Engang troede jeg at “globalisering” medførte at vi fik muligheder for at begribe hele det fascinerende, mangfoldige verdenssamfund og tænke på dets vé og vel, når vi selv traf beslutninger. Sådan blev det ikke.

Kapitalismen er i realiteten det eneste, der globaliseres. Der skal – siger mennesker med hang til det totalitære – kun være ét økonomisk system, én måde at tænke om udvinding, produktion, forbrug og affaldshåndtering. (De to bedste bøger lige nu om dette er forresten William Greiders “One World, Ready or Not. The Manic Logic of Capitalism” samt Hans-Peter Martin og Harald Schumans “Globaliserings-fällan. Angreppet på demokrati och välfärd”).

De almenpolitiske og sikkerhedspolitiske dimensioner af globaliseringen sidder fast i en kombination af – mere eller mindre – nationalistisk statslig “Realpolitik” og amerikaniseret junglelov, dvs. selektiv folkeret. Og den kulturelle dimension karakteriseres ved det rædselsfulde tanke at de(t) fremmede altid skal behandles som problemer, ikke som en berigelse, ikke som en chance for at lære noget om andre kulturer og dermed om os selv. Hvor ringe det står til, udover den allesteds-nærværende tendentielle racisme, spejles i at en så banal tese som Samuel Huntingtons om “civilisationers sammenstød” allevegne citeres som en bibel.

De fleste mennesker kan ikke selv rejse ud og danne sig en opfattelse om begivenhederne. Deres forståelse af og mening om verden får de fra medier, der skal leve af at sælge varen nyheder – og så naturligvis af kyndige korrespondenter og kommentatorer som ved denne avis. Der findes naturligvis nyhedsbureauer i alle lande, men mindst 90% af det der finder vej til udenrigsredaktionerne på dagblade, radio og tv stammer fra Reuters, AP, UPI, AFP og CNN. Og fra “toneangivende” dagblade og tv-stationer.

Tiden karakteriseres ved at udenrigs- eller “verdensstoffet” blir mindre (snart helt væk i tabloiderne), mens underholdning og sport bare vokser. En nyankommet Marskvinde måtte ved at studere aviser, radio og tv få det intryk at vi Jordboere mener at sporten er det væsentligste i livet, for ingen anden menneskelig foreteelse får så megen spalteplads.

Ifølge en analyse af Garrick Utley i “Foreign Affairs” i april er amerikanske netværksmediers som ABCs og NBCs udenrigsdækning regnet i minutter med 50-60% siden 1989. Årsag: der er ikke længere en klar fjende og trussel omkring hvilken verdensbilledet kan struktureres. Med med voksende sociale og økonomiske problemer på hjemmefronten i vor såkaldte krisetid interesserer folk sig mindre for den store verden.

Jeg formoder der også må være tale om en afmatning – en psykisk følelsesløshed – overfor gentagne rapporter om sult, nød, krig, voksende indkomstforskelle, miljøødelæggelse og flygtningestrøamme. Disse “nyheder” svæver jo nemlig, når de overhovedet kommer op, frit i luften fra den vellykkede globalisering af den direkte materielle produktion, management, investeringer, lån, kreditter, profitter. Som om disse ting ikke hang sammen i virkelighedens verden!

Det er der meget enkle grunde til at de ikke gør i mediernes verden. Globaliseringens hovedaktører, de multinationale koncerner, sidder på en voksende del af medieverdenen. De bestemmer hvad vi skal vide om deres globaliserede verden og hvad vi ikke skal vide.

NBCs hvis moderselskab hedder General Electric, er for nylig blevet slået sammen med computergiganten Microsoft. Såvel General Electric, der også er central i USA militærindutrielle kompleks, som Microsoft har markedsinteresser i mange lande rundt om i verden. Hvordan påvirker det mon NBCs rapportering? Den ekspansive Fox News Channel kontrolleres af mediemogulen Rupert Murdoch, som for eksempel i 1993 købte Hong Kongs Star TV-station, men droppede at vise BBC World på den, fordi Peking ikke kunne acceptere BBC. Og underholdningsgiganten Disney ejer ABC…

Infotainment er en realitet. Politisk ukorrekt rapportage og nyheden, der ikke passer med den for øjeblikket etablerede sandhed, får stadigt mindre spillerum.

Således blir mediebilledet af verden redaktionelt mindre omfattende, snævrere i perspektiv og stadigt mere homogent. Læs en dag udenrigssiderne i de største aviser, lyt til radioavisen, timenyhederne og se diverse fjernsynskanalers nyheder, inklusive satellitkanalernes, fra den store verden. Globalisering betyder voksende kvantitet, forenkling og snæversyn.

Da vi havde ét tv og et radioprogram skulle der være alsighed. Nu kan den enkelte kanal være så ensidig den lyster, og følge andres ensighed. Der er kun ét alternativ til dét: skab Dit eget billede af verdens gang!

Det gør jeg på Internet ved at besøge ovenstående bureauer og netværksstationer og bruge mindst ligeså megen tid på de alternative dertil. OneWorld er nok er den mest omfattende og globalt relevante af dem alle og har små 2 millioner besøg per måned (http://www.oneworld.org). Den er paraplyorganisation for godt 120 organisationer for menneskerettigheder, retfærd, holdbar udvikling, miljø, kvinder etc.

Under OneWorld ligger også Gemini (http://www.oneworld.org/gemini), med research, baggrund og et netværk af fremragende kommentatorer. Og der er bureauet, der specialiserer sig på Tredje Verdens-perspektiv, International Press Service, IPS, (http://www.ips.org). Press of the World sætter fokus på Centraleuropa, Rusland og Kina (http://www.pressoftheworld.com). For at holde sig ajour med f.eks. Østeuropa kan man prøve Radio Free Europe (http://www.rferl.org/newsline) og Omri (http://www.omri.cz).

Leder man efter lænker til fredsforskning, alternativ sikkerhedspolitik, konfliktløsning, ikkevold, eller Balkan er der en del på TFF (https://transnational.sandbox-alot.com), som jeg selv har en finger med i. På næsten alle disse steder findes der lænker til bureauer og informationsservice ved kilderne. Det må da være bedre også at se hvad serber, muslimer og kroater selv siger om situationen end at forlade sig helt på et vestligt nyhedsbureaus filtrering og tolkning og derpå en dansk redaktions redigering.

Besøg verden – i virkeligheden eller på Internet! Jeg advokerer ikke at man kun skal surfe på alternativerne eller holde op med at læse bøger. Man skal gøre både/og og opleve mangfoldigheden. Skab dit eget billede. Det blir med garanti rigere – og besværligere at ta stilling til! – end den homogeniserede, kommercielle strøm, der dagligt vasker vore hjerner og følelser.

Mangfoldig må verden endnu være. Og den er det.