For enhver regering er spørgsmålet om at deltage i krig det alvorligste. Alene af den grund er en omfattende høring, der skal klarlægge argumenterne for Danmarks deltagelse i krigen i Irak, på sin plads. Rapporterne fra Irak motiverer bestemt til, at beslutningsprocessen bag vor deltagelse i krigen og besættelsen bliver endevendt. Men hvad skal være høringens videre formål, fokus og fremgangsmåde? Hvem eller hvad skal den gavne?
Ønsker man interessant ny viden eller at fastlægge ansvar og eventuel skyld? Skal vi snarere end at se bagud drøfte, hvad vi kan lære for at håndtere fremtidige konflikter bedre? Skal kommissoriet være bredt frem for snævert?
Åbenhed eller låg på?
I heldigste fald kan den foreslåede høringsform kan give indblik i, hvilke kundskaber regeringen havde, og hvilke analyser der blev gjort i forskellige ministerier. Drøftede man forskellige alternativer til krig, som man siden afskrev som mindre realistiske end krigen? Og hvordan vægtede man de formodede fordele ved en krig overfor de mulige værst tænkelige konsekvenser?
Høringen kan sikkert skabe klarhed over, hvilke hovedargumenter der blev givet – og ikke givet – og hvorledes de blev vægtet indbyrdes på givne tidspunkter i forløbet. Hvilke argumenter overbeviste beslutningstagerne om, at krig var løsningen? Var det, at Saddam Hussein var en diktator, eksistensen af masseødelæggende våben, Iraks ulydighed i relation til FN eller trusselsbilledet af Irak? Eller var der helt andre mulige forklaringer på krigen? F.eks. at USA har strategiske og magtpolitiske interesser i området? Skelnede eksperter og politikere mellem offentligt fremsatte motiver på den ene side og nationale interesser på den anden? Hvor mange områdeeksperter, konflikteksperter og mæglere konsulterede man inden beslutningen? Og hvorfor accepterede man pludselig en krig uden FN-mandat?
Skal vi have klarhed over alt dette, forudsætter det imidlertid, at beslutningstagerne er villige til at fortælle os sandheden. Alternativet er, at de vælger at nøjes med at give generelle svar og henvise til, at informationerne om disse ting vedrører landets sikkerhed.
Næsten enhver høring er selvfølgelig bedre end ingenting – nødvendig, men ikke nødvendigvis tilstrækkelig. Det er vigtigt at være opmærksom på dens faldgruber.
Fokus på konflikten eller krigen?
Enhver analyse bør skelne mellem konflikten og krigen. Krige er et resultat af underliggende konflikter. Når en konflikt går over i vold, kan det skyldes manglende konfliktdiagnose og dårlig prognose, hvilket leder til fejlagtig behandling af konflikten. Der kan også være tale om misforståelser, dæmoniserende fjendebilleder og støj i kommunikationen. Man må desuden undersøge typen af konflikt – f.eks. om den har jævnbyrdige parter eller er asymmetrisk – dvs. store lande med overlegen militær styrke kaster sig over mindre og svagere stater.
Fokuserer en høring alene på argumenterne for og imod Danmarks deltagelse i krigen, er der en betydelig risiko for, at vi intet lærer om, hvorledes konflikter fremover bør analyseres og behandles. Et snævert fokus på krigsdeltagelsen vil sandsynligvis også køre spørgsmålet om alternativer til krigen ud på et sidespor.
Hvorfor var der f.eks. ikke ét eneste mæglingsforsøg under krigen i Irak eller besøg fra f.eks. EU? I alle andre konflikter har der været forhandlingsforsøg, udsendt mæglere og udviklet fredsplaner og vejkort – Israel/Palæstina, Nordirland, Kosovo, Bosnien, Makedonien, Somalia. Man har talt med begge parterne. Under det danske EU-formandskab blev der ikke taget initiativ til at mægle eller sende en delegation til Bagdad, skønt alt allerede på det tidspunkt pegede i retning af krig. Hvorfor havde stort set alle vestlige lande enten ingen ambassade (som Danmark) eller kun folk på lavere niveau i Irak i over ti år? Hvad kunne vore beslutningstagere egentlig vide om Irak?
Lokalt drilleri eller internationalt nyttige lærdomme?
Endvidere kan man risikere at målet med høringen bliver at nogle politikere vil tryne andre politikere for, hvad de engang har sagt. Måske vil man få dokumenteret, at nogen har sagt mere, end der var dækning for i virkelighedens verden. Men er det være interessant? Vil dét være til hjælp når en ny konflikt dukker op? Vil det gavne Iraks folk? Eller vil det blot blive et kortsigtet bidrag i det folketingspolitiske drillespil?
Jeg vil anbefale en bred høring med en opfølgning i form af en hurtigt arbejdende dansk-international kommission. Det er nok vigtigt at se tilbage på bl.a. skyldsspørgsmål, men vigtigere er at drage konklusionen om substansspørgsmål og se fremad, så vi kan lære at håndtere konflikter mere konstruktivt fremover. Det vil derfor ikke være nok hvis høringens deltagere kun bliver danske politikere, militærfolk og eksperter. Det risikerer at blive forudsigeligt og vil næppe skubbe til en bredere debat ude i samfundet om disse ellers så vigtige spørgsmål.
Danmark er en ret begrænset størrelse
Det er også problematisk hvis fokus bliver på Danmark alene. I en vis forstand er det rimeligt i og med, at vi erklærede os i krig med Irak, deltog i krigen og nu er besættelsesmagt med tropper i landet. Og regeringen må stå til ansvar som landets leder i international spørgsmål. Men Danmark er langt fra så selvstændigt, som mange danskere måske tror.
Beslutningen var i første række en følge-beslutning. Danmark valgte at følge USA og stille solidarisk op ikke blot politisk, men også militært. Andre lande, som vi sammenligner os med og har politisk fællesskab med i EU, valgte ikke at følge USA, eksempelvis Tyskland og Frankrig. En høring bør derfor nok se på den danske beslutningsproces, men bør i ligeså høj grad vurdere, hvad USAs motiver var, og se på, om den danske regering blev overtalt eller presset og i så fald hvordan og i hvilket omfang.
Den bredere forankring
En høring kan stimulere til den debat der er så vigtig både for vor sikkerhed og vort demokrati. En sikkerhedspolitik og et international engagement, der ikke har folkelig forankring – eller interesse &endash; er uacceptabel. Såvel den foregående som den nuværende regering har kastet Danmark ud i USA-ledede krige mod terrorismen med henvisning til, at terrorisme er den store nye trussel både mod vestlig civilisation og mod Danmark. Det er sagt før, men sikkerhed er menneskelig sikkerhed, og dermed ikke noget staten, militæret eller industrielle interesser har eneret på. Derfor bør dansk sikkerhedspolitik forankres bredt i befolkningen gennem en bred informationskampagne og debat, som involverer f.eks. uddannelsessektoren, folkebevægelserne og fagbevægelsen.
Mediernes rolle
En høring bør også fremme forståelsen for mediernes rolle i konflikter, krige og fredsskabelse. Krige foregår både på slagmarken og i medierne, og beslutningstagere tager uden tvivl lige så stort hensyn til det medieskabte billede af virkeligheden som til selve den faktiske virkelighed. Desuden benytter krigsparterne selv propaganda og vildledning med hidtil uset intensitet og raffinement. Krig er stadig godt stof for pressen, hvor kompleksitet ofte reduceres til forsimplede sort-hvid-fremstillinger, mens de underliggende konflikter ofte glemmes.
En del af denne høring og det efterfølgende kommissionsarbejde bør sætte fokus på spørgsmålt om hvorvidt medierne formidler adekvate billeder af virkeligheden i krigszoner; næsten alle mennesker danner jo sin opfattelse om en konflikt og om krige på grundlag af mediernes formidling.
Efterfølgende kommissionsarbejde og bred folkelig debat på civilsamfundets egne præmisser
Jeg vil altså argumentere for, at Irak som eksempel på konflikthåndtering bør have prioritet. Det bør veje langt tungere end krigsmodstanderes og krigstilhængeres eventuelle behov for at få deres grundholdning bekræftet og sige “hvad var det vi sagde.”
En høring om Danmarks deltagelse i denne krig og besættelse kun kan være en begyndelse på en større selvransagelse vedrørende hele spørgsmålet om konflikthåndtering.
Den lærdom vi skal drage må handle om Danmarks og det internationale samfunds håndtering af konflikten siden 1990, om straffen over Irak, sanktionerne og de manglende alternativer til krig – og ikke kun om krigen selv. Og det er Danmarks følge-politik i forhold til USA og ikke illusionen om, at vi selv suverænt bestemte at deltage, der bør kortlægges.
Derfor mener jeg, at den foreslåede høring bør ses som optakt til en mere omfattende kommission med del-kommissioner om flere større temaer. Regeringen bør stille omfattende midler til rådighed for ekspres-forskning, folkeoplysning og debat om alt dette.
Men alt bør ikke hvile på penge fra den stat og regering, der i yderste konsekvens må tage ansvaret for politikken og situationen i Irak. Derfor er det nu også op til danskerne selv, vore medier, uddannelsesinstitutioner, folkebevægelser og oplysningsforbund samt ikke mindst fagbevægelsen at mobilisere det bedste i vor demokratiske tradition.
Fra mine foredrag rundt om i Danmark véd jeg, at der i befolkningen eksisterer en stor bekymring over udviklingen i Danmark og regeringens deltagelse i krige. Kun følelsen af magtesløshed synes at være større. Irak-krisen giver os en mulighed for refleksion og nytænkning og for et fredeligere internationalt engagement fremover.
