1. Debat om behandling af straffelovsovertrædelser er i fuld gang herhjem-me. Skal overtrædelsen behandles ved domstolene eller ved konfliktråd? udover hensynene til ofrene er der da også hensyn at tage til gerningsmændene og hvad med rets-følelsen? Forsøgsordninger etableres og evalueres. Også på internationalt plan afprøves for-skellige muligheder for opgør efter borgerkrige m.v. Skal opgøret foregå ved krigs-domstole eller sand-heds- og forsoningskommissioner?

Mange har igennem lang tid arbejdet specifikt med konfliktråd eller internationale tribunaler eller sandheds-kommis-sioner, og besidder megen specialviden om enkelte eller flere af disse reak-tionsmodel-ler. Min vinkel har gennem de seneste år været kon-flikthåndtering i bred forstand, sammen-ligning mellem traditionelle og alternative måder at håndtere konflikter på og med hovedvægten på det vi kan kalde basal konfliktløsning. Herved forstår jeg en teori med dertil knyttet teknik, som i videst muligt omfang tilstræber en løsning, der tilgodeser begge parters behov. Filosofien bag lægger vægt på den gen-sidige afhængighed, som medlemmer af et samfund befinder sig i, og derfor på nødven-digheden af at acceptere såvel fortiden som fremtiden som fælles.

Spørgs-målet, som er grundlag for denne artikel, er, om det er muligt ud fra konfliktforståelse i bred forstand at spore parallel-ler i udviklingen i reaktionsformer overfor krænkelser på det nationale og det inter-nationale plan og i så fald, hvori disse paralleller måtte bestå.

2. I 1994 blev der som led i indsatsen mod vold som en del af den såkaldte voldspak-ke her i Danmark iværksat en forsøg-sord-ning med mægling i konfliktråd. Formålet med forsøget var “bl.a. at undersøge, om det er muligt at opstille et supplement til det eksisterende straffesystem ved at lade offer og gerningsmand møde hinanden og tale om kriminaliteten under en mæglers tilstedeværelse. Hensigten var primært at give gerningsmanden større ansvarlighed med hensyn til sine handlinger for på den måde at forebygge senere kriminali-tet. Samti-dig skulle mæglingen løse op for offerets frustrationer og angst og herved medvirke til at give offeret større tryghed i dagligdagen.” (1)

Ordningen, som oprindelig alene henvendte sig til gerningsmænd mellem 18-2o år, blev i løbet af forsøgsperioden udvidet til at omfatte de 15-21 årige. Mæg-lingen skulle fungere som et supple-ment til straf, dvs. at deltagelse i kon-fliktråd ikke skulle have effekt m.h.t. strafudmåling, anmærkning på straffeattest m.v. Deltagelse i kon-fliktråd blev opfattet som et tilbud til førstegangs lovovertrædere, hvilket krav dog i løbet af forsøgsperioden også blev blødt op. Endelig var det et krav, at kriminaliteten skulle være tilstået. Den omfattede kriminalitet var først og fremmest værtshusvold, vold mod særligt udsatte grupper og gadevold.

Forsøget blev gennemført med oprettelse af 5 konfliktråd i 4 politikredse og ordningen strakte sig over en periode på 12 måneder (februar 1995 til februar 1996). I alt 4 sager blev behandlet ved konfliktråd i den pågældende periode, som resul-terede i en aftale om betaling af erstatning til offeret, en undskyldning fra gerningsmænd eller lignende. I én af sagerne, der vedrørte vold, blev der efterfølgende fastsat en lavere straf end normalt i sådanne sager.

Under evalueringen af forsøgsordningen fastslog Det kriminalpræventive Råd, at der var for få sager i forsøgsperioden, samt at grunden hertil sandsynligvis var, at mægling er noget nyt, som både offer og gerningsmand er usikre overfor.

Ved lov nr. 349 af 23. maj 1997 blev, denne gang i forbindelse med en lovpakke om ofrets retsstilling, vedtaget en ny forsøgsordning med konfliktråd. Den nye ordning svarer i hovedtræk til den gamle ordning, hvilket primært vil sige, at deltagelse i mægling ved konfliktråd fortsat skal være et supplement til straf, og ikke et alternativ. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget skyldes ordningen bl.a. ” at der bør opnås en bredere erfaring med konfliktråd, inden der tages nærmere stilling til denne problem-stilling.” (2)

Herudover skal det nye tilbud om mægling ved konfliktråd omfatte alle aldre, og således ikke længere være forbeholdt de unge gernings-mænd. Ordningen skal ikke længere sigte primært mod voldsofre/gerningsmænd, men også omfatte blandet krimi-nalitet, såsom “sager om anden angstskabende eller krænkende kriminalitet, f.eks. brugstyveri, tasketyveri, indbrudssager og hærværkssager”. (3) herunder f.eks. over-trædelse af politivedtægten. Det er endvidere ikke længere en betingelse, at gernings-manden er førstegangs-lovovertræder. Det skal fortsat være en forudsætning, at den sigtede i det væsentlige har tilstået forholdet. Endelig er der i bemærkningerne åbnet mulighed for at deltagelse i mægling ved konfliktråd kan påvirke en strafudmå-ling i mildere retning, omend det dog ikke er “en mindre straf, der på nuværende tidspunkt er formålet med konfliktråd.” (4)

Det udvidede forsøg med konfliktråd ventes iværksat i sommeren 1998 og at have en varighed på 3 år, inclusive evaluering. De nærmere vilkår for konfliktrådenes indretning er for tiden ved at blive udformet.

Den danske konfliktrådsordning er en del af en udvikling ved behandling af straffesager, som kan ses andre steder i verden bl.a. USA, England og Norge. Ord-ningerne varierer m.h.t. krav til tilståelse, frivillighed, kriminalitetstyper etc. Det helt afgørende skillepunkt synes dog at være, om deltagelse i mægling ved konfliktråd er et supplement til det almindelige straffesystem eller et alternativ, især med den virk-ning, at straffeatte-sten kan holdes fri, og derudover at sanktioner udover dem, parterne aftaler sig til, kan undgås. (5) Danmark har på nuværende tidspunkt indtaget den mest restriktive udgave af de nævnte modeller.

I Norge derimod har man siden 1981 haft konfliktråd, først på forsøgsbasis i en enkelt kommune, siden 1983 som en generel opfordring til alle kommuner og endelig i 1991 som permanent ordning vedtaget ved “lov om mægling i konfliktråd” (6) Delta-gel-se i mægling ved konfliktråd i Norge har fra starten været og er fortsat et alternativ til straf. De norske konfliktråd anvendes i dag i godt 5000 tilfælde om året.

2. Også på det internationale plan i forbindelse med opgør efter krige og borgerkrige, anvendes for så vidt angår krænkelser af menneskerettigheder, dvs. krænkelser, der er langt grovere, både i art og antal, end dem, der er omfattet af de nationale Kon-fliktråd, forskellige reaktionsformer. Disse kan opdeles i forskellige grundformer.

Efter anden verdenskrig fulgte en Nürnbergproces, som var sejrherrernes opgør med de slagne. Da der ikke i forvejen fandtes internationale strafferegler, der kunne bruges som grundlag for straf, vedtog de allierede nogle regler med tilbagevirkende kraft. Det blev legitimeret gennem en påstand om, at der var tale om selvindlysende humanitære grundnormer, hvis overtrædelser alle måtte være enige om at straffe. Det drejede sig navnlig om folkedrab og grove overtrædelser af reglerne vedrørende krigs-førelse. (7)

Nürnbergprocessen var af en ganske særegen karakter, idet sejrherrernes uger-ninger ikke måtte inddrages, således hverken russernes henrettelser af de polske officerskorps eller de allieredes bombninger af det civile Dresden. Flere af de anklagede blev dømt til døden.

Efter folkemordene i Rwanda og borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien er landets ledere og andre med fremtrædende poster under opgørene blevet indklaget for den internationale krigsforbryderdomstol i the Haag.

Her er det ikke sejrherrerne, men verdenssamfundet, der ønsker at håndhæve verdens-samfundets normer, uanset hvilken af parterne, de skyldige har tilhørt. Formålet er an-giveligt at forebygge frem-tidige tilsvarende handlinger, uanset ikke mange tror på denne præventi-ve effekt, samt at give et signal om, at Verdenssam-fundet ikke vil tolerere handlinger, som disse.

Det er fremhævet, at tribunalet i the Haag (også) er af en særegen karakter, idet man vanskeligt kan forestille sig, at f.eks. Frankrig skulle have accepteret en inter-national forfølgelse af de krigsforbrydelser, der var sket under Algierkrigen eller USA have accepteret, at de ansvarlige for de grove overtrædelser af menneskerettighederne og krigsreglerne i Vietnam skulle dømmes internationalt. Grove krænkel-ser af menne-skerettighederne har siden 1948 været beskyttet af Verden-serklærin-gen om Menne-skerettigheder, vedtaget af De Forenede Nationers Plenarfor-samling. Også Haag-tribunalerne er derfor påvirket af, hvordan det går og er gået i krigene. (8)

Såvel Jugoslavien som Rwanda-tribunalet blev vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd og er økonomisk afhængigt, men juridisk uafhængigt heraf. Begge tribunaler blev vedtaget uden opbakning fra de berørte regioner/lande, således stemte f.eks. Rwanda som det eneste medlemsland imod oprettelsen af tribunalet (The International Criminal Tribunal for Rwanda). Den rwan-desiske regering har siden nægtet at samarbejde med tribunalet og den officielle begrundelse er, at tribuna-let ikke har hjemmel til – i modsæt-ning til den nationale rwandesiske lovgivning – at idømme dødsstraf. Resulta-tet heraf er, at den person, der dømmes i Rwanda af de lokale domstole for over-trædelse af menne-skerettig-heder risikerer at miste livet, hvorimod den, der dømmes (den første dom er endu ikke afsagt) af tribunalet “kun” kan anbringes i fængsel, og sand-synligvis under om-stændigheder som er langt mere favorable, end de, der findes i det ordinære rwande-siske fængsel.

De forannævnte processer, Nürnbergprocessen og krigsdomstolen i the Haag, som her beskrives som den første model er opbygget som traditionelle domstole, med forsvarere, anklagere og dommere og formålet er at finde de skyldige og straffe dem. Man kan beskrive det overordnede formål, som et ønske om retfærdig-hed (hvor vagt dette begreb end måtte være).

En anden model til forfølgelse af overtrædelse af menneskerettigheder er at op-rette en sandhedskommission. Modellen har i forskellige varianter og med forskellig succes været anvendt flere steder i verden, bl.a. i Latinamerika (f.eks. Argentina og El Salvador) samt i Afrika (Zimbabwe). Her vil vi blot se lidt nærmere på sandheds-kommissionen i El Salva-dor.

I El Salvador var der op gennem 80’erne en blodig borgerkrig mellem en lokal guerillabevæ-gelse og et ameri-kansk støttet militærregime. De officielle tabstal var ca. 75.000 dræbte civile, og 8000 forsvundne og over en million fordrevne flygt-ninge. Borgerkri-gen blev afsluttet i 1992 efter at FN havde siddet med som mægler ved forhandlings-bordet mellem parterne. Det aftaltes at afslutte den væbnede konflikt så hurtigt som muligt, påbegynde demokratisering i landet og garantere fuld-stændig overholdelse af menneskerettig-hederne samt genforene det salvadoran-ske samfund.

Et vigtigt led i den efterfølgende fredsproces, var bl.a. at etablere en Sand-hedskommission, som skulle gennemføre systematiske undersøgelser af de værste menne-skeret-tighedskrænkelser siden 1980.

Formålet med sandhedskommissioners arbejde er både generelt og fortrinsvis at fremskaffe en autoriseret beskrivelse af menneskerettighedskrænkelserne. Hertil kommer et – også generelt – ønske om, i lighed med tribunalerne i den første model, at skabe grundlag for retfærdig-hed: at finde de skyldige og straffe dem.

I El Salvador havde hærens og politiets “fornemste” opgave tidligere været at beskytte “de 14 familier”, som ejede hele landet og som derfor havde enorme sociale og økonomiske privilegier. Overgrebene mod flertallet af landets befolkning, som levede i ekstrem fattigdom under feudal-lignende forhold var derfor utallige. Det urealistiske i at afhøre og straffe hele politi- og militærmyndig-heden førte derfor til generel amnesti, vedtaget af parlamentet.

Selvom landet ved fredsaftalen havde vedtaget at påbegynde demokratisering, blev befolkningen ikke inddraget i beslutningen om generel amnesti, dvs. kollektiv efter-givelse af straf for begåede for-brydelser (benådning anvendes om individuel straf-eftergivelse). Amnestien fik ej heller befolkningens op-bakning. Det officielle samfund imødekom altså magthavernes interesser. Men ofrene, befolkningen som helhed, efter-lades med kun ringe anerkendelse af deres lidelser.

Hertil kommer en stor utilfredshed med, at landets nyere historie, som skulle fremgå af kommissionens rapport ikke er skrevet af landets egne. Da det ikke var muligt at opnå enighed om at finde et antal nationale personer, der kunne virke som kommissærer i Sandhedskommissionen, udpegede FN nemlig tre udlændinge, som udover kyndighed ikke kunne anses for forudindtagede i konflikten. (9)

Konse-kvensen er blevet det, der i den spansktalende verden er blevet kaldt impuni-tet (impunidad), der betyder straf-frihed for magthavernes forbrydelser. Følgen heraf er en generel demorali-sering, forbrydelser kan begås uden straf, og risikoen, som desværre i allerhøjeste grad ser ud til at blive realiteter, er en forråelse og voldelig-gørelse af samfundet. Konflikten er ikke af-sluttet og freden er skrøbelig.

Sammenholdes den første og anden model ses forskelle og ligheder: Forskellene er, at den ene model, tribunalet, primært fremtræder som en varetagelse af ofrenes ( og på deres vegne Verdenssamfundets) interesser. Den anden model, sandhedskommissio-nen, er til-syneladende etableret med ofrenes inter-esser for øje, men under processen ændret til primær varetagelse af ger-ningsmændenes. Derudover adskiller modellerne sig med hensyn til reak-tionsmåderne, straf eller amnesti, som, når amnestien gøres generel, fører til forskelle mellem fast-holdelse af skyld og opfor-dring til glemsel.

Lighederne er ønsket om retfærdighed og respek-ten for et opgør med fortiden. Derudover foreligger imidlertid yderligere én lighed, som ofte overses: Det forhold, at begge reaktions-måder negligerer hensynet til den anden part og dermed fralægger relationen betydning. Det typiske i for-bindelse med opgør efter krige mellem nationer, borgerkri-ge og forbrydel-ser er, at ofrene eller dem, der handler på ofrenes vegne, Verdenssam-fundet som i Haag, ønsker retfærdighed, mens de, som har rollen som aggressorer, gernings-mænd, ønsker at glemme. Uanset hvilken af disse to fuldt for-ståelige ud-gangs-punkter, der imødekom-mes, vil reaktions-måden overse at såvel ofre, som aggres-sorer ikke bare har gennem-levet en krig eller et opgør sammen, men også -i al fald på et eller andet tidspunkt – skal leve side om side i en fælles fremtid. Tilsyneladende kan et nyt retssamfund hverken bygges på hævntørst eller impuni-tet. Kvaliteten af opgøret med det tidligere regimes for-brydelser bliver afgørende for den fremtidige retsbevidsthed og hele den kommende retspraksis. (10) Ofre såvel som ger-nings-mænd er fælles om både fortid og fremtid. Skal fortiden hævnes eller fortrænges eller skal den netop erindres og erkendes? Svarene på disse spørgsmål synes afgørende for udform-ningen af samfundets institutioner og derfor for parternes fælles fremtid i et genopbygget land. (11)

I Sydafrika forsøger man sig i opgøret efter apartheid-styret -med en tredje model.

Efter valget i 1994 hvor apartheid-styret formelt blev ophævet og demokratiet indført, var baggrunden for kommissionen en erkendelse af, at dersom retsforfølgning var foreslået eller fastholdt, ville hæren have modsat sig ethvert opgør, og voldelig-hederne taget til. På den anden side var glemsel heller ikke mulig. Det unikke ved ordningen i Sydafrika – sammenholdt med sandhedskommissionen i El Salvador – var at den blev etableret som et resultat af en åben demokratisk debat, der strakte sig fra høringer rundt omkring i landet om ideerne bag kommissionens arbejde, over valg af kommissærer, til selve lovens vedtagelse i parlamentet (12), som foregik efter intens debat og som medførte vedtagelse af, at alt, der kom frem under høringerne skulle være tilgængeligt for offentligheden, at der skulle være åbne døre under høringerne, at alle gerningsmænds navne skulle nævnes, at ingen uanset status skulle skånes, at kommis-sionen fik adgang til alle dokumenter, selv de, der var stemplet tophemmeli-ge etc.

Målet for Sandheds- og Forsoningskommissio-nens arbejde er udtrykt i 4 punkter:

* at etablere et klart billede af overtrædelser af menneskeret-tigheder i Sydafrika mellem 1960 og 1993, ved hjælp af under-søgel-ser og høringer,

* at give amnesti til de personer, som fuldt ud oplyser om deres politisk motiverede deltagelse i sådanne overtrædelser,

* at offentliggøre ofrenes skæbne og anbefale veje til genop-retning for dem eller deres slægtninge,

* at udarbejde en samlet fremstilling af de overtrædelser, der har fundet sted i det tidsrum og som er fremlagt for kommissio-nen og foreslå måder at forebygge fremtidige overtrædelser af menne-skerettigheder.

3. Efter beskrivelsen af forskellige reaktionsmåder i henholdsvis nationale straffesager og opgør efter borgerkrige m.v. er det da muligt at beskrive paralleller? Bagved reaktionerne på en konflikt ligger tilsyneladende en konfliktforståelse eller konfliktop-fattelse, som er af-gørende for den måde, man håndterer konflikten på. Konfliktopfattel-serne er så forskellige, at man kan tillade sig at kalde dem for to forskellige paradigmer. (13) Det er tilsyneladende præcis valget mellem disse to paradigmer, som kan ses både i valget mellem behandling af straffelovsovertrædelse ved domstole eller kon-fliktråd og ved behandling af opgør efter borgerkrige m.v. ved henholdsvis tribunaler eller sandheds- og forsoningskommission.

Her skal frem-hæves nogle karakteristika, som kendetegner de to paradig-mer:

For det første – og som en helt afgørende forskel – opfatter man i det man kan kalde det gamle eller det traditionelle paradigme, domstolsmodellen, tribunalet, parterne som modparter, måske som modstandere eller endog som fjender. I det nye eller det andet paradigme ser man hinanden som parter i en fælles konflikt. Det betyder ikke, at man behøver, at se hinanden som venner. Men det betyder, at man anerkender, at der er en relation imellem parterne, ven eller fjende, og at der derfor er en gensidig afhængighed, som – i sin logiske konsekvens – må indebære, at man ikke kan negli-gere, hvorledes denne anden part har mulighed for at fortsætte sit liv.

I Sandhed- og Forsoningskommissionen er det – i modsætning til konfliktrådene -ikke hensigten direkte at kon-frontere offeret eller offerets familie med gerningsmanden. Snarere end hæfte sig ved denne forskel som udtryk for to grundlæggende forskellige konfliktforståelser, tror jeg den skal ses som udtryk for forskellene i alvoren eller omfanget af de begåede overgreb. Jo alvorligere overgrebene er, desto længere er vejen til forståelse og forsoning. Tiden er derfor næppe endnu inde til en sådan konfrontation i Sydafrika.

For det andet er opfattelsen af sandhed forskellig i de to paradigmer. I det traditio-nelle paradigme til-stræber man den rigtige måde at se problemet på – og derfor natur-lig-vis også den rigtige måde at løse problemet på. Uagtet ikke mange i teorien vil forsvare det syns-punkt, at problemer eller virkelig-heden kan be-skrives rigtigt eller objektivt, er det i praksis ofte det, der tilstræbes. Den part, der ikke får ret, har altså beskrevet virkelig-heden forkert.

I det nye paradigme erkender man, at virkeligheden er afhængig af de øjne, der ser. Det betyder ikke, at alle opfattelser eller forklaringer er lige gyldige (og man kunne måske derfor sige ligegyldige). Men det betyder, at man accepterer at ingen virkelig-hedsop-fattelser repræsenterer den fulde sandhed, og det er noget ganske andet. Samtidig med at man respekterer den enkeltes historie uden at afskrive den som forkert.

Hver part forsvarer naturligvis sin opfattelse af sagen, alt andet ville være be-synder-ligt, men det sker som led i en proces, hvor man samtidig med, at man varetager sine egne interesser, ser nødvendigheden af at anerkende den andens. (14)

Sat i relation til konfliktråd og Sandheds- og Forsoningskommissionen betyder det ikke, at de begåede overgreb betvivles. Men det betyder, at man – udover at få be-skrevet selve hændelsesforløbet – ved at få afdækket de bagvedliggende motivationer, af social, psykologisk, politisk art etc. måske i højere grad kan se gernings-manden ikke som et udyr, men som et menne-ske. Samtidig gives der ved at få synliggjort de lidelser og tab, som offeret, eller dets familie har gen-nemlevet mulighed for at få forståelse for konsekvenserne af de hand-linger, der er begået. Herved bliver selve processen af-gørende, snarere end produktet, som i form af den “rigtige” dom er i fokus i det traditionelle paradigme.

Tæt forbundet med selve troen på og bestræbelsen for at finde den rigtige eller objektive sandhed ligger derfor det subjektive element i anerken-delsen af det passerede (acknowledgement instead of knowledge).

Anerken-delsen har i den sydafrikanske model fået yderligere den dimen-sion, at en af kommis-sionens opgaver er at udfærdige en fuldstæn-dig rapport med beskrivelse af alt, hvad der er blevet frembragt under høringerne, inclusive alle navne, hvorved landets officielle historie-skrivning omfatter også en fuldstændig beskrivelse af de påførte lidelser (15).

En tredje faktor, der adskiller de to paradigmer er det forhold, at konflikten ved domstole og tribunal frarøves de oprindelige parter. Procesparterne er stat og gernings-mand, og offeret bliver alene ført som vidne. Retshandlingen vil være formel, og foregå på en måde, der kan være svær at forstå for lægpersoner. Resultatet er, at offeret i bedste fald mister interessen for sagen, i værste fald oplever den som en hån. Herved mister både parterne og samfundet de muligheder for forandring, der ligger i konflikter. Potentialet for aktivitet og deltagelse går tabt sammen med potentialet for klargøring af normer. Samtidig mister ofret muligheden for at bearbejde overgrebet og gernings-manden mister muligheden for at stå direkte til ansvar for sine gerninger. (16) Ved konfliktråd er hensigten at give konflikten tilbage til parterne. Denne hensigt er dog i det danske konfliktråd blevet væsentligt modificeret, eftersom det danske kon-fliktråd som nævnt ude-lukkende fungerer som supplement til straffesager, og således ikke overlader det til parterne selv at nå frem til en endelig afgørelse af sagen.

Også i den Sydafrikanske Sandheds- og Forsonings-kommis-sionen, er det kommis-sionen, og således det officielle samfund, der tager stilling til, hvorvidt der skal gives amnesti til gernings-manden og hvilken genopretning offeret skal modtage (fra staten).

Men hensigten bag kommissionen har dels været at anerkende ofrenes lidelser og tab, dels at give gerningsmændene en chance for at slippe af med deres fortid og blive ansvarlige medlemmer i det fremtidige Sydafrika. Netop derfor er ikke bare muligheden for i fuld offentlighed også for ofrene at fortælle deres historie vigtig, men tillige forpligtelsen til at føre historierne til protokols og på denne måde skrive det seneste kapitel i landets historie. Den statslige kontrol fungererer således sammen med de enkelte individers behov og således, at både proces og mål bliver vigtig. Tilbage står derfor, at begge parter er lige synlige i processen og at der imodsætning til udelukkende at fokusere på målet for processen, i lige så høj grad lægges vægt på parternes be-hov. (17)

4. Traditionelt anskues strafferetlige konflikter, herunder overtrædelse af menne-skere-ttigheder i enhver form ud fra et strukturelt udgangspunkt med statens ordensfunktion i centrum. Den er således autoritativ og repressiv og tillige bemandet med eksperter og officielle rolleindeha-vere. Den alternative konfliktløsningsform, som her beskrives som det andet paradigme, fokuserer på individet og dets interesser og behov og har som formål at respektere parternes personlige integritet og om muligt genopretning af ofrets skader uden tilsvarende forringelse af gernings-mandens situation.

Det interessante er, at man i konfliktråd og den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommis-sion har valgt at kombinere de to tilgange. Således at det officiel-le samfund afstikker rammerne, og skaber den struktur indenfor hvilken individet kan respekteres.

Vi ved fra utallige nationale og internationale undersøgelser om straffes virkning, at deres positive effekt er minimale. Konflikrådene er en reaktion herpå.

Det er muligt, at den vigtigste funktion af det internationale retsopgør overfor krigsforbrydelserne i Rwanda er at demonstrere, at retssystemet ikke helt har givet op, at det stadig er i stand til at håndtere situationen på en hensigtsmæssig måde og fortsat kan tjene som fæste for tro på fremtiden og på værdien af et retssamfund. Noget tyder på, at juraen ved overgreb af denne størrelse ikke længere giver mening alene.

Erfaringerne fra Norge med behandling af “de små forbrydelser” i konfliktråd synes at være gode. Det er derimod for tidligt endnu at udtale sig, om forsøget i Sydafrika lykkes. Om det er muligt for ofrene eller deres familier at acceptere, at gernings-mænde-ne går frit rundt i gaderne og har beholdt de stillinger, de besad under apert-heidregimet.

Som navnet angiver var det oprindelige mål for den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskom-mission at opnå forsoning mellem parterne. Erfaringerne fra kommissio-nens arbejde viser, at målet var for ambitiøst. Forsoning kan ikke skabes ved hjælp en kommis-sion. Det bedste, man kan håbe på, er at skabe rammerne for fredelig sameksi-stens. Men som Charles Villa-Vicencio, leder af den sydafrikanske Sandhedskom-mis-sions Dokumentationsafdeling udtalte under et besøg i Danmark for nylig, er det, som vil ændre landet, ikke om en person bliver hængt eller straffet, men om det sociale, økonomiske liv er blevet bedre. Kommissionens arbejde hviler derfor på visionen om en anden slags retfærdig-hed, en genopbygningsretfærdighed (restorative justice), som i erkendelse af, at den “gamle”, straffen-de form for retfærdighed ikke duede, må indeholde elementer, der beskytter både gerningsmand og offer.

Kun tiden kan vise, om visionen lykkes. (18)

NOTES

1. Der henvises til Handlingsplanen til Bekæmpelse af Vold, bilag 1 s. 24 med senere lovændringer vedtaget 3. maj 1994.

2. Bemærkningerne side 13.

3. Bemærkningerne til lovforslaget s. 13.

4. Jfr. bemærkningerne til lovforslaget s. 14.

5. Se Lin Adrian, Konfliktråd – privatisering af konfliktløsning i straffesager i Ret og Privatise-ring, Gylling 1995.

6. Lov nr. 3 af 15. marts om mægling i konfliktråd.

7. Der henvises til Handlingsplanen til Bekæmpelse af Vold, bilag 1 s. 24 med senere lovændringer vedtaget 3. maj 1994.

8. Se H.H.Brydensholt op cit s. 69.

9. Se Priscilla B. Hayner, Fifteen Truth Commissions 1974 to 1994. A comparative study, i Human Rights Quaterly, vol. 16. no 4, 1994 s 597-655. Der henvises iøvrigt til specialeaf-handling af Rasmus Johnsen, Complementarity in South Africa: The Truth and Reconciliation Commission.

10. Se publikation fra Folkekirkens Nødhjælp, Forbrydelse uden straf – menneskerettigheder i Guatemala, 1996, s. 3.

11. Se Lotte Christy og Vibeke VIndeløv, Konfliktløsning of Forsoning, Carlos og Abel, undervisningsmateriale udarbejdet for Folkekirkens Nødhjælp om opgør efter borgerkrigen i El Salvador.

12. Act. no. 34 af 26 juli 1995, Promotion of National Unity and Reconciliation Act.

13. Ordet paradigme forklares i Gyldendals fremmedordbog med “mønster for forståelse”.

14. Til yderligere uddybning af de to paradigmer, herunder en omfattende diskussion af sandhedsbegrebet, henvises til Vibeke Vindeløv., Konflikt, tvist og mægling, København 1997, i særdeleshed kapitel 17.

15. Tilsvarende erfaringer om “vidnefunktionens” eller bevidnelsens betydning er beskrevet i Inger Agger og Søren Buus Jensen, Trauma and Healing under State Terrorism, London, 1996. Netop fordi kommissionen er et resultat af en intens demokratisk proces, bliver historien skrevet af landets egne, og ikke som i El Salvador af udlændinge.

16. Se Lin Adrian op cit. s. 44. Se tillige Nils Christie, Konflikt som eiendom,Tidsskrift for Rettsvidenskab, 1977 s. 113-32.

17. En af konsekvenserne af, at tribunalet i Rwanda er trukket ned over hovedet på rwandaneserne er tilsyneladende, at kun få viser interesse i tribunalets arbejde, og mange på grund af angst for repressalier ikke ønsker at vidne eller iøvrigt medvirke i opklaringsarbejdet.

18. For så vidt angår faserne i konflikteskalering, og sammenhæng med forsoning henvises til Vibeke Vindeløv, Konfliktløsning i Bosnien og i Danmark – kan vi lære af hinanden, i Festskrift til Agnete Weis Bentzon, København 1998