Siden 11. september har en række regeringer, herunder også den danske, deltaget i en “krig mod terrorismen.” Det er sket på en sådan grad at man må frygte skadegørelse på det åbne demokratiske samfund og at vi kommer til at øge terrorismen. Jeg skal argumentere for at kampen mod terroren er en panikreaktion, der kan føre mere ondt med sig og at vi burde interesserer os meget mere for hvad terrorisme er og hvad der forårsager den.
Terror kan definieres som organiseret politiskt vold, der bruges til at opnå politiske mål. Terror kendetegnes ved at den skader eller dræber uskyldige, sådanne som intet har med den konflikt at gøre i hvilken terroren anvendes. Mens terroristens mål kan være legitime, defineres terror ved at den hverken kan retfærdiggøres moralskt eller juridiskt. Da såvel mindre grupper af individer som stater udøver terror findes der to hovedtyper, nemlig smågruppeterror og statsterror. Fælles for al terror er desuden at den fungerer gennem at skabe frygt, fordi den er uforudsigelig, uberegnelig og hensynsløs, selv uden at være udført.
Bin Laden og Al-Quida og alle andre grupper, som i vore medier og politiske debat kaldes terrorister, tilhører alle kategorien smågruppe- eller privatterror. Mængder af stormagter og tidens eneste supermagt betjener sig dagligt af statsterror, såsom infiltration, hemmelige operationer, interventioner, våbenhandel, statskup, dødspatruljer, narkohandel og sanktioner. Når landes bombes til lydighed gennem at også uskyldige civile bevidst dræbes er det terror. I årtier har vi i kærnevåbenpolitiken talt om terrorbalancen. Samtlige disse midler anvendes bevidst til for at opnå politiske mål og rammer (også) civile uskyldige og skaber frygt.
Ovenstående definition er naturligvis ikke den eneste tænkelige. Den bør debatteres. Men at indføre anti-terrorlove rundt om i verden uden en nogenlunde klar og alment accepteret definition er farligt. Værre er det at indføre disse love på basis af en definition, der kun udpeger smågrupper som terrorister og udelukker muligheden for at også stater og regeringer kan betragtes som terrorister.
Det indebærer risikoen for en voldsomt øget statsterrorisme, en drift mod et Orwelliansk 1984 hvor alt er tilladt i “krigen mod terror.” Det kommer at gøre en parodi af det, vi idag forstår ved demokrati. Det kan hen ad vejen skabe et internationalt samfund med jernregimer, og i dette vil politikens hulemænd le og demokratiets og menneskerettighedernes forkæmpere græde.
De love og forholdsregler og direktiver, der nu er lagt frem eller allerede praktiseres af USA selv, EU og Danmark bygger alle, udtrykkeligt eller indforstået, på den ensidige definition af terrorismen. Der er intet, der muliggør retsforfølgelse af stater eller regeringer i tilfælde, hvor de praktiserer statsterror. Måske er det ikke mærkeligt at stater og regeringer ikke vedtager love, der kriminaliserer og dermed begrænser deres egne virkemuligheder, men det er alligevel en prioritering i politik og medie, der kan komme til at skade det åbne samfund langt mere end angrebet den 11. september i sig selv har gjort. I kampen mod terroren er det ikke hverken juridisk eller moralsk ansvarligt at give cate blanche til statsterror.
Dette skal ikke blandes sammen med at USA’s State Department opererer med en kategori, der hedder stats-sponsoreret terror, og som man mener Iran, Irak, Syrien, Libyen, Cuba, Nord Korea og Sudan passer ind i. Med det mener man blot at der er stater, der finansierer smågruppe terrorisme, ikke at der findes en egentlig statsterror.
Politikere, medier og sikkert de fleste danskere synes for øjeblikket at mene, at det kun er terrorisme, når mindre “private” grupper som bin Ladens bruger terror. Ingen officielle talsmænd eller brede medier har kaldt USAs bombninger, CIA-infiltration etc. for terror. Man har fået besked om at det skal betegnes positivt; det ligesom ligger i luften at det skal kaldes noget andet (selvcensur). Eller man ligger under for den omfangsrige, krigsforskønnende propaganda, der er en næsten lige så vigtig del af krigen som de militære elementer.
Et argumentet i denne psykologiske krigsførelse går på at det beskidte arbejde udføres af godheden mod ondskaben, for demokrati og menneskelige rettigheder, for at give hungrende madpakker osv. Hvilket igen bygger på den tvivlsomme hypotese at beskidte midler kan tjene rene og ædle mål, og at der ikke også findes mindre noble mål.
Uanset hvorledes man definierer terrorismen er det et faktum at langt flere mennesker er blevet dræbt som følge af statsterror end som følge af privatterror. De forenede Staters udenrigsministerium siger således på sin website (http://www.state.gov/s/ct/rls/pgtrpt/2000/2420.htm):
Der var 423 internationale terrorist-angreb i år 2000, en stigning på 8 procent fra de 392 i 1999. Hovedårsagen til stigningen var antallet af bombninger af en multinational oljerørsledning i Columbia foretaget af to terrorgrupper dér. Ledningen blev bombet 152 gange, hvilket skabte den største stigning i f t tidligere år i Latin Amerika. Vesteuropa oplevede den største nedgang i terrorisme, fra 85 til 30 angreb.
Ofrenes antal steg også i år 2000. I årets løb blev 405 mennesker dræbt og 791 såret, en opgang fra 1999 der havde 233 dræbte og 706 sårede. Antallet af angreb mod USA voksede fra 169 i 1999 til 200 i 2000, et resultat af stigningen af bombninger i Columbia mod oljerørsledningen, som terroristerne dér ser som et amerikansk mål. 19 amerikanske statsborgere blev dræbt som følge af international terrorisme i år 2000.
Set i lyset af de tusinder af dræbte og sårede der er resultatet af statsterror rundt om i verden taler disse tal for sig selv. Den enorme, for at ikke sige abnorme, interesse for “kampen mod terror” de sidste måneder er helt enkelt ganske ude af proportion med problemet størrelse. Ovenfor ser vi at der i 2000 var 1200 døde og sårede. I det billede er de knapt 3000 dræbte den 11. september naturligtvis mange. Det har udløst den største internationale aktivitet i årtier og er blevet udskreget til et kolossalt problem.
Man lad os ikke glemme at det sker i en verden hvor mellem 60.000 og 100.000 mennesker dør hver dag, uskydligt og unødvendigt, af mangel på mad, husly, klæder, medicin og rent vand; det er 20 millioner per år! Det sker i en verden hvor 30 millioner lever med AIDs. Og hvad gælder USA selv begås dér hvert år cirka 25.000 mord; det er cirka 9 per 100,000 eller den højeste rate blandt industrilande.
Terrorismen koster altså forsvindende få menneskeliv i forhold til andre dødsårsager. Risikoen for at dø som følge af terror er mikroskopisk i sammenligning med f.eks. hjerte- og karsygdomme, cancer, trafikulykker, etc. Hvis der er noget vi burde føre krig imod er det fattigdommen, nøden og uligheden i verden. Og hvis vi vinder den kamp, reducerer vi også det væsentligste grund til terrorismen.
Måske det er på sin plads at nævne nogle af de former for aktiviter, stater og regeringer betjener sig af og som må betegnes som terroristiske ifølge ovenstående definition. Det kan være totur, mord på politiske modstandere, bomber der rammer civile og er planlagte at ramme civile mål såsom bymæssig bebyggelse, sygehuse, kirker, flygtningelejre og militært uforsvarede områder (uanset om det er selvmordsbomber udført af smågrupper eller bomber fra avancerede fly); anvendelsen af civile objekter f.eks. legetøj, der i virkeligheden er miner.
Videre er det besiddelse af masseødelæggende våben (kærne, biologiske og kemiske); selv uden at de anvendes skaber de frygt og vil forvolde uberegnelig skade hvis de blir brugt. Etnisk rensning, folkefordrivelse, folkemord. Og der er de hemmelige operationer, der har til formål at destabilisere en konstitutionel orden, omstyrte en regering; støtte af forskellig art til militante grupper, der vil befri “sit” område gennem brug af vold mod civile, (forsøg på) mord på statsledere, indgriben i et lands indre anliggender på en måde som skader eller dræbe civile uskyldige såsom støtte til dødspatruljer, efterretningstjenester eller specialtropper, der truer med eller faktisk udfører vold på civilbefolkningen; infiltration i et andet land med det formål at rydde en regering af vejen eller støtte til regeringer i andre lande, der udøver systematisk vold og menneskerettighedskrænkelser.
Man kan tænke sig situationer, hvor det ikke er helt klart om det er terror eller retteligt burde kaldes noget mere positivt. Man kan tænke sig at en udenlandsk agent, der er engageret i terror eller mordforsøg, blir dræbt. Eller at man bomber et civilt objekt tilhørende en udenlandsk okkupationsmagt. Det vil næppe kunne kaldes terrorisme; pointen er at de konkrete omstændigheder og den type af konflikt, handlingen indgår i, må spille en vis rolle for hvilken etikette vi ser på det.
Terrorismen blir, som al anden vold, specielt modbydelig når den gennemføres af den stærkere mod den svagere. En anden norm som bør hævdes, ikke mindst med henvisning til FN-deklarationen er den at alle civile, ikkevoldelige midler bør være prøvet først og have vist sig resultatløse inden det under visse omstændigheder kan siges at være retfærdigt at begå en handling, der falder ind under definitionen af terrorisme.
Men i alle tilfælde påhviler det indiskutabelt den, der udfører den terror-lignende handling, at bevise at der ikke er tale om terror men om noget mere acceptabelt. Det er blevet helt gangbart de sidste måneder at gennemføre interventioner, bombe, kræve udleveering etc med henvisning til at man “mistænker” at den eller den aktør huser terrorister eller at man har udefinierede “trusler” mod sin befolkning, som motiverer indskrænkninger i fri- og rettigheder.
Kampen mod terrorismen er naturligvis vigtig. Men at give den højste prioritet er, ud fra det vi véd om årsagerne til uskyldige menneskers død, er en civilistorisk misforståelse. Den kan vise sig at forvolde mere skade end gavn ikke mindst for de demokratier, der nu uomtvisteligt har engageret sig i statsterror. Her er Danmark selv en del af problemet, ikke løsningen.
Og en vestlig kultur, der ikke i 50 år har kunnet mande sig op til at afskaffe fattigdommen, ulighederne og volden mod andre kulturer, andre mennesker og mod Naturen, men nu pludselig skal bekæmpe et forsvindende lille problem, dømmer sig selv. Om ikke i sine egne, så i andres øjne. Også fremtidige terroristers.
