Af

Mads Stenstrup, Jyllands-Posten, 20. maj, 2004

“Skyd en perker og vær glad. Skyd to perkere og kom i himlen..”

1. april sagde militærsociolog Claus Kold sit job på Forsvars-akademiet op. Han følte sin forskning undertrykt i stedet for, at man tog ved lære af den.

Drengestreger? – i givet fald nok af den grovkornede slags. Sådan vil de fleste i de danske militærlejre i udlandet kalde den slags lokumsgraffiti, som blandt utallige andre eksempler blev fundet i de danske lejre Camp Olaf Rye og Camp Holger Danske i Kosovo for nogle år siden og stadig kan findes i tilsvarende lejre i Afghanistan og Irak.

Militærsociolog Claus Kold har lavet et feltstudie og en ph.d-afhandling om den slags og mere overordnet om de udsendte danske soldaters opfattelser og holdninger til deres opgave. Han er overbevist om, at lyrik som ovenstående dækker over meget mere end drengestreger. Det dækker bl.a. også over udbredt racisme mod de lokale, som de danske soldater er sendt af sted for at beskytte:

“De danske soldater er gode til at slås, men de bærer også frøene i sig til at begå overgreb, som ligner dem, et ukendt antal Irak-udsendte amerikanske og britiske soldater har forarget verden med de seneste uger,” vurderer han.

De seneste dage er det kommet frem, at danske soldater nærmest rutinemæssigt slår og sparker irakere for at få dem til at makke ret, når der skal uddeles vand og diesel. Claus Kold mener, at årsagen til brugen af den slags metoder bl.a. skal findes i den meningsløshed og mangel på personligt ansvar, som forsvaret med sin hierarkiske opbygning uddanner specielt sine fodfolk til.

1. april i år forlod den 45-årige cand.scient.soc. efter seks års ansættelse sin stilling som forsker ved Forsvarsakademiets Institut for Ledelse og Organisation. Opsigelsen sendte han i frustration over den kolde skulder, han følte sig udsat for fra forsvarets side på grund af det kontroversielle indhold af hans afhandling, som blev godkendt på Roskilde Universitets Center 2. december 2003.

Selv om afhandlingen, der tog fire år at udarbejde, dækker over et feltstudie af forholdene i Kosovo, er forskeren på baggrund af efterfølgende samtaler med andre udsendte soldater ikke i tvivl om, at det lige så godt kunne være Irak 2004.

Claus Kold føler, at forsvaret har forsøgt at tie, hvis ikke direkte modarbejde, den kritiske rapport ihjel. Hans nye opgaver efter fremlæggelsen lå ikke, som han havde forventet og håbet, i forlængelse af hans forskningsopgaver. Samtidig fik han et skriftligt forbud mod fremover at udtale sig offentligt som ansat ved Forsvarsakademiet. Fra sit enekontor blev han af instituttets nye chef flyttet til et andet, som han skulle dele med en studentermedhjælp, langt fra de officerer, som i sin tid var med til at igangsætte ph.d.-projektet.

Producerer optrapning

I sin afhandling beskriver Claus Kold over 457 sider nogle af de symptomer, han fandt, da han over 15 uger levede med nogle af de første hold danske soldater udsendt fra 1999 i international mission i Kosovo.

Han analyserer også det ansvar, som han vurderer, at forsvarets ledelse og særligt den historisk betingede kultur i forsvaret bærer.

“Jeg når i min afhandling frem til, at forsvaret i sine internationale operationer snarere producerer “relativ optrapning” end konfliktdæmpning, fredsskabelse og demokratisering, som officielt er målet. Holdningen er forkert. Bl.a. derfor tager operationerne uendelig lang tid, bliver meget dyre og har lav effektivitet. Det er ikke tilfældigt, at NATO’s Kosovo-styrke nu igen, fem år efter den første indsættelse, står over for voldsomme konfrontationer,” konstaterer han.

Problemerne, understreger Claus Kold, er ikke specielle for de danske styrker men typiske for mange landes udsendte. Det canadiske forsvar er blandt de få, der har forsøgt at gøre noget ved det, nævner han.

Claus Kold understreger, at han ikke har beviser på, at danske soldater har lavet grove overgreb og brud på FN’s tortur-konvention, som dem et antal amerikanske soldater er anklaget for.

Ud over det meget materiale, som Claus Kold selv kan dokumentere, nævner han også lange samtaler med eksempelvis en major i Kosovo, der bekymret fortalte ham om optagelser, som officeren havde set set, af op mod en halv snes danske soldater, der på skift har samleje med en lokal prostitueret i Nordgrækenland.

“Respekten for de lokale bliver jo ikke større, når forsvaret som sådan tillader noget sådan og oven i købet organiserer og sender en officer med på disse ture. Disse prostituerede, der ofte opholder sig ulovligt i landet, holdes ofte som en slags sexslaver af den lokale mafia uden reel mulighed for at sige fra,” forklarer forskeren. Problematikken har også afstedkommet kritik fra f.eks. Amnesty International.

Seksualisering

Claus Kolds ph.d-afhandling indeholder talrige eksempler på kritisabel adfærd, der peger i samme retning, en adfærd som Kold mener, at de unge danskere kun udviser, fordi de er i uniform:

“Det at bære uniform opfatter de unge som en situation, der hæver dem over almindelige krav om anstændighed. De seksualiserer ofte opgaven ved de checkpoints, de bemander. De taler om at “pule”, de vogne, som de skal sikkerhedskontrollere. Eller praler med at skulle “kneppe bilerne i bund”.

Generelt er indtrykket af afhandlingen, at mange danske soldater i virkeligheden opfatter de mennesker, man i dette tilfælde er taget til Kosovo for at hjælpe som kriminelle.

“Høj status i gruppen af danske soldater får man ved at have været ude at slås. De soldater, der arbejder med civile problemstillinger, det såkaldte CIMIC, har generelt lavstatus. Det arbejde er mest for ældre mænd med mave. De unge udviser ikke stor forståelse for, at det faktisk er CIMIC-soldaten, der har vundet freden, når han f.eks., har kunnet skaffe turbineblade til det lokale elværk og igen fået det op at køre til de lokales glæde, hvorved risikoen for uroligheder reduceres,” forklarer Claus Kold.

I sin afhandling hæfter han sig også ved den store mængde af f.eks. kæmpestore foldeknive, som soldaterne har hos sig privat, samt den store fokus, der i fritiden er på at se volds- og pornofilm og dyrke muskelopbyggende styrketræning. Til gengæld er der stort set ingen tilbud til de almindelige soldater om studier gennem f.eks. brevskoler eller foredrag. Et sted i afhandlingen noterer han sig den konstante fokus på risikoen for uroligheder blandt de lokale, uden at nogen f.eks. sætter sig ind i de lokale skikke og helligdage.

Ganske urovækkende finder Claus Kold samtidig de såkaldte “kills” – symbolmarkeringer, der sættes på siden af eksempelvis en pansret mandskabsvogn, for at vise noget om, hvor mange indsættelser i krigshandlinger besætningen om bord har oplevet. På samme måde som det også kendes fra amerikanske kampfly.

Intet kulturmøde

Størstedelen af tiden, har Kolds iagttagelser vist, sidder de unge udsendte danske soldater i deres lejre og spiller computerspil, mens de venter på krigen. Han opfatter det som et stort problem, at de i fritiden ikke i stedet møder lokalbefolkningen på lige fod og lærer at forstå deres livsvilkår. Der er, mener han, intet reelt kulturmøde, hvor danske soldater og lokalbefolkningerne lærer af hinanden, og de danske soldater opfordres af sikkerhedsgrunde ikke til det. Snarere tværtimod.

Kold vurderer, at soldater, der som de danske, er uddannet under et autoritært styre som forsvarets kun har få reelle chancer for at hjælpe fremtidige demokratier som i Kosovo eller Irak på vej.

Alligevel er Claus Kold ikke meget for at anklage de enkelte officerer, der leder de danske styrker:

“Jeg har oplevet dem som både imødekommende og samtidig forjagede mennesker på fem minutters kald døgnet rundt. Det er selve systemet og kulturen, der må diskuteres,” understreger han.

I afhandlingen beskriver Kold forsvarets opbygning som værende fra feudaltiden. Manglen på moderne ledelse fører til en fejllæring hos soldaterne, mener forskeren, der skriver om »stemninger og følelser af modstand, som på grund af hierarkiets autoritære ledelsesformer forskydes mod utilsigtede objekter, f.eks. lokalbefolkningen, der kriminaliseres«. Samtidig, mener han, at der f.eks. opstår racistiske opfattelser i organisationen, at soldaterne begynder at fokusere på porno, at de udviser kønsdiskriminerende og kønskrænkende adfærd, bliver voldelige eller søsætter vandrehistorier.

Føler sig tiet ihjel

Claus Kold kommer igen ind på, hvordan han har oplevet, at forsvaret har forsøgt at tie hans afhandling ihjel. Bl.a. er den ikke, som det ellers er kutyme, blevet udgivet i bogform, men kun trykt i 50 eksemplarer, ligesom han undervejs i det fire år lange arbejde har oplevet, hvordan Forsvarsakademiet – “da man opdagede hvad jeg var på vej med” – satte et næsten parallelt men altså endnu ikke færdigt forskningsprogram i gang – nu med en antropolog.

“Tilsyneladende ikke for at etablere en videnskabelig diskussion af vores forskning, som jeg ville ønske velkommen. Men de to forskningsprojekter blev snarere uproduktivt spillet ud mod hinanden i en intern rivaliseren,” vurderer han.

Han vender tilbage til sine forskningsresultater i felten.

“Der var en udtalt racisme på mit første hold.”

“Soldaterne betegner de lokale som dyr – og dyr er ikke omfattet af menneskets normale drabshæmning.”

“De beskriver de lokale som jalla’er, uanset om det er serbere eller muslimer, som de under patrulje har været i kontakt med. Ofte uden tolkehjælp,” siger han beklagende om de misforståelser og situationer, der kunne være undgået.

“Problemet er, at den ophidselse og frustration, som soldaterne ofte kommer hjem med fra patrulje, fordi de ikke forstår de lokales handlinger, ikke bliver dæmpet af officererne,” siger han.

Af afhandlingen fremgår det tværtimod, at nogle officerer i konkrete situation spiller op til de menige soldater og bevidst søger konflikten med de lokale. “De skulle have nogle tæsk”, og “Jeg piskede en stemning op” er en kaptajn citeret for at sige om håndteringen af en lokal demonstration, og hvordan hans folk havde brugt skjoldene.

Kold bemærker, at han aldrig under sine lange ophold har oplevet de menige soldater tale dybere med hinanden om f.eks. savn af familie, kærestesorg, politik eller konfliktens årsag og eventuelle løsning.

“Jeg så dog meget tavse og indadvendte soldater. En adfærd, der kan have været udtryk for tristhed, savn eller sorg.”

Ud over denne indadvendte og tavse adfærd oplevede Claus Kold stærk ophidselse: Råberi og fysiske udladninger (sparken ting ned fra deres pladser) i forbindelse med vedligehold, møder og eftersyn.«

Ali Baba’er

Mange, mener militærsociologen, vil sikkert læse ovennævnte, som eksempler på manglende kontrol med soldaterne, lidt sådan som den amerikansk general Antonio Taguba for nylig har fortalt over for det amerikanske senat om de lovløse tilstande, der herskede i det amerikanske fængsel Abu Ghraib i Irak. Claus Kold vil imidlertid nærmest den modsatte vej. Han mener netop, at læren er, at jo mere kontrol, der føres med de unge soldaters liv, jo mindre de opfordres til at tænke selv, jo mere afsindigt handler de i en slags ubevidst protest.

“Vores soldater opfatter og omtaler irakerne som Ali Baba’er, hvilket lokalt er udtryk for røvere og svindlere. De danske soldater opfatter ikke de lokale som mennesker som dem selv, men som svin og tyveknægte. Det, soldaterne ikke bliver gjort klart, er, at det, de ser, er en følge af krigen. En mor har brug for at skaffe mælk til sit barn. Og kan hun ikke få fat på det på anden vis, stjæler hun det. For hvordan kan man være kriminel i et lovløst land?”

I afhandlingen citerer Claus Kold også en gul lap, han fandt klistret op på vinduet i Camp Olaf Ryes hovedvagt, der hvor de lokale henvender sig:

“Hvis man har jagttegn, må man så skyde en jalla/nigger, da det er skadedyr? Vil gerne have svar snarest muligt!”

mads.stenstrup@jp.dk

Læs også

Jyllands-Posten 21.05.04 Sektion: Indland
Ingen bekymring over anklage om racisme
Af THOMAS LUND HANSEN
Forsvarsordførerne for de store partier i Folketinget er ikke bange for, at danske soldater opfører sig racistisk, når de er på fredsbevarende missioner i udlandet. …

Jyllands-Posten 20.05.04 Sektion: Indland
Forsvaret afviser at gemme kritisk afhandling
Af MADS STENSTRUP
“Vi tager skam Claus Kolds afhandling alvorligt, men vil på den anden side ikke overreagere.” Sådan siger chefen for Institut for Ledelse og Organisation ved Forsvarsakademiet, kommandørkaptajn Anne Mette Ruth. Hun afviser, at man har forsøgt at overse og modarbejde indholdet af hans ph.d.-afhandling og beklager, at Kold, som hun siger, ikke længere kunne få opfyldt sine faglige ambitioner og sagde op.

© Jyllands-Posten 2004