Engelsk
version

Svensk
version

Muhammed-karikaturerne
(1): Undertrykkelsesfrihed

Muhammed-karikaturerne
(2): Men der er jo en større
sammenhæng

Muhammed-karikaturerne
(3): Vi må lære at se vor egen kulturelle
blindhed

Den generelle mediedækning i
Vest fokuserer på Jyllands-Postens 12 karikaturer
af Profeten. Dét fokus er for snævert i
både tid og rum. Det får samtidig vreden
på den arabiske “gade” til at fremstå som
ubegribelig og overdrevet.

TV-Avisen og andre medier har nu
vinklet historien i en bestemt retning: Danmark og
regeringen er næsten uskyldig, vi er blevet
misforstået og offer for tarvelig propaganda og
løgn; reaktionerne i den muslimske verden er
urimelig og de, der protesterer, er uuddannet
pøbel, men deres moderate ledere forstår
situationen og ønsker samarbejde, danske
eksportvarer og stabilitet.

Både CNN og “Profilen” giver
ministre mulighed for at fortælle hvordan de
arbejder 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen
på at gøre det hele godt igen, George W.
Bush er med dem og snart vil sagen – skal man
forstå – forhåbentlig være glemt og det
vil være business as usual.

Kun et par
spørgsmål bliver ikke stillet: Hvorfor
Danmark? Hvorfor nu og hvad kunne den “overdrevne”
muslimske reaktion derude være tegn
på?

Der var en gang da Danmark, sammen
med andre nordiske lande, blev opfattet som idealsamfund
ude i verden: humanistiske, åbne for at tage imod
og hjælpe nødlidende, demokratiske,
velfærds- og ligeberettigheds-orienterede; Norden
havde en sund skepsis mod krig og anså at
folkeretten og FN var af ganske særlig betydning.

Vi havde goodwill ude i
verden.

Det
Danmark, der har forandret sig totalt

Med afslutningen af den kolde krig
og forfaldet inden for den socialdemokratiske
bevægelse – man kan sige den sejrede sig ihjel –
tog en neoliberal, interventionistisk og bare-en-vej-frem
politik over.

Statsminister Fogh Rasmussen gik
forrest med det nye Danmarksprojekt da han indledte
“kulturkampen.” Den skulle gøre regnskabet op med
gamle regeringer og andre, som dette nye lederskab mente
var socialistiske, pro-sovjetiske, anti-amerikanske. Alt
hvad Sovjet – kun Sovjet – gjorde under den kolde krig
skulle endevendes, ligesom Danmarks “fodnote”-
politik.

Dernæst satte den sig,
temmelig uliberalt, for at få kontrol med den frie
forskning på det internationale område, og en
serie rimeligt uafhængige institutter, herunder det
internationalt velrenommerede COPRI, Copenhagen Peace
Research Institute, blev slået sammen og topstyret.
En tidligere udenrigsminister fra regeringspartiet blev
bestyrelsesformand i det nye institut.
Forsvarsministeriet financierer nu al sikkerhedspolitisk
forskning.

Dette neoliberalt-konservative
lederskab i Danmark søgte at eliminere modstand,
baserede sig på det populistiske Danske Folkeparti
og tog hævn over fortiden. Det skete ikke uden en
vis inspiration fra bolsjevismen (med topstyret
tilnærmelse mellem stat og parti og (spindoktor)
propaganda), interventionisme med en civiliserende
mission – husk der var tale om en kulturrevolution! –
samt fundamentalisme i den forstand at principper
om enhed i mangfoldighed, de mange meningers frie spil og
klassiske principper for ægte frihed blev smidt
overbord.

Under socialdemokratisk ledelse
havde Danmarks støttet og aktivt deltaget i
bombningen af Jugoslavien. Uden det mindste forsøg
på selvstændig udenrigspolitisk analyse stod
Nyrup Rasmussen dernæst “skulder ved skulder” med
George Bushs “krig mod terrorismen” og
ødelæggelsen af Afghanistan. Alt er bestemt
ikke den nuværende regerings
fejltagelser.

Med Sovjetunionen som en historisk
parentes sattes triumfalismen i
højsædet: moderation unødvendig, fuld
fart frem. Den gamle fjende på den anden side var
gået nedom og hjem og havde været på
den gale side: altså var vi i Vest dem, der havde
ret og havde et godt system, uanset hvad vi i
øvrigt foretog os. Der var ingen at måle os
selv med længere. Vesten – og lille Danmark –
skulle nu enerådigt regere verden under amerikansk
lederskab. Og de andre skulle blive som vi.

Med stigende forbløffelse
modtog man opinionsundersøgelser, der viste at en
komfortable majoritet af danskerne stod bag alt dette.
Den vendte ryggen til den større verden og
ansigtet mod de nye forbrugsmuligheder, der dukkede op
takket være en enestående
materiel-økonomisk vækst. Det gik så
godt dér i Danmark.

Danmark
– i krig på mere end én
måde

Det var Fogh Rasmussens regering,
der trak Danmark ned i den moralske og politiske
katastrofe, der hedder krigen mod Irak. Landets
største virksomhed, A. P. Møller
Mærsk var tungt involveret i krigsvirksomhed for
USA. Danmark blev for nylig belønnet med
omfattende kontrakter til USA’s superteknologiske
ballistiske missilforsvar. Forsvarsminister Rumsfeld har
dekoreret forsvarsministeren med en medalje. Lige efter
Irak-besættelsen blev statsministeren
æresdoktor i USA.

I manges øjne rundt om i
verden fremstår Danmark som en alt for loyal
håndlanger for Washington, der desværre i
disse år er det mest forhadte i den muslimske
verden, om ikke i hele verden. Min fjendes ven er
også min fjende…

Endelig er der Danmarks drift mod
fremmedfjendtlighed i almindelighed og Islamofobi i
særdeleshed; sidstnævnte kan bestå af
forskellige blandinger af elementer som disse:
fordømmelse af Islam og dens historie som
ekstremistisk eller laverestående,
usynliggørelse af den moderate muslimske
majoritet, opfattelsen af Islam som et stort problem
eller en fare for verden, behandlingen af alle konflikter
hvori muslimer deltager som skabte af dem, insisteren
på at muslimer skal forandre deres tro og samfund,
overbevisningen om at det kristne Vest har en
særlig ret til at presse muslimske samfund til
reformer som vi vil have samt at opildne – direkte eller
indirekte – til krig mod Islam som helhed.

Danske politikeres udtalelser om
“de fremmede” og dele af den danske lovgivning har
tiltrukket sig international – udelukkende negativ –
opmærksomhed. Den måde Danmark og andre
vestlige lande har behandlet f.eks. det
palæstinensiske og det irakiske folk på
grunder sig på et antal af disse ingredienser i
Islamofobi. Det ville omgående være blevet
fordømt som anti-semitisme hvis noget lignende
havde fundet sted over for jøder.

Disse dybt beklagelige sider af
dagens danske samfund behøver ikke at blive
uddybet hér. Over de seneste årtier har der
været tale om en bevidst politisk filosofi drevet
frem af Dansk Folkeparti – oppefra og ned kan man sige –
men det har så sandelig også vundet
gehør i betydelige dele af folkesjælen. Det
omsiggribende materielle forbrug kombineret med dette at
vende den store verden ryggen og med Socialdemokratiets
selv-marginalisering kan – kan – tænkes som vigtige
årsager til denne udvikling.

Så i globaliseringens tid
blev danskerne mere provinsielle i sit verdensbillede. De
blev i forbløffende grad selvtilfredse –
selvhævdende om ikke også
selvretfærdige. Sammenlignet med tidligere tider er
der forbløffende lidt debat om de store ting
såsom verdens fattigdom eller
Millennium-Målene. Ingen af de nævnte
elementer af dansk udenrigspolitik, herunder det faktum
at Danmark er krigsførende, har skabt noget der
bare minder om den debat man finder i USA, England eller
Italien.

Det er gået fint på
alle traditionelle indikatorer med dansk økonomi.
Man har råd til at belønne sig selv endnu
mere. For de fleste danskere er forbrugerismen den
vigtigste eller eneste isme. Når danskerne og deres
politikere tænker og taler om verden er det den
Europæiske Union eller 8% af menneskeheden, der
udgør horisonten. Lidt ligesom i USA så er
alt udenfor Unionen noget lettere ubegribeligt, fremmed
og formodentlig ganske farligt. Ordet solidaritet – der
også indebærer et menneskeligt engagement i
de reserende 92% af menneskeheden – er stort set faldet
ud af det politiske sprog. Den berømte danske evne
til at hygge sig er konverteret til at bekvemt lade
stå til eller ligefrem lade hånt om resten af
verden.

Uskyldig og med den største
forbløffelse diskuterer danskerne nu “hvorfor
hader de os dog sådan?” I de sidste dage er man
kommet temmelig tæt på offerrollen. Man
diskuterer derimod ikke hvad der er sket i og med Danmark
og hvordan andre måske kunne opfatte
landet.

Information farer lynhurtigt rundt
om jorden. Mennesker ude i verden har noteret at
modelsamfundet Danmark ikke længere findes. Nogen
ser Danmark som en lille slyngelstat i ledtog med den
værste.

Så Danmark har nu –
indiskutabelt – bad will ude i verden.

Danmark
kan stadig vælge

For nu at sammenfatte så
findes der altså en større sammenhæng
i tid og rum omkring disse Muhammed-karikaturer. De er
formentlig kun den berømte dråbe i det
allerede fyldte bæger.

Hvis man tager denne større
sammenhæng med i betragtningerne over det der sker
i disse uger så må Danmark, regering og
befolkning, udfordre sig selv og spørge: Hvad er
det vi synes at have gjort så forkert i så
manges øjne de sidste 10-15 år? En
ærlig diskussion ville givetvis bidrage til at
skabe ny kundskab og åbne døren for en mere
forsonende, mindre kulturblind, måde at forholde
sig til resten af verden på.

Men hvis man fortsætter med i
politik og medier at stirre sig blind på disse
tegninger og droppe den større sammenhæng
så vil den danske reaktion forblive selvmedlidende.
Som “offer” kommer man at synke dybere ned i kulturel
ufølsomhed og institutionaliseret mangel på
selvkritik og medfølelse. Dette vil medføre
mere konflikt i Danmark og mere konflikt mellem Danmark
og den muslimske verden.

Indtil nu har den danske regering
og medierne – ja, der er gudskelov undtagelser – taget
den enkle, let selvmedlidende vej hvor karikaturerne
kobles fra alt andet: tænk at disse gale mennesker
kunne blive så hysteriske over nogle sølle
tegninger!

Det lover ikke godt. Det
åbner ingen døre til løsninger,
forsoninger og den medmenneskelighed uden hvilken vores
verden vil bryde ubønhørligt sammen. Uanset
om det er hensigten eller ej, så vil denne holdning
skabe endnu flere og endnu mere vrede blandt vore
medborgere ude i verden.

Er der håb i dette
mørke? Ja, f.eks. at så mange danskere nu
diskuterer som aldrig før. Og der er tre
hjemmesider hvor de udtrykker deres uenighed med deres
regerings uforsonlighed og agerer – folk-til-folk – for
en fredelig fælles fremtid med gensidig respekt.
Jeg håber inderligt at millioner af muslimer vil
opdage dem og gå i dialog med disse – konstruktive
– danskere.

Forsoning
nu (Reconciliation now)

Another
Denmark

Og her findes en udtalelse fra
arabisk og muslimske unge, der ønsker at fremme
fred og forståelse fra deres side.

We
are sorry, Norway and Denmark

© TFF and the author 2006

From:

Message and your name