Lund, Sverige & Nagoya, Japan, 19. oktober 2004
Hvis denne overskrift var sand ville den skabe bestyrtelse, sorg og debat i Danmark. Elleve dræbte irakere gør det derimod ikke – skønt dræbt af danske fredsskabende soldater.
Da jeg ikke noget sted kunne finde det samlede tal på hvor mange irakere, der er blevet dræbt af danske soldater, henvendte jeg mig til Hærens Operative Kommando (HOK). Svaret er at danske soldater hidtil har dræbt 11 irakere og såret 16.
HOK skilter ikke med det på sin hjemmeside (www.hok.dk). I tredje niveau fra førstesiden skal man lede i et arkiv med godt 300 artikler og dér finde enkelte beretninger om nogle af de skudepisoder, danske styrker har været involveret i – af hvilke nogle har medført irakeres død.
Det er ret så enslydende situationer: for eksempel ville nogle civilklædte irakere ikke standse ved et checkpoint; de danske soldater opførte sig korrekt, men blev provokeret af irakerne, der for 8 af de 11s vedkommende var bevæbnede. Danskerne skød og desværre døde irakerne, skønt der efterfølgende blev gjort alt for at redde deres liv og få dem lynhurtigt afsted i ambulance eller helikopter. Ingen danskere kom noget til; de dræbende danske soldater er blevet tilbudt psykologisk assistance. (Alle skudepisoderne er ikke medtaget for siden de tog til i antal og blev en del af “normalbilledet” rapporterer HOK dem ikke enkeltvis).
HOKs hjemmeside fortæller langt mere – og mere medrivende – om f.eks. danske politikeres besøg, fødselsdagsfejringer, medaljeuddeling, det gode forhold til de lokale, Sankt Hans i Camp Danevang, forplejning og faneoverdragelse. Og der er flotte billeder af soldaterne i den irakiske solnedgang.
Altsammen vigtigere end at vi har dræbt civile irakere.
Pressen har ikke sat fokus på hverken det samlede antal dræbte irakere eller på omstændighederne. Krig er jo krig, tænker man måske – og vi danske vil jo ikke at det skal gå sådan. Men vil presse, politikere og HOK også se sådan på det – og gøre ligeså lidt ved det – hvis det en dag er danskere, der dræbes af irakerne?
Hvis pressen gør dét kan man sige at den behandler menneskeliv som ligeværdige. Hvis ikke er der reelt tale om et brud på den menneskeretslige norm om alles lige værd, om diskrimination eller ligefrem racisme. Og dét kan vi vel ikke have siddende på os nu vi forsøger at udbrede de vestlige humanistiske og særligt danske værdier – “the Danish Model” som HOK kalder det – i Mellemøsten?
En bleg eftertanke: Er der mon noget, vi slet ikke har forstået i hele denne sag?
