Beskyttet fra Londons og hele verdens støj, mode, tant og flygtighed og langt fra ligegyldighed og forbrugerisme kommer jeg bag Tate Moderns tykke maskinrumsmure ind i et mørkegråt kapellignende rum med dæmpet belysning. Her vises Mark Rothkos kæmpestore, afrundede rektangler i rødbrune nuancer, mystisk vibrerende i brunt og sort og, aner man, i alle jordens andre farver.
I kompositionen kan de minde om tibetanske mandalas, former man stiller øjnene ind på og som derpå begynder at bevæge sig. Ind i et mørklilla univers, som indgyder mig ro. Konturløse kuber, som er skabt af en udramatisk, og blød – tilsyneladende – anvendelse af farver. Men mandalans detaljerigdom savnes – eller måske er hvert et billede netop en detalje i universet, et hologram i olie?
Dystre bevæger de sig ind og ud af hinanden, som vinduer i – eller ud mod – et grænseløst rum. Skønhed? Ubeskrivelighed? Hvile? Intensitet? Fred? I krop og sjæl – Døden. Sikkert nærværende. Det er meditative værker, de nærmer sig til en ansigts- og kropløs Buddha, til ingenting og alt. Zen?
Efter min meditation der i mørket, læser jeg om, hvordan de opstod. Rothko havde i 1958 fået den opgave at lave vægmalerier til Restaurant Four Seasons i Seagram-bygningen i New York. I dét miljø skulle hans værker være baggrund for mad, mode og flygtig magelighed, altså det modsatte af eftertanke.
Men gudskelov, af årsager, som – uvist hvorfor – ikke forklares på Tate Modern blev malerierne aldrig hængt op der.
Rothko skal have givet udtryk for, at han var inspireret af Pompei og af Michelangelos Laurentius bibliotek i Firenze med dets lysundertrykkende, blændede vinduer og at det var netop den følelse han selv var ude efter: at ‘beskueren fanges i et rum med tilmurede vinduer og døre’.
Russeren Markus Rothkovich gav Tate denne mural-serie i 1968. Han begik selvmord i 1970.
I naborummet hænger, sublimt sammensat, i samme meditative ånd, men i lys sindsstemning, Claude Monets (1840 – 1926) ‘Nympheas, Water-Lilies’ malet efter 1916.
Død og liv. Fra rum til rum.
