en doktrin og en politik for deres sikkerhed og for militært og civilt forsvar.
Moderne politikker på området omfatter miljø, økonomi, sociale, regionale og globale problemer og civile såvelsom militære midler. Derfor kan sikkerhed og forsvar ikke analyseres udelukkende indenfor Forsvarsministeriet. Der skal en bredere ekspertise til at undersøge de virkelige problemer, se på dem langsigtet og i en større sammenhæng, lave scenarier og udvælge hvilke af disse, der er mest realistiske, for endeligt at samle det hele i et sæt alternative politikker, som sættes i forhold til de for landet realistiske økonomiske budgetrammer.
Det ideelle ville være, at en makedonsk komite præsenterede en samlet Hvidbog, som beskrev f.eks. 3-4 modeller for forsvaret af og stabilitet i Makedonien. Efter en offentlig debat om dem, skulle der være folkeafstemning, så Makedoniens borgere kunne vælge den model, som de følte, ville give dem mest sikkerhed og som de derfor var parat til at betale skat til.
Når man tager hensyn til Balkans aktuelle historie vil det kun være naturligt om en sådan komite også præsenterede forskellige ideer om Makedoniens sikkerhed og forsvar i en regional sammenhæng. Så kunne naboerne i hele regionen få inspiration til at gøre det samme og de kunne måske fås til at se deres egen politik i en sammenhæng, der rakte udover det snævert nationale.
Dette ville så styrke demokratiet og den folkelige deltagelse i hele landet. Det behøver ikke nævnes, at man ikke kan få nogen solid fornemmelse af sikkerhed i et demokrati, hvis ikke regeringens politik er forankret i borgernes behov eller hvis borgerne ikke finder dem rimelige.
Et argument, som høres ofte i dag, er, at Makedonien kun har den udvej: at gå direkte ind i NATO uden at have gennemført en national analyse af dette valgs positive opg negative sider og sammenlignet den med andre muligheder. Den måde at argumentere på er uforenelig med en demokratisk beslutningsproces.
En model i en folkeafstemning kunne meget vel være en NATO-orienteret model, som gennemgik fordele og ulemper og omkostninger over f.eks. en 25-års periode. Skulle en NATO-orienteret model vinde stemmeflertal, ville Makedoniens NATO- være solidt og legitimt. Beslutningen ville være gennemskuelig og gjort med åbne øjne.
4. Meget stærkere regionalt samarbejde om udvikling og sikkerhed.
Det er ikke nemt at være et tidligere østeuropæisk kommunistland i dagens internationale system. Disse lande har brug for hjælp til at omskabe deres samfund samtidig med at deres identiteter forandres dybt. Hvad man ser meget i disse vanskelige tider er en gradvis nedbrydning af selvbevarelsesdriften og suveræniteten. Hvor ofte hører man ikke folk i disse lande sige, at de ikke har haft andet valg end at følge de råd (dette sommetider i gåseøjne), som de har fået fra landene i vest, at adlyde for at blive medlemmer af f.eks. EU eller NATO?
Dette er ikke kun undertrykkelse. Der er også et naturligt ønske om at føle sig sikker, om at søge det komfortable liv (materielt), at deltage i, hvad der opfattes som løftet om modernitet og globalisering. Mange synes at løbe så hurtigt de kan fra den ene grøft til den anden, uden at ænse, at der altid gemmer sig nye herrer der, som venter på dem, der er tilbøjelige til at stole mere på andre end på sig selv.
Naturligvis har disse samfund ikke fuldstændigt frit valg. De kan heller ikke nøjes med at være selvstændige eller selvtilstrækkelig. Tiden vi lever i belønner ikke selvstyre og isolationisme. Det interessante er: hvad kan hvert land opnå med sine egne ressourcer og sammen med regionens ligesindede lande? Hvordan kan de opbygge deres styrke og konkurrere effektivt og med stolthed på den internationale scene ?
Overordnet set ligger Makedonien centralt for at fremhjælpe en ny efter-kold-krigs Balkan identitet og regionalisering. I den øjeblikkelige situation er dets bedste partner Jugoslavien – med hvem det deler problemerne med væbnet oprør på sit territorium.
Det er absolut høje tid, at alle Balkan regeringer og NGOer kommer sammen for at stabilisere regionen med egen fælles indsats. Det burde ikke være vigtigt, hvilket land der tager initiativet.
Makedonien kunne tage førerskabet i en dialog for hele Balkan (måske en serie konferencer) om hvordan Balkan landene kan samarbejde om at udvikle den størst mulige sikkerhed for alle. Kort sagt fælles sikkerhed – sikkerhed sammen og ikke imod hinanden. Vi tror, at et nyt Balkan fællesskab, et varieret, dynamiskt, multi-dimensionalt netværk, vil være til gavn for alle.
En krig i Makedonien er ikke til gavn for noget land i regionen. Ingen vil få det bedre, hvis den stat, som vi kender som Makedonien i dag, bryder sammen og ophører med at eksistere. En Al-Balkan – og Kun-Balkan – konference-proces, noget lignende det OSCE gjorde i Europa fra 1975, bør startes omgående.
Balkanlandene må nu endelig rejse sig efter ti års ydmygelser og krig og kræve og varetage deres helt legitime nationale og regionale interesser og behov. De har så mange ressourcer – kulturelle, økonomiske, naturlige, politiske. Ingen anden gruppe af lande kan give mere til regionalt samarbejde om udvikling, sikkerhed og fred. Der er ikke brug for, at vente på “frelsen” fra vest. Ved at stå på egne ben, bliver de en meget mere lige partner for vesten.
5. Invitér FN tilbage til Makedonien.
Ja, det lyder urealistisk. FN nævnes end ikke, som en relevant organisation for løsning af denne krise. Men den internationale fred er truet af det, der foregår i Makedonien i disse dage. Hvis De læser FNs Charter vil De se, at det er en opgave for FN, den eneste organisation, der fortjener at blive betragtet som det internationale “samfund.”
Det er meget foruroligende, at hverken Makedoniens regering eller nogen af de internationale aktører har nævnt FN. Dette viser noget om det spil der foregår i og med Makedonien af kræfter, der ligger nærmere NATO end de normer der er nedfældet i FNs Charter. Man kan forudse at hele det internationale normsystem, der er bygget op efter 1945 brydes yderligere ned.
FN er i særklasse, som den organisation, der har gjort mest for at stabilisere og hjælpe Makedonien. Hvis ikke FN, hvem har så erfaring i håndtering af eksplosive situationer som denne?
Hvad Makedoniens borgere har brug for nu – dem alle – er noget, der ligner det, FN gav Kroatien i 1992 – 95, nemlig beskyttede zoner, buffere mellem de kæmpende grupper til forsvar for civile – afmilitarisering, lokal mægling og mellemmænd at tale med. Makedonien har brug for overvågning, grænsekontrol, et tidligt varslingssystem, upartisk indsamling og rapportering af kendsgerninger også til det internationale samfund og medierne. Det får måske snart brug for humanitær bistand og sikkerhed for tusinder af flygtninge.
Endelig har landet brug for en lille robust styrke til at skabe bufferzoner mellem de stridende parter, stoppe kampe, mægle og eskortere ikke-makedonske krigsherrer ud over grænsen. Kort sagt, en lille men robust militær tilstedeværelse, en stor FN civil gruppe og nogen FN politifolk, helst fra lande, der ikke har nogen national egen interesse i Makedonien. Modellen kunne være en anden vellykket FN mission, UNTAES i Øst-Slavonien.
Situationen i dagens Makedonien kræver intensivt at en tredje part træder ind i billedet. Men det skal være en, der kan hjælpe med at mildne eller læge konflikten, tjene som kontaktorgan og eventuelt som mægler mellem konfliktens parter.
Den makedonske regering nægter at tale med NLA/UCK/ONA. Det er forståeligt, at man ikke ønsker at give dem officiel anerkendelse ved at invitere dem til et forhandlingsbord nu. Det selvfølgelige modsvar er naturligvis, at man ikke kan ignorere NLA og at man hvis man gør det, så vil de gøre sig til martyrer. Da de har en vis støtte inde i Makedonien kan man ikke forestille sig en ende på kampene og konflikten uden NLAs deltagelse.
Den indlysende løsning er at have en eller flere organisationer og mæglere, som alle sider accepterer som upartiske til at køle situationen ned og påbegynde en hårdt tiltrængt konfliktløsningsproces.
Der kræves avanceret og disciplineret diplomati og mægling før regeringen og KLA/NLA kan mødes ansigt til ansigt. De behøves konsultationer, forberedelser af forhandlinger, penduldiplomati, indirekte og direkte dialog og først som sidste fase direkte forhandlinger ved samme bord. Kun efter en sådan langtrukken forberedelse kan alle sider sammen behandle de reelle problemer. Det går ganske enkelt ikke at tage folk fra slagmarken til forhandlingsbordet uden mellemstationer.
Kan FN holde en fred, der ikke er der? Det er faktiskt ikke problemet her. Der ville være tale om en politisk, civil og militær indsats, forhandlet med alle sider, hvis mål ville være at forberede en proces i retning af fred. Det ville ikke være fredsbevarelse eller fredsskabende, det ville være en slags fredsforberedelse.
NATO er irrelevant og har ingen erfaring i den slags. EU har ingen handlekraft og har fra starten en forkert prioritering af militær over civil krisestyring. EU har altfor sent udpeget en EU Høj Repræsentant som kan være permanent til stede i landet. Efter ambassadør Frowicks private diplomati er OSCE kompromitteret.
Mange siger nu, at der ikke er en militær løsning. De siger også, at de ikke vil tale med “terrorister”. To minusser giver ikke et plus. En ny tredje upartisk faktor skal ind og den skal spille en ny slags rolle. Det må være FN i en ledende rolle eventuelt sammen med andre.
Spørg gerne hvorfor EUs ledere – EU betragtes som et europæisk fredsprojekt – ikke har frembragt en eneste idé, der kunne hjælpe til at stoppe volden i Makedonien. Spørg gerne, hvorfor denne meget alvorlige krise ikke diskuteres i FN. Spørg også hvorfor de internationale medier ikke rapporterer om det store flertal af Makedoniens borgere, som ønsker at leve i fred, SAMMEN.
Se på, hvad der sker i Makedonien og spørg, hvorfor ikke nogen allerede har prøvet noget af det, der er foreslået ovenover. Forslagene er jo ganske enkle! Uden at prøve disse forslag af og mange andre, har vi ikke ret til at sige, at vi har gjort alt for freden i Makedonien. Og det haster!
Oversat fra engelsk af Orla Jordal.
Andre artikler på TFFs site:
Your ideas for peace in Macedonia wanted (1999)
A bouquet of peace ideas to Macedonia…and Kosovo (1999)
Several US policies make up one destabilisation policy: prelude to intervention?
Macedonia and the Western Free Press
